
Stor hjemmeloppemarkedsdag på vej i Give
En stærk trio bestående af Lone Mikkelsen, Gerda Jørgensen og Malene Pasgaard er godt i gang ved tegnebrættet med at arrangere en stor hjemmeloppemarkedsdag i Ikærhallen i Give den 26. april. Det handler om genbrug til et godt formål.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
GIVE: Genbrug er godt, det er grønt – altså som i bæredygtigt, og det giver også mening økonomisk!
Ud fra den devise arrangerer Give IF en såkaldt hjemmeloppemarkedsdag den 26. april i Ikærhallen fra klokken 10.00 til 14.00 med Gerda Jørgensen, Malene Pasgaard og Lone Mikkelsen som tovholdere.
- Med en hjemmeloppedag i hallen ønsker vi at lave en dag, hvor folk i Give og omegn kan mødes og sælge det, de ikke selv bruger mere. Der bliver mere og mere fokus på, at vi skal genbruge i stedet for at købe nyt.
- Især os med børn ved, hvor hurtigt vores børn vokser ud af deres tøj, og hvor meget legetøj de har, som de ikke længere bruger. Derfor vil vi gerne hjælpe til med at skabe nyt liv til de ting, som alligevel ikke bliver brugt, fortæller Lone Mikkelsen.
Hyggedag for familien
Hun håber sammen med sine to medarrangører, at man forhåbentlig får solgt en masse borde, idet overskuddet går til GIF.
Udover selve genbrugskonceptet rummer eventen også plads til dem, som laver forskellige hobbyting derhjemme og gerne vil sælge dem.
- Vi håber, at vi kan få en hyggelig dag for hele familien, vi sætter hoppeborg op til børnene, og der vil være mulighed for at købe kaffe, kage og slik. Vi stiller borde op, så man skal bare komme med det, man vil sælge, og hvis man ønsker selv at medbringe et tøjstativ, så er det også muligt. Og bemærk, at der er et begrænset antal pladser, så det er først til mølle, oplyser Lone Mikkelsen.
Alle er velkomne, og man tilmelder sig på www.givegif.dk/events