2 hæsblæsende flotte dage med gymnastik, spring og dans  

Fredag den 14. og lørdag den 15. marts blev Give Idrætscenter indtaget af i omegnen af 1000 friske og glade gymnaster, der viste sig frem på fineste vis foran næsten 1400 betalende tilskuere. Endnu engang fik gymnastikken sat en tyk streg under, at det er en sportsgren, der kalder på fællesskab og som i den grad kan samle folk i alle aldre.  

Af Jim Hoff - jimhoff@voreslokalavis.dk  

GIVE: Det blev en flot eksplosion af fest, farver og folkelig idræt, da Give Gymnastikforening over to dage inviterede til forårsopvisning i Vestjysk Bank i Give Idrætscenter. Fredag aften stod den i opvisningens tegn med 6 gæstehold samt det lokale Jump’n Dance-hold fra Give Gymnastikforening, og lørdag fra klokken 14.00 og frem til 17.00 var det så de lokale gymnastikhold i foreningen, der indtog arenaen.  

Lørdag var hele 13 hold på gulvet, inklusive instruktørernes opvisning. Der var indslag fra de allermindste krybe/kravle-børn med dertil hørende forældre helt op til Jump’n Dance-holdet, der traditionen tro fik æren af at lukke og slukke efter 3 timer i fremragende selskab med en masse glade gymnaster, dansere, akrobater og andet godtfolk på det middelhavsblå gulv i Vestjysk Bank Arena.  

Hyldest af fem jubilarer  

Efter velkomsttalen og velkomstsangen ’Livstræet’ ved Dorte Frydensbjerg, fik gymnastikforeningens formand, Mette Vestergaard, mikrofonen, og hun kaldte fem af instruktørerne frem på gulvet, hvor de i anledning af deres jubilæer fik pæne ord og en flot buket med på vejen.  

De fem var Dorthe, Jannie Marie, Anne Stine og Anne, der alle havde 10-års jubilæum, og så var det Helen, der kunne fejre 15 år som instruktør i foreningen. De fem frivillige ildsjæle blev belønnet med stående bifald fra den mere end propfyldte idrætshal, der i dagens anledning også var udstyret med en ekstra siddetribune i den ene ende af hallen.  

I forbindelse med indmarchen blev disse fem jubilarer hyldet: Helen, Anne Stine, Anne, Dorthe og Jannie Marie. Foto: Jim Hoff

Medlevende publikum  

Apropos tilskuere, så kan man i den grad tale om et medlevende og engageret publikum, der viste begejstring og klappede og sang med til alle holdenes opvisninger. Nu var det jo også forældre, bedsteforældre og familiemedlemmer, der denne dag fyldte tribunerne, og bedre og mere engageret fanklub skal man lede længe efter.  

Børnene og de unge mennesker strålede om kap med forårssolen, der denne dag velsignede forårsopvisningen med sit energigivende og livsbekræftende lys. Det var tydeligt at se, at de elskede at vise de ting frem, de havde arbejdet med gennem sæsonen – og dejligt at se, at børn og unge faktisk godt kan stortrives i sociale sammenhænge uden konstant at stå og glo i en mobiltelefon.  

Forårsopvisningen er altid forbundet med små glade børn, der bare elsker at være i rampelyset sammen med deres forældre og instruktører. Foto: Jim Hoff

Kan næsten ikke få armene ned  

Mette Vestergaard er da også begejstret for forløbet af de to opvisningsdage.  

- Det har været to helt fantastiske opvisningsdage, og vi kan næsten ikke få armene ned i Styregruppen og Opvisningsudvalget. Næsten 1000 gymnaster har været på gulvet og vist, hvad de har arbejdet med hele sæsonen, og vi har haft næsten 1400 betalende tilskuere igennem hallen over de to dage – det er vi virkelig stolte af, lyder det fra gymnastikforeningens stolte formand.  

Sæsonen er dog langt fra forbi, for gymnastikforeningen ser nu frem mod det store landsstævne i DGI-regi i Vejle den 3.-6. juli, hvor foreningen stiller op og repræsenterer Give Gymnastikforening. Derfor skal en række gymnaster og instruktører i ilden. Holdet hedder ”Hele banden fra Give”, og består af 3 underliggende hold fra foreningen, der går i skarp træning fra den 28. april med hele 9 træningsdage inden landsstævnet.

Du kan se en hel masse fotos fra forårsopvisningen lørdag HER. Der er lagt 3 fotomapper op på Vores LokalAsviøs Facebook-side - så der er nok at se på.