Give Golfklubs garvede golfgutter i gavehumør: 540-års fødselsdag i Give Golfklub
Give Golfklub er en klub med mange klubber, og Klub 24 for mænd på 55 og derover kunne den 3. oktober markere en række runde fødselsdage med først en runde golf og dernæst spisning. 7 runde fødselsdage lige fra 70 til 90 år blev fejret af de muntre køllesvingere i klubhuset.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
DET GODE FORENINGSLIV: Der var inviteret til 540-års fødselsdag torsdag den 3. oktober i klubhuset i Give Golfklub. Ok, det lød måske lige lovlig clickbait-agtigt. Og måske nogle tror, at Grauballemanden er begyndt at spille golf i Give, så lad os for god ordens skyld lige slå fast, at de mange år skal deles ud på 7 herrer fra den såkaldte Klub 24 - benævnt efter spillernes minimums-handicap.
3 af de garvede golfgutter står ved 70-års milepælen: Carsten Jensen, Niels Alsted og Franz Busch, mens Vagn Jensen, Villy Voetmann og Bent Poulsen er nået ud til 80-års pælen. Og så var der også lige Vagn Berthelsen, der den 4. oktober kunne fejre sin 90-åras fødselsdag som aktiv golfspiller.
Fast tradition at fejre runde fødselsdage
-Det er en god fast tradition, at vi i klub 24 altid fejrer de runde fødselsdage her i klubben. Her er det fødselaren, i dette tilfælde fødselarerne, der giver lidt godt at spise – og naturligvis også lidt at skylle Grethes dejlige mad ned med, fortæller Anders Christian Hansen (A.C) fra Klub 24.
Juntaen i Klub 24, der består af Leif Boutrup og Flemming Holm, har sammen med deres ‘undersåtter’ fastsat, at når man fulder rundt fra 70 år og opefter, så vanker der mad og drikke til de andre garvede golfgutter i banden.
Her har vi så fem af de garvede golfgutter, der har rundet forskellige milepæle: Villy Voetmann 80 år, Carsten Jensen 70 år, Vagn Berthelsen 90 år, Bent Poulsen 80 år og Niels Alsted 70 år. Foto: Jim Hoff
Golfrunde, god mad og mandehørm
Torsdag den 3. oktober startede flokken ud klokken 12.00 med en runde på det smukke golfanlæg i Give, og klokken 17.00 var der dømt spisning i klubhuset, hvor madmor Grethe vanen tro stod klar med lækker dansk mad til de altid kække golfveteraner. Der er 56 herrer tilknyttet klubben, hvor man for at være medlem skal være 55 år eller derover, og en meget stor del af flokken troppede kamplystne og ikke mindst sultne op denne dag for at fejre de runde fødselarer.
Her kunne man i den grad tale om et stort og flot comeback til begrebet ‘mandehørm’, som jo i en tid med pæn overdrevet politisk korrekthed ellers har svære kår, smiley!
-Vi spiller hver tirsdag og torsdag her i Klub 24, og det koster 100 kroner i årligt startgebyr at være med. Den 1. tirsdag i hver måned spiller vi i Brande Golfklub, og derudover tager vi også ud på en del forskellige udflugter. Vi har det sjovt sammen, får spillet en masse golf – og så har vi bare en herlig værkstedshumor, fortæller A.C med et stort smil.
På dagen for golfrunden og spisningen var to af de runde fødselarer, Franz Busch og Vagn Jensen, desværre fraværende grundet sygdom, så de kom heller ikke med på billedet.
Medlem i golfklubben i 30 år
Golfklubben har også et par ord de gerne vil sende afsted i 90-års fødselarens retning. For ud over at være blevet 90 år, så har Vagn Berthelsen også været et trofast medlem i golfklubben i hele 3 årtier.
-Netop Vagns medlemsnummer i klubben vidner om en lang tilknytning til klubben, idet han til foråret også kan fejre 30-års jubilæum som medlem. Et rigtig trofast medlem, fortæller Mette Foldager fra golfklubbens førerbunker/administration.
Hun kan ydermere fortælle, at netop golfen er med til at holde Vagn i gang. Med 3 ugentlige 18 hullers golfrunder i diverse interne seniorklubber på Gives dejlige bane, holder Vagn sin fysiske form, så man på ingen måde fornemmer de 90 år.
90-årig i god form
-Som medspillere er der enighed om, at en omgang golf med Vagn er hygge og behagelig golf. Og der kan spores lidt misundelse over hans gode fysiske form.
Vagn fortæller selv, at han altid har været fysisk aktiv med fodbold, håndbold og gymnastik. Som tidligere landmand har klubben gennem årene haft glæde af Vagns frivillige hjælp til pleje af blandt andet banens træer.
Fødselsdagen blev fejret med familie og venner lørdag den 5. oktober i Give Golfklubs restaurant. Naturligvis!
Vagn Berthelsen fyldte 90 år den 4 oktober, og han har været medlem af Give Golfklub i snart 30 år. Foto: Give Golfklub