10 år med ’Kunsten’ i Løvebyen: Den fine historie om Givskud Kunstgræs og stærk lokalt sammenhold

Kunstgræsbanen i Givskud kan i år fejre 10-års fødselsdag. Et projekt der på mange måder blev ’first mover’ på kunstgræsbaneområdet i Vejle Kommune, og et projekt drevet frem af lokale ildsjæle med både ressourcer og energi til at gennemføre det store projekt. Her fortæller Elin Søbye, en af pionererne bag kunstgræsbanen i Givskud’, historien om projektet.

Af Elin Søbye 

GIVSKUD: I 2011 samlede GUF/GOG alle klubber i gamle Give kommune samt Jelling til et møde vedrørende at få lavet en kunstgræsbane i den vestlige del af Veje kommune. Formålet var at kunne fastholde idræt i alle aldre fremover og samtidigt gøre det attraktivt at bosætte sig i de mindre lokalsamfund.

Alle syntes, det var en rigtig god idé, men ingen ville påtage sig opgaven med at skaffe de mange penge, der skulle til og det store arbejde med at få den etableret – eller næsten ingen. På dette tidspunkt var der kun en kunstgræsbane i Vejle og i Balle.

Men det har aldrig stoppet GUF/FC GOG.

Et unikt projekt – et unikt samarbejde

Der blev taget kontakt til Gadbjerg IF med henblik på at få startet et projekt som senere fik betegnelsen ”Et unikt projekt – et unikt samarbejde”. Her var Søren Studt heldigvis formand på daværende tidspunkt. Det blev et samarbejde mellem foreninger, Vejle Kommune og private virksomheder.

Foreninger: Givskud GUF, Gadbjerg Idrætsforening (og Give Fremad, FREM Thyregod, ØNIF, Grønbjerg-Langelund IF, Farre IF og Jelling fS). Private virksomheder: Givskud Zoo Zootopia og Danhostel i Givskud som de primære virksomheder

Jagten på penge og jord

I årene 2012 og 2013 gik ”jagten” på penge og tilladelser og Jord. En styregruppe på 4 personer med de nødvendige kompetencer har båret projektet igennem.

Vi fik i oktober 2012 brugsretten over den bane, den ny bane, som den har heddet, der er placeret ved hallen, af Vejle kommune sammen med et tilskud på 200.000 kr. Endvidere fik vi et årligt driftstilskud til at have driften af kunstgræsbanen på 30.000 kr. Og her kom vores nok allervigtigste samarbejdspartner ind i billedet for alvor:

Givskud Zoo bidrog med, at vi kunne få maskiner og materialer opbevaret – og ikke mindst hjælp til den efterfølgende vedligeholdelse af banen. I forbindelse med selve etableringen af selve banen, var Zoo også behjælpelige med en ”smule” jord og ikke mindst manpower.

Danhostel Givskud skulle sikre, at det var muligt for fodboldhold fra hele Danmark at kunne booke hele weekender med overnatning og bespisning.

 

 Der var godt gang i sagerne tilbage i 2013-14, hvor grundlaget til den nye kunstgræsbane i Givskud blev lagt. Foto: Jim Hoff

Nøglen: Tilgængelighed for flere klubber

I forbindelse med finansiering af selve etablering af banen blev der søgt midler i ”Øst og Vest”.

De væsentligste bidragsyderne var Jelling Sparekasses Fond 500.000, DBU 750.000, Mærsk 750.000, LAG midler 750.000 (betaling for frivillig arbejdskraft), Vejle Kommune 200.000, FC GOG 50.000, Givskud GUF 50.000 og Gadbjerg IF 50.000

Vi fik en del af midlerne, fordi vi både sagde det og mente, at banen skulle være tilgængelig for flere klubber.

I den samme periode blev der ledt efter den kommende leverandør af en kunstgræsbane. Valget faldt på SportTurf der havde det bedste tilbud for os – vi så ikke dårlige anmeldelser af firmaet overhovedet. Selv i dag tænker vi det var et udmærket valg.

KIBO blev valgt til at levere hegn omkring banen og Givskud EL gav et godt tilbud på etablering af lys på banen.

Frivillig manpower – tilsat Østerballe og Hansen

Men, men, men – vi ville ikke komme nogen steder uden en masse frivillig arbejdskraft der skulle hjælpe med at etablere banen (LAG midler).

Der var gudskelov rigtig mange, der bød ind på projektet – både fra foreningerne og udenfor. Det var både med tid, maskiner og kompetencer, fantastisk. De lokale landmænd var også medspillere. De unge på skolen havde en festdag, da vi startede med at køre jord væk – ikke sjovt at være landmand med en blå traktor ifølge de små tilskuere, den skulle være grøn. I dag er flere af dem i gang med at uddanne sig til landbruget.

Og uden Mikael Hansen og Richard Østerballes store medvirken havde vi haft andre store udfordringer, som blev og bliver løst stadig i et fantastisk lokalt samarbejde – noget for noget og vi hjælper hinanden med vore opgaver, hvor det giver mening.

Uden alle disse mennesker var der aldrig kommet en kunstgræsbane i Givskud til glæde for rigtig mange mennesker – både i de 10 år der er gået og de år der kommer. Efter mange timer og hårdt arbejde blev kunstgræsbanen åbnet d. 28.09.2014.

I 2018 blev kunstgræsbanen udvidet, og på det nye område spilles der eksempelvis gå-fodbold hver mandag. Et nye populært tiltag med 28 deltagere på listen. Foto: Jim Hoff

Udvidet i 2018

I de første mange år var banen rigtig godt belagt med klubber fra både nær og fjern, og det var vigtigt med den rigtige og gode vedligeholdelse – hvilket også er blevet klaret at frivillige kræfter fra lokalområdet sammen med Givskud Zoo.

Banen blev og bliver også brugt flittigt af skolen i Givskud samt besøgende på Hostel.

I 2018 blev banen udvidet med endnu et areal – som havde været et ønske fra starten – som skulle bruges til alt fra træning af de yngste, opvarmning af hold der skulle til at spille, fodbold-fitness og gå-fodbold, osv.

Vi var forsigtige jyder og turde ikke låne pengene i 2013-14. Dette var finansieret af GUF, Givskud Kunstgræs og Vejle Kommune og igen frivillige kræfter i forbindelse med etablering af området.

Banen fremstår i dag i den bedste stand man kunne ønske sig og forventes at kunne holde i 6 – 8 år endnu inden den skal renoveres.

Model for Vejle Kommunes kunstgræsplan

Kunstgræsbaner med gummigranulat har jo stor fokus ikke blot i DK men bestemt også EU. Vi er fortrøstningsfulde for dens fremtid, og den har vist sin berettigelse ad mange gange: Vintervejr, regnvejr, tørre somre med stenhårde græsbaner.

Givskud Kunstgræs kom til at danne model for Vejle Kommunes Kunstgræsplan udarbejdet af Vejle Idrætsråd – det er vi ret stolte af. Små klubber og samfund kan meget i fællesskab.

Vi glæder os over de første 10 år og håber på mange gode år endnu og ser hvad fremtiden byder på.

 

 Elin Søbye var en af de absolutte drivkræfter bag kunstgræsbanen i Givskud, og hun holdt en fin tale i anledning af banens 10-års jubilæum, hvor hun fortalte historien om banens tilblivelkse. Foto: Jim Hoff

 

 Kunstgræsbanen bruges i dag flittigt af klubbens hold - både til træning og kamp. Foto: Jim Hoff