
Frem Thyregod gentager succesen fra sidste år: Den Røde Tråd vender stærkt tilbage
I 2024 havde sportsforeningen Frem Thyregod valgt at lade kopibandet Den Røde Tråd stå for musik og underholdning til forårsfesten – og det blev et stort hit med over 200 mennesker, der fyrede den max af. Derfor er der i år genvalg til det stærke band, når der kaldes til forårsfest den 8. marts.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
Thyregod: Shi-Bi-Dua, Kim Larsen og Gasolin vender stærkt tilbage til Thyregod-hallen den 8.marts. Godt nok i skikkelse af kopibandet ’Den Røde Tråd’, som rammer plet med deres 1:1 versioner af de mange hits, som Kim Larsen og Shu-Bi-Dua har velsignet den danske popsangskat med.
Bandet væltede stort set Thyregod-hallen i 2024, hvor over 200 danse- og sanglystne folk med stor entusiasme og i en bred og munter diversitet af tonearter sang med på klassiske hits som Mig og Min Folkevogn, Hvalen Valborg, Kvinde Min, Midt Om Natten osv.
Rammer alle fra 18 til 80 år
Bandets manager var så begejstret over denne fine aften i den Grundtvigske hovedstady, at han samme aften lovede, at de var klar igen her i 2025 – og den var arrangørerne med på.
- I 2024 mødte der jo 190 mennesker op til spisning, hvor kursuscentret havde lavet buffet. Efter spisningen satte Torben DJ godt gang i festen. Efterfølgende blev der solgt yderlige 15 billetter, så man rundede de 200 mennesker, son i den grad leverede varen og bidrog til, at det blev en superfin festaften med både Kim Larsen og Shu-Bi-Dua i højtalerne.
- Vi ramte simpelthen alle lige fra 18 til år med det her fine og brede publikumsvenlige materiale, så det er vi klart med igen den 8. marts, siger Søren Laursen.
Fakta om Den Røde Tråd
Den Røde Tråd har optrådt siden 2003 til utallige byfester, her iblandt også i Give, festivaler, halballer og firmafester og er dermed et etableret band på den danske musikscene. Musikken er også en hyldest til to af Danmarks største navne fra musikbranchen, og de leverer musikken med stor respekt for lyden og energien i originalerne.
Bandet har stor fokus på samspillet med publikum, og deres repertoire lægger i den grad op til fest, fællesskab og ikke mindst fællessang, hvor publikum, uden tvivl få mulighed for at synge med på en masse numre.
Der blev danset igennem både til ørehængere fra Shu-Bi-Dua og Kim Larsen, da Frem Thyregod og Center Thyregod inviterede til forårsfest med "Den Røde Tråd" i Thyregod-hallen, Foto: Søren Laursen