Casper er firmaets mand: Ny stregspiller i Give HK nyder at stå i mesterlære hos Overgaard

Give HK’s 2. divisionsmandskab har for alvor indlemmet stregspiller Casper Møller i 2. divisionstruppen, og dermed har holdet fået en spiller med stærke lokale rødder på banen. En vaskeægte klubmand, der har stærke ambitioner både på holdets og egne vegne, og det klæder truppen rigtig godt. 

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk  

SPORTSPORTRÆT: 2. divisionsholdet i Give Håndboldklub har fået tilført nyt frisk blod her hen over efterårssæsonen, hvor 21-årige Casper Møller har tilkæmpet sig en plads på holdet. Han bor i Ravning mellem Ny Nørup og Bredsten og er i gang med at uddanne sig til elektriker i sin bror Christians firma Møller & Buchreitz. 

- Jeg var egentlig påbegyndt en HTX-uddannelse i Vejle, men så fik jeg nogle ferie/vikarjobs i min brors elektrikerfirma, og her fik jeg så meget smag for faget, at jeg besluttede mig for at gå den vej i stedet for, fortælle Casper.  

Fra Firehøje over VB til Give HK 

Som knægt spillede Casper håndbold i Firehøje IF, akkurat som 2. divisionsholdets målmand Jakob Skov og sin storebror Christian. Derfra valgte Casper som 14-årig at lade håndboldrejsen gå til Billund, og efter et efterskoleophold på Hellebjerg, naturligvis med håndbold med en masse placeringer på skoleskemaet, fortsatte han i Vejle Håndboldklub som U-17 spiller.  

Men så stod der pludselig Give HK på programmet, da Casper blev seniorspiller. Og hvordan gik det så lige til?  

- For det første ville jeg godt prøve at blive tilknyttet et seriøst og ambitiøst træningsmiljø, også i forhold til at udvikle mig som håndboldspiller. Og det vidste jeg, man kunne tilbyde i Give. Dernæst er det jo sådan, at både Jakob Skov og min bror har spillet i klubben, der begge er tidligere Firehøjespillere. Det var også ganske tillokkende at komme til at træne og spille sammen med dem, forklarer Casper.  

I mesterlære hos Overgaard – og det er fedt 

Han fortæller herefter om overgangen fra at være U17-spiller i Vejle til pludselig at stå ved siden af granvoksne gutter som Mads Overgaard, Kasper Haudrum og Magnus Taulbjerg.  

- Jeg kom jo ret beset til Give som en ‘lille håndbolddreng’. Pludselig skulle jeg til at spille med nogle ældre rutinerede herrer og ind og tage nogle nærkampe af en helt anden kaliber end dem, jeg var vant til. Det blev gået til stålet, og det var en megagod læringsproces for mig. Selvfølgelig handler det om styrke, når vi snakker om nærkampe, men det handler også om at være klog og at tænke sig om. Her har jeg virkelig lært meget af Mads Overgaard, som har taget mig i ‘mesterlære’, lyder det fra Casper med et smil.

 Casper Møller har en kanongod læremester i rutinerede Mads Overgaard, som han kan læne sig op af - både til kamp og til træning. Foto: Jim Hoff

Læringsparat konkurrencemenneske 

Som ung og ret ny spiller i en faktisk ganske garvet divisionstrup, når man ellers er skadesfri, er der naturligvis potentiale til at suge til sig og at blive bedre via formatet ‘learning by doing’. Og her er Casper ganske afklaret omkring, hvor det er, han skal udvikle sig.  

- Jeg skal helt klart forbedre mit angrebsspil. Det handler dels om mit eget spil, men også om at lære de andre på holdet bedre at kende, der handler om at finde ind i aftaler og rytmer – og så handler det helt håndboldfagligt for mig også om, at mine afslutninger bliver bedre. Og det skal nok komme, det handler om hårdt arbejde og seriøs træning. Og nu er jeg med på holdet, og det var det jeg kom for. Det er nu jeg skal udvikle mig, og at der er stor konkurrence, er kun fint. Jeg er udpræget konkurrencemenneske, og da vi samtidig har det rigtig godt socialt på holdet, er alle forudsætninger på plads for, at jeg kan blive bedre, konstaterer Casper.  

