Give Cykelklub værter for de Jysk Fynske Mesterskaber ved Give Elementer-løbet
Den lokale cykelklub i Give har efterhånden oparbejdet både en masse erfaring og goodwill i forhold til afvikling af større cykelevents lige fra TV 2 på Tour til DM i landevejscykling. Lørdag arrangerede klubben så de Jysk Fynske Mesterskaber på en fed rute i naturskønne Vonge og omegn, hvor rytterne også var med til bryllup.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
CYKELLØB: De gjorde det igen! Give Cykelklub leverede endnu engang varen da klubben lørdag den 24. august stod som værter for De Jysk-Fynske Mesterskaber, navngivet Give Elementer-løbet efter klubbens licensholds storsponsor.
Løbet blev afviklet i Vonge og omegn, et område som Give Cykelklub efterhånden har brugt mange gange i forbindelse med afvikling af cykelløb, fordi området byder på et spændende og udfordrende cykelterræn med nogle fornuftige bakker, der skal bestiges i naturskønne omgivelser.
Deltagerrekord med 444 ryttere i sadlen
Der blev cyklet i 21 klasser lige fra U11 og op til H70, og i alt var der 444 deltagere ude på de to ruter.
-Det er virkelig herligt med så flot tilslutning. Vi har afviklet løbet her nogle gange efterhånden, men 444 deltagere det er rekord, fortæller Jan Sandholm fra Give Cykelklub.
Give Cykelklub/Team Give Elementer stillede til start med sammenlagt 14 ryttere. På ungdomssiden var Give Cykelklub repræsenteret af 2 ryttere: I U13-rækken var det Bertram Langthjem Würtz, mens Emil Kromann-Gallop var med i U15-rækken.
I Master Herre A-rækken var Give Cykelklub repræsenteret ved Heino Skovbjerg, der blev nummer 14, og i C-rækken var det Victor Nesgaard, der tørnede ud for Give Cykelklub med en 10. Plads til følge.
I B-rækken tog Joshua Bridgens en 4. plads, mens Jeppe Tolbøll udgik i dette løb.
Give Cykelklub stillede med to ungdomsryttere til løbet: Det var Emil Kromann-Gallop i U15 og Bertram Langthjem Würts i U13-rækken. Foto: Jim Hoff
Bronze i A-rækken til Mads Mondrup fra Team Give Elementer
Så kommer vi til A-rækken, hvor Team Give Elementer, Give Cykelklubs licenshold, stillede med 9 mand.
Her blev det til en flot bronzemedalje til Mads Mondrup, mens Rasmus Lindbjerg blev nr. 8 og Karl Lindegaard blev nr. 9 efter en samlet set god holdindsats af holdet. Asger Paaske Frederiksen blev nummer 18, mens Jeppe Falk, Mathias Kirk, Emil Tønnesen og Jacob Fryland udgik efter at de havde været medvirkende til, at Mads Mondrup fik kontakt til udbrydergruppen og dermed kunne hente ædelt metal til holdet.
De første ryttere, de små lynhurtige U11-gutter og gutinder, blev sendt afsted klokken 9.00, A-rytterne tørnede ud klokken 12.00, og her var den hurtigste mand Aksel Bech Skot-Hansen fra Team coloQuick i mål efter 8 runder i tiden 3 timer, 18 minutter og 42 sekunder.
Mads Mondrup fra Team Give Elementer hentede en bronzemedalje i A-klassen efter benhårdt arbejde af både ham selv og holdet. Foto: Give Cykelklub
Op ad bakke ved kirken
Der var traditionen tro hovedkvarter på Mølgårdvej 1 på pladsen hos Brødbæk & Co, og der var start på Vonge Skovvej 20. I år skulle løbsarrangørerne ikke frygte for store høstmaskiner og lastbiler på vejene ude på ruten, idet fredagens massive regnbyger ikke ligefrem havde lokket landmændene ud på høsteventyr denne lørdag.
Løbet blev afviklet under ok vejrforhold, der kom lidt småregn til sidst, men det var i småtingsafdelingen. Et lille pudsigt scenarie skal I dog ikke gå glip af, kære læsere.
Alt imens de store drenge trampede løs i pedalerne ude på den store rute over middag, blev der afholdt bryllup i Øster Nykirke. Og da en del af det mere bakkede terræn på ruten fører netop forbi kirken, der med en beliggenhed 130 meter over havets overflade er den ene af Danmarks to højest beliggende kirker (den anden er Ruts Kirke på Bornholm), er dette sted et naturligt nedslagspunkt på ruten.
Bryllupsgæsterne ved Emilie og Anders' bryllup blev pludselig en del af cykelløbet, da de kom ud af kirken efter bryllup- og barnedåbsceremonien. Foto: Jim Hoff
Bryllup og barnedåb - nu med cykelløb
Men der kan også være andre grunde til at kigge forbi den smukke kirke med den vidunderlige udsigt. For eksempel kunne man en lørdag i august godt finde på at afholde bryllup her – og det var lige nøjagtigt, det der skete denne lørdag, hvor Emilie og Anders blev gift og samtidig også holdt barnedåb for lille Hauge Alfred.
Det betød, at brudeparret og bryllupsgæsterne efter ceremonien i kirken kunne se, hvordan indædte cykelryttere med fråde om munden og syre i stængerne kæmpede sig op ad Hærvejen forbi det smukke kirkelige optrin.
Det gav da også lige lidt udfordringer i forhold til at få gæsterne ud fra kirken på deres videre færd til bryllupsfesten, men det gik nu fint med jysk ro og snilde - og masser af smil på læben både hos bryllupsgæsterne og Henrik Hindsgaul fra cykelklubben, der havde taget tjansen som kompetent trafikvagt ved kirken.
Kompetent og jysk snilde er da også kodeordene for afviklingen af Give Elementer-løbet, der kørte lige efter manualen og dermed var med til at give den lokale cykelklub fra Give endnu et skulderklap fra Dansk Cykle Union og de deltagende klubber.
Du kan se masser af fotos fra Give Elementer-løbet lige HER
Det var ikke kun Øster Nykirke, der var en del af cykelløbet., Her ser vi Vonge Kirke i baggrunde, hvor rytterne drejer ind på Vonge Bygade. Foto: Jim Hoff