Forbilleder i badmintonklubben: Signe og Steffen er ungdomsspillernes pejlemærker

 Foto:Signe Pahus Pedersen og Steffen Hyldgaard er begge dygtige badmintonspillere, som ungdomsspillerne i badmintonklubben i Grønbjerg-Langelund både kan lære en masse af og se op til. Foto: Jim Hoff

Badmintonklubben i Grønbjerg-Langelund har to spillere, der skiller sig positivt ud på den sportslige side. Signe Pahus Pedersen har været i klubben i en del år, mens Steffen Hyldgaard, der er tidligere elitespiller, er helt ny i klubben. Avisen har talt med de to forbilleder.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

GRØNBJERG: Når de unge badmintonspillere mødes til træning to gange om ugen i hallen i Grønbjerg, har de mulighed for at spejle sig i to knalddygtige spillere, som de både kan bruge som sparringspartnere og forbilleder.

Det drejer sig om den snart 18-årige Signe Pahus Pedersen og 23-årige Steffen Hyldgaard, som begge er tilknyttet GLIF Badminton.

Signe har spillet badminton, siden hun var 10 år, og det hele startede som hyggebadminton sammen med veninden Christina. Signe spillede også fodbold og håndbold, men talentet for badminton var så stort, at det var her, hun for alvor kom til at shine.

Det store badmintontalent har fundet vejen gennem hårdt arbejde, seriøs træning, gerne flere gange om ugen, og i perioder også i flere klubber. Signe har således været tilknyttet Grindsted Badmintonklub samtidig med, at hun også trænede i Grønbjerg-Langelund.

 Mentor og træner

Og nu er Signe også begyndt at øse ud af sin viden til andre, idet hun har fået en trænerrolle hos GLIF Badminton, hvor hun lige nu er mentor og specialtræner for Mithi Ranaivo Bjerremand fra Gadbjerg.

- Jeg kan godt lide trænerrollen sammen med Mithi. Vi står og slår nogle gode slag, vi laver en masse øvelser hen over en halv til en hel time. Og her er det bare fedt at se, hvordan Mithi hele tiden forbedrer sig, og at se, hvordan det går fremad med hende. Hun er virkelig god, lyder det med et smil fra Signe, som har det ganske udmærket med at være forbillede for de unge badmintonspillere i klubben.

Hun spiller selv i U19 Mesterrækken og er på 3. sæson i denne fine række. Signe har ifølge klubtræner Flemming Alexandersens statistikker spillet 123 kampe og vundet de 72 – hvoraf mange har været mod modstandere fra større byer som Lyngby, Frederiksberg og Hjørring.

Drømmer om eliterækken

- Jeg træner to gange om ugen her i Grønbjerg-Langelund Badmintonklub, og spiller ret tit mod seniorspillerne Søren Jakobsen, Thomas Gjødsbøl og Steffen Hyldgaard for at blive presset. Det er vigtigt, at jeg møder modstandere, der kan presse mig, det er den eneste måde, jeg kan blive bedre.

- Og da det er min drøm at komme til at spille i Eliterækken, ligesom Steffen, så er det vigtigt med god modstand. Nu rykker jeg snart op i seniorrækkerne, og så må vi jo se, hvad der sker, siger Signe, inden hun drøner ud på halgulvet for at slå de første bolde med Mithi.

Hendes plads i ’den røde stol’ overtages så af klubbens nytilkomne spiller Steffen Hyldgaard, der er 23 år, og som har et flot cv som Eliterækkespiller.

Albueskadet i 9 år

Steffen kommer fra Grindsted, og allerede som 13-årig spillede han i U13 Eliterækken. Desværre satte en dum skade ham ud af spillet i hele 9 år.

- I forbindelse med en landsholdssamling ville en af mine badmintonvenner lige vise mig nogle judotricks, og det endte så desværre med, at jeg fik en grim albueskade, som har forfulgt mig lige siden. Skaden blev aldrig rigtig diagnosticeret, men jeg har været igennem en masse genoptræning. Det har virkelig været en hård tid, hvor jeg røg ind i en halv depression, fordi jeg jo mistede min identitet som en dygtig badmintonspiller, fortæller Steffen.

 Han fandt så en anden niche, hvor han kunne shine, nemlig gaming.

 - Jeg var en ret god gamer, og blev faktisk professionel i Counter Strike. Jeg lå i top100, og tjente faktisk også penge på at game. Det blev til en del internationale kampe, og det var fint nok. Men gaming er jo ikke en social sport, det er efter min mening ikke sundt. Man sidder der i et indelukket rum og møder jo ikke folk i virkeligheden, så jeg stoppede med det - ikke mindst fordi jeg savnede badmintonspillet.

 Arbejdskollega fik Steffen i gang i gen

Og Steffen kom så i gang med ketcher og fjerbold igen, da han på sit nuværende job fik en motiverende opfordring fra en kollega på arbejdspladsen, Allan Madsen, der er sekretær i bestyrelsen i GLIF Badminton.

 - Allan spurgte, om jeg var frisk på en gang badminton, for så ville han invitere mig til Grønbjerg og spille en gang motionsbadminton. Det var i 2024, og det takkede jeg ja til. Jeg kan faktisk godt spille nu uden de helt store problemer. Jeg havde tidligere et albuebind, men det virkede ikke, så nu spiller jeg med kinesiologisk tape – og det virker. Nu kan jeg spille uden problemer, bare jeg husker at lave udstrækninger. Nu handler det for mig om at se, hvor god jeg kan blive, og så tager jeg den derfra, siger Steffen.

Det er hans ambition at komme til at spille holdkampe for Grindsted, som jo er hans barndomsklub. Han har tidligere spillet mod folk som Magnus Johansen 5-10 gange og spillet double sammen med Mads Vestergaard, begge danske topspillere.

 I dag hedder modstanderne Søren Jakobsen, Thomas Gjødsbøl og Signe Pahus Pedersen – og de får kam til deres badmintonhår, når de liner op til duel med Steffen Hyldgaard, som heldigvis har fået skiftet spillekonsollen ud med badmintonketcheren.

Andre læser

Velbesøgt spinnings-event hos Kom og Træn udmøntede sig i flot beløb til ’Børn og Unge i Sorg’  

Givskud Zoo har ramt plet med fællesspisningskonceptet – og nu kan du komme til italiensk aften.

Han gjorde det simpelthen igen: Mathias Holdt jysk mester i boksning for andet år i træk.  

Badmintondiamanterne: Milea og Mithi med sensationel udvikling på blot 11 måneder