Den hemmelige drøm op 1. division – og lidt mere 

Han kommer med en stor fysisk pakke, så mange forudsætninger for at gøre det godt som forsvarsspiller er helt sikkert på plads. Han har gennem årene med stor interesse fulgt forsvarsklipper som Kasper “Tømrer” Pedersen og Mads Overgaard, og ved godt, at der ligger et vist pres på ham i forhold til at blive sammenlignet med netop de to herrer. 

-Det har jeg det fint med. Jeg kan som konkurrencemenneske godt lide at lægge pres på mig selv, for jeg har ambitioner med min håndbold. Det ville jo være helt vildt fedt at være med til at spille Give op i 1. division. Og rent personligt drømmer jeg da også om at komme til at spille på så højt et niveau som muligt her i Danmark – og i forhold til det, ved jeg godt, at jeg har meget at lære endnu, erkender den stærke forsvarsspiller.

Casper Møller kommer med en flot fysisk pakke i forhold til at tage godt fra i forsvaret. Men han arbejder også målrettet på at blive en klogere forsvarsspiller. Foto: Jim Hoff

Ok at dobbeltjobbe på 2 hold 

At Give HK i denne sæson har været presset rent trupmæssigt grundet langtidsskader hos en række bærende spillere, er efterhånden ingen hemmelighed. Det har medført, at nogle af spillerne i den samlede 2. og 3. divisionstrup, i en noget decimeret udgave, har skullet løfte kampopgaver både på 2. og 3. divisionsholdet. Nogle gange lige efter hinanden, nogle gange i samme weekend.   

Her har Casper været en af de spillere, der har dobbeltjobbet en hel del. Han spillede eksempelvis 2. divisionskampen mod KIF den 2. december klokken 15.00, og han nåede lige med ud i omklædningsrummet og sang med på ”Hvem var det, der vandt i dag, det var dem fra Give af... “, hvorefter han røg direkte ud på halgulvet igen for at spille for 3. divisionsholdet der skulle møde Randers HH klokken 16.15. 

- Det er helt ok med mig med de her dobbeltkampe på 2. og 3. division. Dels handler det om at tage en tørn for klubben, der lige nu har lidt problemer mht. at have spillere nok. Jeg hjælper meget gerne, der hvor jeg kan. Og så giver det mig også for at udvikle mit angrebsspil. På 3. division spiller jeg med i angrebet, og her kan jeg mærke, at det rykker mig i den rigtige retning. Okay, der er stor niveauforskel på 2. og 3. division, men det handler om spilletid og dermed muligheden for hele tiden at blive bedre, pointerer Casper.  

Har som hold tacklet modgangen flot 

Han er røget med ind på 2. divisionsholdet i en fase, hvor man har haft nogle udfordringer i form af mange skader på vitale spillere (Simon Madsen, Simon Søgård, Magnus Taulbjerg, Mikkel Molbech og senest Sebastian Hansen). Der har resulteret i et præstationsniveau, der har været meget svingende og en pointhøst, der halvvejs i sæsonen placerer Give HK midt i rækken med 10 points efter 10 kampe – 7 points fra 1. pladsen og 4 points fra den stiplede nedrykningsstreg. 

- Helt grundlæggende synes jeg, at holdet har taget modgangen med oprejst pande. Vi har været rigtig gode til at “tage lorten sammen som hold”. Og det har bare givet mig endnu mere blod på tanden at spille på et hold med nogle gutter med den evne til at stå sammen, når det gælder. Jeg har været med i de seneste 5 kampe, vundet de tre af dem, og nu er jeg der, hvor det simpelthen handler om for mig at gribe chancen og vise mit værd, konstaterer Casper.  

Firmaets mand, simpelthen, og det er den type spillere og det dna, man laver gode hold af – og så er det et eller andet sted også fedt, at holdet i unge Møller har fået tilført nogle stærke lokale rødder. Det gør det ikke mindre interessant at gå til håndbold i Ikærhulen.