Das Wunder von Kopenhagen: Give Tennisklub henter bronze efter en ellers bøvlet sæson

De gjorde det igen! Tennisgutterne fra Give Tennisklub overraske alt og alle ved medaljespillet i weekenden. Efter en tæt semifinale mod B93 tabte Give i golden match tiebreak med 4-3 og så hed søndagens modstander om bronze Gentofte. Og den opgave tacklede det nykonstruerede Givehold på fineste vis.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

TENNIS: De fik bronze, simpelthen. Det er slutresultatet af sæson 2024 i Elitedivisionen for Give Tennisklub, og det læner sig lidt op af at være et mirakel, fordi holdet har haft en lidt turbulent sæson, hvor formkurven ikke ligefrem har været stabil.

De 7 kampe i grundspillet resulterede i 4 nederlag og 3 sejre, men man kom alligevel med i medaljespillet på et hængende hår som nr. 4 i rækken. Holdet har brugt hele 14 forskellige tyske spillere i sæsonen, og det har været svært for holdkaptajn Florian Barth at kunne stille i stærkeste opstilling – både fra kamp til kamp og generelt.

Derfor er det en bemærkelsesværdig præstation at de fire tyskere Alexander Meyer, Niklas Guttau, Roman Rünger og Lasse Muscheites formåede at vende skuffelsen over 4-3 nederlaget til  B 93 til en sejr og dermed bronze over Gentofte.

Førte 3-1 efter de fire singler

Uuuuhmmm, bronze smager rigtig godt. Foto: Jan Ek

Give lagde et stærkt fundament i forhold til at hive bronzemedaljerne med hjem til Give ved at vinde 3 af de fire singler. Det var Alexander Meyer, Niklas Guttau og Roman Rünger, der sørgede for at Give førte 3-1 inden doubler. (se kampforløb i grafik herunder).

Og da Niklas Guttau og Roman Rünger vandt deres double, var den anden double lige pludselig ligegyldig – og blev således afbrudt. Dermed var der igen sølvtøj til Give Tennisklub, og det er 4. gang at den jyske klub hentede ædelt metal. Nu står der hermed to guld og to bronzemedaljer i klubhuset i ’Gryden’ på tennisanlægget i Give – og det er for at sige det på jysk ’slet ikke så ringe endda’.