Bofællesskabet Slugten er godt på vej

I marts måned 24 blev tanker og tegninger til Bofælleskab Slugten første gang præsenteret offentligt til et møde på Hotel Dalgas. Interessen for projektet har siden været stor, og 15 huse er forhåndsreserverede

Af Emma Winther

BRANDE: Initiativgruppen har arbejdet på højtryk for at komme i kontakt med andre interesserede, der deler ideen om at bo både privat og samtidig dele et aktivt og levende fællesskab. Det er derfor med stor glæde, vi nu kan fortælle at der er forhåndsreserveret 15 huse i fællesskabet. Tilbage er der 7 huse, inden der kan meldes fuldt hus.

Der inviteres til Åben Grund

Bofællesskab Slugten bliver stedet hvor fællesskabets muligheder kan udfoldes samtidig med, at man bor i en dejlig privat bolig, der passer til den livssituation man er i. Det er en helt perfekt grund, som er placeret så alle boliger har dejligt lysindfald og masser af luft og plads omkring boligerne. Initiativgruppen glæder sig til at vise boligernes placering og fortælle om alle drømmene, når de søndag den 15.9. inviterer til Åben Grund på stedet fra kl. 15.00 – 17.00.

Husene skal bygges før der kan indbydes til Åbent hus – så i dagens anledning er der derfor opstillet et mindre telt, som kan danne ramme for en lille happening på stedet med Åben Grund. Så en stor opfordring skal lyde til alle, der har lyst til at lægge vejen forbi og se hvor der snart bygges spændende, fremtidssikrede boliger.

Værdigrundlag for projektet er sammen med tegninger og beskrivelser præsenteret i et flot præsentationsmateriale, som kan rekvireres af interesserede.  Arkitekt og bygherre har indarbejdet værdierne som de bærende principper for byggeriet, samtidig med alle gældende regler i sagens natur er overholdt.

Fællesskabet skal vokse nedefra

Interessen for bofællesskab er stor og gruppen bag møder mange der siger: ”I har fat i noget helt rigtigt, men vi er ikke helt klar endnu”. Slugten er anderledes end de mange andre spændende byggeprojekter, der i øjeblikket er i gang i vores skønne by. Det er fantastisk med en by, som Brande, der har så meget, der kan vælges imellem og en by med så meget liv og virke. Vi glæder os til at næste fase, hvor tilblivelsen af Slugten realiseres. Initiativgruppen tror på at mange har lyst til at bo, hvor fællesskabet bygges op sammen.

Idegruppen bag projektet er alle 50+’ere, der ønsker at finde sammen i et fællesskab. Alle bor i dag i større huse, hvor der ikke længere er brug for så meget plads. Det er ønsket om en mindre privat bolig og at dele en fælles faciliteter med andre, der har været ideen og gruppen bag projektet fortæller: sammen kan vi mere og at det er både sjovere og mere fremtidssikret at rykke sammen i fællesskaber, som kalder på alles aktive medvirken for at få fællesskabet til at fungere.

Fællesspisning som en del af fællesskabet

For at træne fællesskabsmusklen var der i sidste uge inviteret til fælles madworkshop i lokaler hos Axel Månsson. 25 deltagere, der sammen skabte et fælles måltid. Det blev en fantastisk aften med inspiration til smagsløgene og ikke mindst inspiration og erfaring i hvad fælles mad kan betyde og skabe af muligheder. Dagen efter arrangementet udtalte en deltager spontant: ”Der blev skabt fundament for et godt samarbejde og vi fik fornemmelsen af hvad et fællesskab kan klare sammen”, hvorefter ægtefællen supplerede: ”Det har givet klarhed og vi har ingen betænkeligheder”.

Claus Junge fra Junge Byg A/S gennemfører totalprojektet og arkitekt Jørn Poulsen fra arkitektfirmaet Luplau Poulsen, Århus, står bag tegningerne. Der er et tæt samspil mellem bygherre, arkitekt og Initiativgruppen. Et ægte samskabelsesprojekt som kalder på alles positive medvirken for at realisere det spændende projekt.

Tillæg til lokalplan behandles mandag den 9.9.24 af Byrådet i Ikast-Brande Kommune. Planen sendes herefter i offentlig høring, inden den forhåbentlig er helt på plads sidst på året og maskiner kan komme til.

Initiativgruppen, der har arbejdet med projektet siden foråret 2022 består af: Hanne og Mogens Bentzen, Berit og Jørgen Larsen, Klaus og Henriette Hebsgaard, Peder og Anna Johansen samt Jørgen Christensen og Emma Winther.

Der kan læses mere på Facebookprofil: (1) Facebook på hjemmesiden Home - Bofællesskab Slugten

www.jungebyg.dk: Claus Junge kan kontaktes på telefon 40648370