Elin fejrede 65-års fødselsdag på fodboldskolen i FC GOG Fodbold 

Hvad skal man egentlig lave på sin 65-års fødselsdag? Man skal da på fodboldskole og hygge om en masse fodboldglade børn fra lokalområdet og lave lækker frokost til dem på FC GOG Fodbolds fodboldskole. Det var i hvert fald Elins Søbyes måde at fejre sin festdag på. 

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk  

GADBJERG: FC GOG Fodbold stod som værter for deres helt egen udgave af DBU’s fodboldskole fredag den 5. og lørdag den 6. juli. En to dage lang fodboldskole på og omkring Gadbjerg Stadion og Gadbjerghallen tilpasset lokale forhold, og en fodboldskole med lutter lokale spillere og trænere på deltagerlisten.  

Det er andet år, at FC GOG Fodbold sender sin egen fodboldskole i DBU-regi ud over rampen, og det er en fodboldskole, hvor det nære og det kvalitative er i højsædet.  

Mange fordele ved kort weekend-fodboldskole

- Ved at lave en fodboldskole over to dage hen over fredag eftermiddag og lørdag opnår vi flere fordele. For det første er det muligt at stille med klubbens lokale voksne trænere på fodboldskolen, hvilket betyder, at spillere kender trænerne og føler sig i gode og trygge rammer. De voksne skal dermed ikke ud og ofre en hel ferieuge på at være fodboldskole trænere. 

- For det andet er 2 dage noget lettere at overskue/kapere for de unge spillere end en hel uge. Her har vi tidligere oplevet, da vi havde heluges fodboldskole, at både spillere og trænere går død hen over middag allerede onsdag. Men to dage, det er overskueligt både mentalt og fysisk for alle parter, fortæller Elin Søbye og René Dahl fra bestyrelsen i FC GOG Fodbold.

 Klubben rådede over Gadbjerghallen, mens der var fodboldskole., og det var superfint, for der kom da et par vældige regnbyger ind i mellem, der gjorde det knap så sjovt at være udendørs. Foto: Jim Hoff

Rutinerede og voksne trænere

Med på holdet de to dage har de Peder Paarup Thomsen, klubbens seniortræner og manden bag det nye tiltag ‘Bold og Bevægelse’ for de 2-4-årige. Brian Møller, der er træner for U16-17 pigerne sammen med René Dahl, Allan Mortensen, træner for U15-drenge, og Lina som hjælper Niels Peter Nielsen på U12-drenge. Derudover er der Vicky, Allans datter, der i det daglige givet et nap med på U6-U9 holdet. 

Om fredagen var der også åbnet op for tilgang af de små 5-6-årige mikrospillere, der fik fodboldskoletid fra klokken 15.00-18.00 og på den måde fik en bid af den festlige fodboldkage.  

Selve fodboldskolen henvendte sig derudover til spillere fra U8 til og med U 12, og de fik i alt 12 timers fodboldtræning/skoling med dertil hørende lækker frokostordning med Elin Søbye som masterchef i Gadbjerghallens køkken. 

Kunne frit over Gadbjerghallen

- I alt har vi haft 22 spillere i gang hen over de to dage, og det er en fin størrelse. Vi er rigtig godt besat med dygtige, rutinerede voksne trænere, som alle kender både klubben, spillerne og vores tilgang til ungdomsfodbold – og det er vigtigt. Vi er en klub, hvor der er plads til alle, og hvor vi tager os af den enkelte spiller, og det har vi også god mulighed for, når vi er så fint besat på trænersiden over de her to dage. For os handler det om kvalitet, ikke kvantitet og om, at alle børnene får en rigtig god oplevelse med hjem herfra – ud over den fodbold og den drikkedunk, vi også har sørget for, at de får med sig hjem.  

- Vi er også så privilegerede, at vi over de her to dage har kunnet råde frit over hallen – og det har vi da også benyttet os af, når der kom lidt for tætte og længevarende regnbyger, så alt i alt har det bare fungeret rigtig godt - så godt at DBU gerne vil høre mere om vores model her i FC GOG Fodbold, fortæller Elin. 

Elin Søbye fyldte 65 på fodboldskolens sidste dag, lørdag, og det fejrede hun sammen med børnene og sine voksne kolleger fra FC GOG Fodbold.Foto: Jim Hoff

Fejrede 65-års fødselsdag på fodboldskolen

Og apropos den mangeårige fodboldleder og foreningsildsjæl omkring FC GOG Fodbold og foreningslivet i Givskud, så var lørdagen en helt speciel dag for fru Søbye.  

Hun fyldte nemlig 65, og det fejrede hun, naturligvis, på klubbens helt egen fortolkning af DBU’s fodboldskole i supergodt selskab med de mange glade børn og hendes faste kolleger fra FC GOG Fodbolds trænerstab og bestyrelse.  

Da formiddagens første store regnbyge sendte de unge mennesker ind i Gadbjerghallen, samlede Elins trænerkolleger lige børnene i en rundkreds, og så blev der ellers sunget fødselsdagssang i festlig stil af denne flok rødklædte mini EM-spillere, der gav den gas, som sad de på stadion i Dortmund. 

Og det er sådan det er, når FC GOG Fodbold inviterer til fodboldskole. Godt sammenhold, de nære relationer er i højsædet, for her kerer man sig om hinanden. Og derfor var det bestemt ikke det værste sted at fejre sin 65-års fødselsdag, tværtimod. 

 Du kan se masser af fotos fra fodboldskolen i FC GOG Fodbold-regi HER

 

På vej ud fra hallen til udendørstræningen på Gadbjerg Stadion tog børnene lige et par runder i det fine udendørs fitnessanlæg, der står for enden af hallen. FOto: Jim Hoff