Den aften Give blev til Balkan: Stor håndboldaften i Vestjysk Bank Arena 

Onsdag aften stod der pokalkamp på programmet i Vestjysk Bank Arena, hvor Give HKs 2. divisionshold var oppe mod SønderjyskE fra Ligaen. Første kamp i den nye arena med fuldt hus og en stemning, man skal til Balkan for at finde mange til - også selvom gæsterne trak det længste strå. 

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk  

HÅNDBOLD: Give er en håndboldby! Det udsagn blev cementeret onsdag aften, da over 600 tilskuere fyldte Vestjysk Bank Arena for at følge de lokale håndboldheltes dyst mod ligaholdet fra SønderjyskE i pokalen. Lad os bare afsløre med det samme, at gæsterne vandt 29-21, efter at Give havde vist tænder og rå håndboldsult af den fineste slags især i 1. halvleg, hvor man kunne følge med rent fysisk. 

Aftenen startede i Erhvervsklubben, hvor godt 180 deltagere, sandsynligvis ny rekord, havde meldt deres ankomst til spisning. Her præsenterede afgående sportschef Kedde Jensen en perlerække af hele 9 nye spillere, heriblandt Jakob Frederiksen der har spillet på Ligaholdet både i Fredericia og Ribe-Esbjerg (vi præsenterer de 9 spillere her i avisen op til sæsonstarten i september), ligesom Kedde også fik mulighed for at sige ‘mojn’ til folket efter 11 år i Give.  

Cheftræner Erik Flak holdt også en fin afskedstale for den gæve sønderjyde, og Flak leverede også en kort sæsonevaluering, ligesom Sønderjyskes træner, Rasmus Vandæk fik taletid inden pokalbraget. 

 

 Over 180 gæster havde taget plads ved bordene, da Give HKs Erhvervsklub inviterede til spisning inden dysten mod SønderjyskE. Foto: Jim Hoff

Indløb i røg og damp 

Inden spillerne fik lov til at løbe ud på det oceanblå halgulv i Vestjysk Bank Arena, præsenterede Kedde Jensen igen de nye spillere, for det godt og vel 600 mand/kvinde høje publikum. Herefter afslørede Give HKs formand Bruno Sørensen Årets Give HK’er, hvor det blev Jesper Ravn, U13-drengeholdets træner, der løb med den fine hæder.  

Christian Skagen Pedersen og Henrik Henriksen fra Eliteudvalget præsenterede herefter Årets Spiller i seniortruppen, og det blev Adam Hansen, der desværre ikke kunne være til stede i hallen denne aften. Jonas Bilbjerg vandt Årets Fiduspokal, og så gik lyset ud i hallen. 

Farverige spots blev tændt, røg hvirvlede ud i hallen, høj musik drønede ud af højtalerne, og de to mandskaber dansede mere eller mindre elegante ind i arenaen med en flok af klubbens ungdomsspillere ved hånden. Festligt, effektfuldt og helt klart en åbningskamp i den nye hal værdig! 

 

Klubbens 9 (!) nye spillere blev præsentret umiddeltbart før kampen for de godt og vel 600 tilskuere i Vestjysk Bank Arena. Foto: Jim Hoff

Give førte 4-1 efter 9 minutter 

Det var Gives åbning på kampen også, idet hjemmeholdet med ild i øjnene og gejsten siddende uden på kampdragterne i løbet af 9 minutter bragte sig foran 4-1 til stor jubel for de tændte tilskuere og de lokale stortrommepiskere, samt DJ Noise, der virkelig fyrede den af med musikalsk dynamit ud af højtalerne. Sønderjyderne derimod var ikke del af den fest, her herskede frustration, hvor de klassiske italienske fodboldspillerfagter stod i kø.  

Efter 22 minutter førte Give 10-8 efter en flot scoring fra stregen af hallens ubetinget ældste spiller, Mads Overgaard, der denne aften agerede som en kåd knægt på 22 år - så længe der var luft i lungerne og brændstof i muskelmotorerne. Men gæsterne fandt så et andet gear og kunne bringe sig foran 13-11 kort før pausen. Men det var ubetinget Give, der kunne gå mest tilfredse til pause efter en ypperlig indsats, ikke mindst af keeper Frederik Lindeman, der virkelig havde læst på lektien og havde kigget de sønderjyske skytter ud. 

 

Givegutterne bed virkelig godt fra sig i kampens indledende fase. Her er det Simon Madsen, manden med den gyldne venstrarm, der bryder igennem og forsøger síg med højrekanonen. Foto: Jim Hoff

‘Byder dem godt op til dans’ 

Efter pausen skulle vi hen til det 40. minut, inden ligaholdet fra Haderslev kunne trække lidt fra, da de her kom på 21-17. De udbyggede stille og roligt føringen i takt med at kræfterne slap op hos Givespillerne, og det endte med en sejr på 29-21 til gæsterne. Altså ingen pokalsensation i Give, men aftenen og setuppet i sig selv denne aften var sensationel i sig selv – fantastisk stemning, superfin opbakning på lægterne og flot arbejde af spillerne.  

Cheftræner Erik Flak var også rigtig godt tilfreds med sine spillere.  

-Fantastisk præstation af drengene i aften. Vi kommer til kampen her på bagkant af 3 ugers ferie og en uges træning op til kampen. Men det kunne man ikke se i starten, hvor vi virkelig byder dem op til dans. Vi presser dem faktisk så meget, at vi skal et stykke ind i 2. halvleg, inden de tør begynde skifte ud. De spiller smalt længe, og det er vores fortjeneste. De øffer da også en del indbyrdes, så vi har da gjort et vist indtryk på de her ligaspillere, konstaterer Erik Flak med et smil. 

Se Erik Flaks og Kedde Jensens taler til spillerne efter kampen HER

Overmatchet over 60 minutter, naturligvis 

Han havde valgt at lade sit mandskab fastholde sin spillestil, med en lille modifikation på kontrafasen for ikke at blive kvalt i ligaholdets evne til at sætte højt tempo.  

- Vores fireblok i forsvaret bider godt fra sig mod de store drenge, og Frederik i målet tog godt fra. Selvfølgelig blev vi mere og mere pressede, som kampen skred frem, og over 60 minutter er vi jo overmatchet. Men vi leverer en indsats overfor det talstærke publikum, som vi kan være bekendt, så jeg synes, at vi kan gå fra kampen med ranke rygge. Det her var på alle måder et flot punktum for sæsonen - både mht. til hele setuppet og afviklingen af arrangementet og kampen.

- Det skal vi da gøre sådan her, hver gang vi spiller på hjemmebane til næste sæson - og dejligt at konstatere, at den nye hal også kan skabe en rigtig fed håndboldstemning med den massive tilskuermur i den ene side, konstaterer Erik Flak. 

 

Der var fortjent stående bifald til Give efter slutfløjtet fra det talstærke publikum. Foto: Jim Hoff

Mål for Give: Simon Søgård 8, Simon Madsen 4, Magnus Taulbjerg 3, Mikkel Molbech 2, Jonas Bilberg 2, Mads Overgaard 1, Casper Møller 1 og Daniel Christensen 1. 

Gives Man of The Match: Keeper Frederik Lindeman 

Se fotos fra den flotte håndboldaften i Vestjysk Bank Arena HER

 

Keeper frederik Lindeman blev Gives Man of The Match, Her overleverer Christian Skagen Pedersen fra eliteudvalget en gave i den fine anledning. Foto: Jim, Hoff