En stor velfungerende og aktiv forening: Ældresagen på Give-egnen har 2.930 medlemmer.  

Der er blevet afholdt årsmøde i Ældresagen i Give, og det blev afholdt i Sognehuset i Give med rigtig flot tilslutning. Dermed er endnu et år gået med de både mange fine oplevelser og udfordringer, der nu engang er en del af så stor en forenings virke.  

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk  

GIVE: Sognehuset i Give var tæt på fyldt til bristepunktet, da Ældresagen i Give havde indkaldt til årsmøde. Snakken gik lystigt hen over bordene, da borgere fra hele 7323 Give-området mødte ind på en smuk forårsdag i marts.  

Indledningsvist var det foreningens formand, Ester Mikkelsen, der bød den ivrigt snakkende flok velkommen, hvorefter hun gik i gang med sin årsberetning. Her kunne Ester indledningsvist berette om et godt og aktivt år.  

Masser af sang og musik

- I forhold til arrangementer, så startede vi op med Ronni, Far og Søn. Et arrangement med glæde, sang og fortælleglæde og endnu engang med fuldt hus. I februar havde vi spisning, underholdning og dans ved Steen Nielsen, mens vi i marts måned bød på årsmøde med orientering om rejseforsikringer. I april havde vi besøg af Flemming Rishøj, der holdt foredrag over emnet ’Bekymring er som at sidde i gyngestol’. En klog mand med gode input.  

Ester kunne også berette om en række fine ud-af-huset aktiviteter og rejseaktiviteter.  

- I sommeren 2024 var vi på en 4-dages tur til Hallighooge og Hamborg. Der var fuldt hus i bussen, og det var fire dage med oplevelser. I juli var vi så i Nordsjælland, også et par indholdsrige dage. August bød på en tur til Retromuseet i Ulfborg, og her må man bare være fuld af beundring for de to menneskers interesse for folkevogne og deres egn af landet, konstaterede formanden.  

Ældresagens formand, Ester Mikkelsen, fremlagde sin årsberetning og kunne berette om en aktiv forening - og at man fremover vil holde til i Sognehuset i Give med mødeaktiviteter. Foto: Jim Hoff

Søndagshygge med Grundtvigsk Forum

I september havde Ældresagen booket ægteparret Bent og Katrine Junker til en glad aften.  

- Men desværre var Katrine Junker ramt af sygdom, så Bent klarede aftenen alene. I september havde vi besøg af Gunhild Weisberg, der fortalte om, hvordan man gør alderdommen til guldalder, og i november havde vi besøg af Præstens Bluesband.  

- Året sluttede vi af med adventsmøde med sang og musik sammen med Grundtvigsk Forum til mere end fuldt hus, hvor vi havde besøg af Poul Willer og Mie Fårkrog. Sammen med Grundtvigs Forum har vi i vinterhalvåret afholdt søndagshygge den sidste søndag i måneden, også med voksende deltagerantal og interessante emner, fortalte Ester.  

Nødvendigt med nyt tilholdssted  

Året 2024 bød også på en del logistiske manøvrer, som gav nogle både fysiske og mentale udfordringer for Ældresagens medlemmer. Ester Mikkelsen forklarer her sagens sammenhæng.  

- Vi har siden coronaen holdt vores arrangementer og bestyrelsesmøder i lokaler ved Ikærhallen, men da skolen skulle bruge disse lokaler til SFO, flyttede vi med i Søndermarkshallen, hvilket gav os flere udfordringer. Vi var faktisk utrygge ved, om vores arrangementer kunne blive, som vi havde annonceret, da Søndermarkshallen er for skole og idræt. Så af den grund har vi flyttet vores arrangementer til Sognehuset, og spiseaftener har vi flyttet til Thyregod Kursuscenter.  

Over 1 million medlemmer på landsplan

Som skitseret i overskriften til denne artikel, så er Ældresagen her i på Give-egnen en stor forening med i alt 2.930 medlemmer. Og på landsplan er tallene også ganske imponerende.  

