Foreningslivets flotte folkefest: Forårsopvisningen fejrede det nye idrætscenter med tilskuerrekord
Et af de helt store mål i forhold til byggeriet af det nye idrætscenter i Give har været at blive klar til den store årlige folkefest, forårsopvisningen i Give Gymnastikforening. Det projekt lykkedes som bekendt, og dermed var vejen banet for et brag af en gymnastikfest, der strakte sig over to dage – og som slog tilskuerrekord.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
De kom, så og sejrede stort de mange herlige både små og store gymnaster, da Give GIFs gymnastikafdeling lørdag inviterede til den store årlige forårsopvisning, hvor der i år var lutter hold fra gymnastikafdelingen, der var på, mens det fredag aften var en lang række udefra kommende gymnastikhold tilsat to lokale hold, der stod for underholdningen i Vestjysk Bank Arena.
En rigtig fin og flot aften med gymnastik og akrobatik af høj klasse fremført af hele 11 hold, og dermed en eminent ‘forkamp’, inden alle de lokale stjernegymnaster skulle vise frem for deres nærmeste, hvad det er, de har gået og arbejdet med gennem hele gymnastiksæsonen.
Skulderklap og surprise
Efter den altid hyggelige og traditionelle indmarch fik de mange tilskuere en tur i livstræets krone med Dorte Frydensberg som kompetent forsanger, og herefter var der både fysiske og verbale roser fra gymnastikforeningens formand, Mette Vestergaard, til foreningens mange instruktører, der år efter år virkelig leverer en pragtpræstation.
Der var også en markering af foreningens jubilarer, hvor der var blomstergaver til 10-årsjubilarerne Kathrine E. Jensen, Joan Thorup, Bende Thøgersen og Inge-Lise Karlsen, mens rutinerede Thomas Olesen kunne fejre 20 år i gymnastikkens tjeneste.
Og så troede vi alle, at vi skulle i gang med selve opvisningen – men nej, det skulle vi ikke. Gymnastikforeningen havde nemlig planlagt en overraskelse til folket. Pludselig gik lyset ud i Vestjysk Bank Arena, og så gik der ellers gang i et festfyrværkeri af et lyshow med dansende gymnaster med ‘kulørte lamper’ i hænderne. Festligt, fornøjeligt og en farverig start på løjerne.
Samtlige instruktører i gymnastikafdelingen fik overrakt en rose og pæne ord, inden selve opvisningen gik i gang. Foto: Jim Hoff
11 lokale hold indtog Vestjysk Bank Arena
Den lokale gymnastikforening kunne stille med imponerende 11 hold lige fra de seje Cool Kidz til det 78 mand store Jump’n Dancehold, og traditionen tro stillede foreningen også med et slagkraftigt hold, der vanen tro leverede en flot opvisning.
På denne fine lørdag i gymnastikkens tegn fik vi både set de helt små pus, og deres pivstolte forældre, på gulvet. Mini Mix, Tumlinger med forældre, Stjerne Mix 4 år, Tons og Tummel med forældre og Springlopperne på 5 år høstede både brede smil og fortjente klapsalver for deres herlige shows – og herligt at se, at de små gymnaster, der havde været på gulvet, blev inde i hallen og hoppede og dansede med ude på sidelinjen, når deres kammerater var på.
De herlige små gymnaster gav den fuld gas, og deres energi og gymnastikglæde sprang flot ud til publikum, der belønnede børnenes udfoldelser med massevis af klapsalver. Foto:Jim Hoff
Jo, jo – der er højt nok til loftet
Efter en lille logistikpause på 10 minutter var det som tidligere nævnt instruktørerne, der gav opvisning, og når de mange både garvede og lidt nyere trænere betræder gulvet, så tænder lyset i øjnene på dem, og de bliver som børn igen – og det skal forstås på den mest positive måde.
Undertegnede havde før dagens program skulle afvikles talt ned et par af foreningens mere højtflyvende gymnaster i forhold til loftshøjden i den nye hal, og de var helt trygge.
-Bare rolig, hr. redaktør. Vi har masser af plads i højden til at levere både dobbelte og tredobbelte saltoer med skruer og hele molevitten. Faktisk er det noget bedre højdeforhold her i den nye hal end i Ikærhallen, så vi er begejstrede for, at det er her, vi fremover skal dyrke gymnastik. Og så er der jo også motoriksalen, hvor vi har fået en megafed springgrav – det er med til at udvikle vores springgymnaster, og så tror jeg helt sikkert, at det kan være med til at flere af vores springgymnaster bliver her i foreningen, lød det fra den unge men mangeårige gymnastikleder, Kasper Skau.
Der var masser af godt luftrum for de dygtige springakrobater at boltre sig på i den nye i idrætshal, Vestjysk Bank Arena. Foto: Jim Hoff
Flagskibet lukkede og slukkede gymnastikfesten
Og at der er højt til loftet i det nye idrætscenter, både bogstaveligt og i overført betydning, beviste instruktørholdet, der viste springgymnastik og gymnastik på et plan, som de børn og unge, de er ledere for, kun kan være stolte af.
Herefter var det de højt flyvende gymnaster fra JAF, der indtog gulvet med et flot indlæg, og så fik vi lige en farverig omgang med Krudtuglerne/Dance Mix, inden klubbens flagskib, det 78 (!) personer høje Jump’n Dance fik æren af at lukke for denne fantastiske forårsopvisning, der igen-igen viste, at netop gymnastikkens mange facetter og fortrinligheder har et fantastisk godt tag i folket - både inde på gulvet og ude på tilskuerrækkerne.
Det 78 personer store Jump'n Dancehold fik æren af at lukke og slukke med deres flotte opvisning. Foto: Jim Hoff
1455 betalende gæster satte publikumsrekord
Helt faktuelt slog denne opvisning i Vestjysk Bank Arena tilskuerrekord, idet der i løbet af weekenden var 1455 betalende gæster i hallen fordelt på 731 fredag og 724 lørdag.
Det oplyser gymnastikforeningens formand, Mette Vestergaard, og hun kan også berette om rigtig god stemning i foreningen efter en flot weekend i de nye fine omgivelser.
- Sikke en fantastisk gymnastikfest, vi har haft de sidste par dage. Det er gået over alt forventning, det er godt, vi har fået så meget plads, så publikum kan benytte faciliteterne rundt om i idrætscenteret også, da det er det størst antal betalende, vi har haft til en opvisning.
-I den forbindelse vil vi fra styregruppen gerne rette en stor tak til alle vores instruktører for deres utrættelige indsats og arbejde for foreningen. De er virkelig Danmarks modigste instruktører, og det er tydeligt, hvor meget I betyder for vores gymnaster. Jeg vil også gerne rette en stor tak til opvisningsudvalget for deres planlægning af de to opvisningsdage. Flot arbejde – og så en særlig tak for alles medvirken til at gøre den første opvisning i Vestjysk Bank Arena til noget helt specielt. Det var en uforglemmelig oplevelse, lyder det fra en glad og stolt Mette Vestergaard.
Og lad dette være udgangsbønnen på denne artikel, for det kan ikke siges ret meget bedre!
Du kan se massevis af fotos fra forårsopvisningen HER- Bemærk, at der er lavet to fotomapper.