Give Lystanlæg fylder 100 år - og det skal fejres med et brag
Lørdag den 31. august er der byfest i Give, og det handler i høj grad om en 100-års fødselsdag. Give Lystanlæg, der så dagens lys i 1924, er klar med en stor jubilæumsfest, som måske kan få folk til at mindes de go’e gamle dage, hvor der årligt var anlægsfest i Give.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
GIVE: Det er næppe breaking news, at Give Lystanlæg i år kan fejre 100-års jubilæum, men lige for at cementere den fine begivenhed endnu engang, så har vi haft fat i Lystanlæggets kasserer, Erling Lund, der i denne artikel er med til at ridse dagens fine program op.
- Akkurat som i de gode gamle dage starter vi op med gratis morgenkaffe og rundstykker på Torvet. Der er Give Handel og Erhverv, der er værter, og har også sørget for god livemusik i skikkelse af Johnny Madsen for fan, der er et Johnny Madsen kopiband, der nok forstår at ramme plet med deres musik. Her kan man så sidde og hygge sig på Torvet og mindes de gode gamle dage i godt selskab.
- Klokken 11.00 drager vi så i samlet optog med Juelsminde Pigegarde i spidsen op til anlægget, hvor vi samarbejder med Give Festival om at lave en rigtig flot festdag, fortæller Erling.
Give-Revyen kommer og underholder med et potpourri over deres bedste indslag, og det skal nok sætte gang i smilebåndene. Foto: Jim Hoff
Nu kan du købe bogen om Give Lystanlæg gennem 100 år
På dagen vil museum Give være til stede med et telt Museum Give, hvor man kan se og høre om anlæggets historie. Der vil køre nogle film fra anlægsfesterne gennem tiden på en stor skærm, ligesom man kan se fotos fra årene med anlægsfest.
- Derudover kan man også købe et 100-års jubilæumsskrift, som Mathias Arico har skrevet. Den kan købes i Lystanlæggets telt, hvor man også kan købe sig et medlemskab af Give Lystanlæg.
- Bogen, der er skrevet af Mathias Arico, er netop blevet færdig, og det er en rigtig flot bog, som Mathias her har fået lavet, og som man kan have stor glæde af at købe, ikke mindst fordi der er så mange fine fotos i bogen og gode historier, der bringer fortiden tilbage, siger Erling.
Sådan så der ud i lystanlægget, før den store scene blev bygget. Årstal ukendt. Arkivfoto
Spisning og fest i Andeteltet
18.00 er der indbudt til spisning i Give Lystanlægs festtelt, bedre kendt som Andeteltet. Her er der tale om en 2-rettes menu leveret af delikatessen i Brugsen.
Erling kan oplyse, at der er sat 200 billetter til salg, men at der kan udvides til 248, hvis det grundet stor efterspørgsel bliver nødvendigt. Billetterne til spisningen kan købes hos Erling på revisionskontoret i Vestergade.
I forbindelse med spisningen vil Give Revyen komme og underholde en time, og når selve spisningen og underholdningen er vel overstået, vil der blive spillet op til dans ved bandet ‘Festfabrikken’, der virkelig forstår at sætte gang i en fest – og som kan spille al slags musik.
Klokken 24.00, hvor løjerne i Andeteltet slutter, kommer der så for alvor lys over Give, når det store 100-års festfyrværkeri går i gang, og efter de mange lyspunkter, knald og brag, inviteres der til fælles fest i Give Festivals musiktelt, hvor det er bandet “Dansetider”, der spiller op til den store jubilæumsfest.
Det er bandet Festfabrikken, der spiller op til dans i Andeteltet efter spisningen og indslaget fra Give-Revyen. Privatfoto
Mathias Arico har begået en rigtig flot bog om Give Lystanlægs 100-årige historie, og den kan købes til anlægsfesten i år. Foto: Jim Hoff