Give henter heldig uafgjort i topkamp på udebane: Nu ser det meget interessant ud!

Lørdag eftermiddag var Gives jyllandsseriehold et smut i Aabenraa for at spille topkamp mod Aabenraa. Et brag mellem rækkens nr. 1 og 2, der endte uden vinder efter en kamp, hvor Give ret beset leverede efterårets spillemæssigt set svageste indsats, men havde topholdets marginer på sin side.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

FODBOLD: Det lykkedes for Give Fremads JS 2-mandskab at forsvare 1. pladsen i den svære topkamp på udebane mod Aabenraa, da de grønne fra Give lørdag eftermiddag hentede en ret heldig 1-1 uafgjort på Aabenraa Stadion.

Hjemmeholdet, der ret beset skulle gå efter en sejr og dermed de 3 points for at for alvor at kunne true Give på 1. pladsen, kom foran 1-0 i det 37. minut, og dermed var sønderjyderne på 1. pladsen – 1 point foran Give, der dog har en kamp i hånden på tirsdag på udebane mod FC Horsens.

Give fik dog udlignet blot 4 minutter efter pause-teen ved Kristoffer Larsen, der lukrerede på et godt pres- og forarbejde fra angrebskollega Jonas Østergaard. Give kommer under et større pres i kampen sidste 15-20 minutter, og man skulle også lige manøvrere sig i havn 10 mod 11, idet midtbanespiller Malthe Debel Pedersen i det 83. minut indkasserede et rødt kort.

Kristoffer Larsen udlignede for Give til 1-1 i det 51. minut på godt forarbejde af Jonas Østergaard. Foto: Jim Hoff

Træværket redder Give 4 gange

Hjemmeholdet har i alt 4 skud på stolpe/overligger og i overtiden hier Give-keeper Philip Jensen lige en verdensklasseredning ud af ærmet på en flot flugter fra en aabanraaspiller og hev dermed et uafgjort resultatet med hjem til Give.

-Vi er glade og godt tilfredse med resultatet her i dag. Vi spiller vore hidtil dårligste kamp i efteråret, og vi producerer ikke ret meget rent offensivt. Vi møder et aabenraahold, der pakker sig, og som bare lurede på omstillinger.

-Vi stiller i dag op uden angriber Jakob Kristensen, der går og døjer med en skade, og her havde vi så Mathias Thychosen inde i startopstillingen ude på kanten. Desværre får holdet ikke sat Mathias i scene, så vi sætter Malthe Debel på banen i stedet for Mathias efter en god halv times spil, og her skifter vi også fra 3-5-2 over i en 3-4-3 opstilling, fortæller Gives træner Kasper Bach-Jensen.

Gives indskiftede midtbanespiller, Malthe Debel Pedersen, fik rødt kort i det 83, minut, men Give kæmpoede alligevel et fint 1-1 resultat hjem. Foto: Jim Hoff

Lever fint med uafgjort

Han kunne se hjemmeholdet presse voldsomt på for en udligning i slutfasen, men hans mandskab formår at krige den hjem efter knaldhårdt arbejde og de berømte marginaler på de grønnes side.

-Indrømmet, vi er heldige i dag. Aabenraa har flere muligheder for at vinde kampen, men omvendt så har vi faktisk også en omstilling ved Kristoffer til sidst, hvor vi med en scoring kunne have tyvstjålet de tre points. Men alt i alt lever vi fint med uafgjort. Vi holder Aabenraa bag os, vi er bedre end dem indbyrdes, og nu venter der så en vigtig kamp på os allerede tirsdag i FC Horsens, som vi bare skal vinde, konstaterer Kasper.

Vinder Give den kamp, ligger man nr. 1 med 26 points for 11 kampe, mens Aabenraa har 22 points for 11 kampe på 2. pladsen med 3 kampe tilbage. Sædding/Guldager på 3. pladsen kan gå hen og blive outsider i oprykningsspillet, hvis de gør rent bord i deres sidste 4 kampe – hvoraf den sidste er på hjemmebane mod Give.

Men Give kan selv afgøre tingene -og det er helt sikkert den plan Kasper og gutterne går efter.

Gives Man of The Match blev keeper Philip Jensen med Peter Christensen og Magnus Bitsch som runners up. Gives næste kamp: Torsdag den 8. Oktober på udebane mod FC Horsens.

 

 

 Giver restprogram. Grafik DBU