- Ældresagen har på landsplan 1.030.000 medlemmer og over 20.000 frivillige, Give kommune har 2.930 medlemmer, så vi er den største organisation i Danmark, og ikke mindst derfor, bliver vi lyttet til. Vi har i Ældresagen et slagord: ”Det vi har nært, har vi kært”.  

Og den vision har ikke ændret sig. Ældresagen er en folkelig bevægelse, der med nærvær, indsigt og handlekraft arbejder for, at flest muligt kan leve et godt liv hele livet. Vi vil hjælpe flere svage mere, og derfor arbejder vi med at få politisk indflydelse, så vi kan være med til at præge lovgivning og reformer, lokalpolitik og kommunale budgetter.

- Samtidig har Ældresagen et stort sekretariat, der står klar med viden og rådgivning om penge, pension, helbred, hjælp og støtte til hverdagsliv og familie samt mulighed for hjælp til regler og rettigheder, lød det overordnede budskab om Ældresagens virke fra Ester.  

I forbindelse med årsmødet blebv der også uddelt årsnåle til de frivillige. Her er det Johannes Riis Jensen (frivillig), der får 20 års nål, Vera Jensen (frivillig) 15 års nål ( frivillig), Ragna Gårde Uth 10 årsnål ( besøgsven), Ruth Pedersen 10 årsnål ( besøgsven) og Ingrid Engelsted 10 årsnål (besøgsven)Privatfoto

Også lokalpolitisk aktiv

Det politiske aftryk viser sig omkring den nye ældrelov, hvor man arbejder med ulovlig nedskæring af hjemmehjælp, ligesom der er sendt anbefaling til sundhedskommissionen omkring den nye ældrelov. Derudover arbejder man på et digitalt Danmark, hvor alle med hver deres interesse og evner skal have plads, ligesom kontanter skal bevares.  

Rent lokalpolitisk har Ældresagen i Give en repræsentant med i koordinationsudvalget. Henning Skovsted Iversen, der er næstformand i bestyrelsen, har deltaget i en række møder i koordinationsudvalget.  

Dette forum kommunen består af repræsentanter fra Vejle, Jelling, Børkop, Egtved og Give. Her har vi især fokus på, hvad kommunen afsætter til velfærd og pleje inden for ældreområdet. Der er holdt stormøde med næsten 200 deltagere, og her var seniorudvalget også inviteret. Der blev talt om besparelser og andre problemer både fra salen og panelet.  

- Det var med emner som rengøring og robotstøvsugere, og disse var kort før mødet taget af bordet. Der kom ingen konkrete resultater ud af mødet, men alle havde mulighed for at udtrykke deres meninger i et forum med fokus på meget ældrepolitisk orienteret arbejde.  

43 besøgsvenner – men foreningen mangler frivillige

I forhold til bemanding i bestyrelsen kunne Ester fortælle, at bestyrelsesmedlem Mona Shultz har valgt at flytte til Sjælland, og at man så har fået Birte Thomsen i bestyrelsen, og man har derfor kun en suppleant.  

- Vi arbejder fremover stadig på at afholde oplevelser, foredrag, sang og alt, hvad vi mener kan give glæde og sammenhold. Vi har programlagt frem til august, og jeg håber, at I alle har fået vores fine programmer. Turene i sommer, der går til Bornholm og Aalborg, er begge overtegnet, lød det afslutningsvist fra formanden, der takkede bestyrelsen for et godt, rart og trygt samarbejdsklima.  

Tove Johannesen, der står som tovholder for Besøgsvennerne, kunne oplyse, at foreningen i skrivende stund råder over 43 besøgsvenner, hvilket er godt og meget stabilt.  

- Men vi kan sagtens bruge nogle flere frivillige til flere forskellige opgaver, også af lavpraktisk karakter. Vi oplever et fald i antallet af frivillige, så her vil vi gerne have flere med i flokken, lød opfordringen fra Tove.  

Bonusinfo: Ældresagen i Give vil også lancere nogle halvdagsture for de, der ikke magter at tage med på de store ture/rejser.

Andre læser

Emmy og Ida har sammenlagt lært mænd at lave mad i 28 år – men nu er det snart slut.  

Ester elsker de gode gåture når ”Skubbeholdet” møder op på Sandbjerg Plejecenter.