
Det er jo som i 90’erne: Der er virkelig kommet gang i Tunnellen
I august 2024 overtog Lotte og Gut Hagedorn forpagtningen af Tunnelen i Give, og sammen med deres familie og et godt personale har de i den grad fået gang i sagerne på både værtshuset og diskoteket. Det minder på ret mange måder om de gode gamle dage i 80’erne og 90’erne.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
GIVE: Lørdag aften klokken 21.04. Avisen udsendte kulturmedarbejder befinder sig i Allégade 8 i Give på diskotek og værtshus Tunnelen. Såvel selve bodegaen som diskoteket er pakket af mennesker, og det man især lægger mærke til er, at der er rigtig mange unge mennesker fra 18 år og opefter på plads.
Lige nøjagtigt denne lørdag aften er der linet op til en særlig event, idet livebandet MD Duo er klar til at indtage scenen og fyre den af med fed musik, der i den grad kan synges med på af det toptændte publikum.
Stemningen og tilslutningen er flot, ja det minder ifølge flere på stedet pålidelige vidner ”totalt meget om dengang der virkelig var gang i den på Tunnelen i 80’er og 90’erne”.
Stigende opbakning
Ud over en del fristende ægteskabstilbud fra en håndfuld kække kvinder i før-overgangs-alderen, smiley, får avisens udsendte også en snak med Gut Hagedorn, som betegner de første 6 måneder med Tunnelen som en fantastisk rejse for hele familien samt personalet.
- Da vi startede op tilbage i august 2024, var vi jo meget spændte på, hvordan det her ville gå. Det var Lotte og jeg, der sammen med vores søn og datter på sidelinjen gik i gang med projektet, og det har været en rigtig fin oplevelse. Sammen med vores gode personale har vi kun oplevet fremgang og stigende opbakning. Her lørdag aften er der 300 mennesker inde, fuldt hus simpelthen, og der er jo godt gang i sagerne. Det er bare fantastisk, konstaterer Gut med et stort smil.
Gut Hagedron, der er forpagter af Tunnellen i Give, kan berette om stadig stigende opbakning til såvel bodegaen som diskoteket. Foto:Jim Hoff
Et trygt sted for de unge
Da han og Lotte startede op, var det med en intention om at skabe et sted, hvor de unge kan komme i et trygt miljø og skabe et godt og trygt sted her i Give, hvor de kan gå i byen, så de ikke behøver at tage til Vejle eller andre byer for at have en god aften ude med vennerne.
- Det handler om at holde de unge her i byen så meget som muligt og sørge for, at de ikke søger væk. Og her har vi oplevet en stadig større tilslutning fra de unge. Vi ser unge både fra lokalområdet komme her, men også unge fra Vejle, Grindsted, Brande, Tørring, Sdr. Omme og Kolding. Her får vi at vide, at de unge føler, at vi har styr på tingene og på sikkerheden, samtidig med at der er fest og farver samt et fornuftigt prisniveau, pointerer Gut.
Godt holdarbejde
Han fremhæver det gode team omkring Tunnelen som en væsentlig faktor i forhold til stedets flotte fremgang.
- Vi har fem fastansatte plus en række læst tilknyttede medarbejdere. Vi udgør til sammen et supertema og leverer en god holdindsats, Det det gør os stærke er, at vi rent aldersmæssigt ligger fra 17 år og op til 49 år. Det betyder, at vi under sparringen med de ansatte får mange forskellige input og ideer, og det er med til at gøre os relevante for flere kundegrupper, at vi får ideer fra både unge og de lidt mere erfarne på holdet, når vi snakker om, hvilke tiltag og events vi skal søsætte, pointerer Gut.
Den flotte fremgang på Tunnellen i Give skyldes ifølge Gut Hagedorn det gode personale og det gode samarbejde man har på tværs af de respektive aldersgrupper i personalegruppen. Foto:Jim Hoff
Fat i både de unge og de voksne
Han oplever, at der dukker flere og flere folk op til arrangementerne, og her er lørdagens event med MD Duo et godt eksempel.
-Vi ser flere og flere gæster til vores events, og vi får kun positive tilbagemeldinger fra gæsterne i forhold til e arrangementer, vi sætter i gang. Og der er run på, allerede onsdagen før MD Duo skulle komme og spille var alt udsolgt, så også her ramte vi da vist plet.
-Noget andet vi har indført, er forskellige pakker, man kan købe. Det kan for eksempel være en fødselsdagspakke. Det er også noget folk har taget positivt til sig, og generelt kan vi bare sige, at vi har fået fat i både de unge og det voksne publikum. Vi er meget taknemmelige og ydmyge overfor, at man her i Give har taget så godt imod sådan nogle ”tosser fra Grindsted”.
- Og jeg kan godt afsløre, at vi har endnu flere planer på vej i forhold til events osv. Fremfor alt er vi rigtig glade for, at det er lykkedes os at skabe et trygt og godt sted for de unge at gå i byen her i Give – det var ligesom vores udgangspunkt for at starte op, konstaterer Gut.
MD Duo gav den fuld gas lørdag den 11. januar, hvor der var fuld hus på Tunnellen i Give. Foto: Jim Hoff
Foto: Jim Hoff
Foto: Jim Hoff