Cool keeper: Bomstærke Skov kampens lyspunkt i stram sejr over rækkens bundhold

Mon ikke det var den definitive indløsning af en ny billet til 2. division i 24/25, da Give HKs 2. divisionsmandskab efter en del møje og besvær hev en 28-27 sejr hjem i det sønderjyske mod rækkens bundhold Sønderborg lørdag aften. Igen havde keeper Jacob Skov mange aktier i sejren, som manifesterer Gives 3. plads i rækken.  

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk  

Sønderborg Håndbold 2 – Give HK 27-28 (10-12)  

HÅNDBOLD: Give HK hentede den tredje sejr på stribe, da det blev til en sejr på 28-27 efter en pauseføring på 12-10 på udebane over rækkens nr. sjok fra Sønderborg. Det var rækkens nr. 3, der mødte nr. 11, men nemt blev det ikke for coach Erik Flaks tropper. 

Hjemmeholdet skal naturligvis kæmpe benhårdt for overlevelse i rækken, så derfor var kampen på ingen måde en walkover for gæsterne fra Give. Hjemmeholdet havde i dagens vigtige anledning taget 4 unge talenter med fra Sønderborgs Ligatrup for som sagt, så strammer det efterhånden sammen om de gæve sønderjyders muligheder for at forblive i rækken.  

Leverpostej med spegepølse på en gammel Massey Ferguson 

Vi stiller lige om til et live-citat direkte efter kampen fra Givetræner Erik Flak:  

- Hold nu op, det var godt nok op ad bakke i dag. Vores start det mindede om leverpostej med spegepølse - og hvem bryder sig om den kombi. Vi skulle vel 16-17 minutter hen i kampen, inden der endelig kom noget tempo i vores forsvar., lyder det hudløst ærligt fra Flak. 

Her var gæsterne bagud 8-6, men så vendte krigslykken, og Give fik sat sig på kampen i en grad, så man kunne gå til pausen med en føring på 12-10. 

- De sidste 10 minutter af 1. halvleg kører vi den hjem på cruise control, men i pausen bad jeg spillerne om at give den betydeligt mere gas. Vi hakkede rundt som en gammel grå Massey Ferguson, frem for at komme ud over stepperne i en topmoderne maskine med pedalen i bund, konstaterer Erik Flak.  

Give-keeper Jacob Skov havde grund til at juble efter kampen mod Sønderborg efter en brandkamp med afgørende redninger. Foto: Jim Hoff

Tak til Skov for en brandkamp 

Det var da også en velsmurt John Deere, er trillede ud af Givekabinen efter denne peptalk.  

-VI fik virkelig sat tryk på i starten af 2. halvleg, og vi fører 19-16 efter 40 minutter, men så gik gassen af maskinen igen. Og så må vi slide gevaldigt for det. Heldigvis står Jacob Skov en rigtig god kamp og tager afgørende fra – og det takkede jeg ham da også for i vores nedtakt efter kampen. Sønderborg kommer op på 25-25 med små 5 minutter igen, selv om vi egentlig får dem stresset til at lave fejl.  

-Men i vores kontrafase er vi bare ikke cool og skarpe nok, Det var, for at sige det lige ud, noget rod vi fik lavet, dårlige afleveringer, vi driblede bolden frem – det var bare intet flow i vores spil. Men modsat en del andre kampe i år, hvor det står på spidsen til sidst, har vi denne gang den tur, der skal til, så det bliver os der kan gå fra kampen med 2 points efter en snæver 1-målssejr, og det var det vigtigste, pointerer Erik Flak.  

Stor effektivitet fra Adam Hansen og Jonas Bilbjerg 

Han har udover ros til sin målmand Jakob Skov også ros til de to unge gutter Adam Hansen og Jonas Bilbjerg.  

- Adam gjorde det fremragende forsvaret, hvor han neutraliserede en af Sønderborgs unge stortalenter, og i angrebet var han også skarp med 6 mål. Jonas på fløjen shinede med stor effektivitet, scorede 8 mål, heraf en del sikkert sat ind på straffe, lyder det anerkendende fra Erik Flak.  

Med sejren og de to points i hus ventede der en hyggelig hjemtur for både spillerne og den famøse blå partybus med Givefans, der efter sejren i Sønderjylland bevilgede hele flokken en tur på Bones med dertil hørende tyndt tyskerøl. 

I omegnen af 25-26 tilhængere fra Give havde taget turen til Broager Sparekasse Skansen i Sønderborg, og mon ikke de kunne stille “fuld hold” på hjemturen.  

 

Jonas Bilbjerg (øverst) og Adam Hansen leverede tilsammen 14 mål og deres effektivitet samt målmand Jacob Skovs mange redninger blev udslagsgivende for, at de 2 points kom med hjem til Give. Foto: Jim Hoff

Næste kamp på tirsdag mod Fredericia 

Næste kamp er på hjemmebane torsdag den 14. marts, hvor Fredericia HK kommer på besøg. Det er nr. 3 mod nummer 7, og her har Give revanche til gode efter det indledende sæsonnederlag i Fredericia tilbage i september. 

Målscorere for Give HK: Jonas Bilbjerg 8, Adam Hansen 6, Mikkel Molbech 6, Magnus Taulbjerg 4, Simon Madsen 2, Simon Søgård 1 og Bastian Stræde 1.