
På søndag kan du være med til at gøre en forskel sammen med Folkekirkens Nødhjælp
Den 9. marts er Folkekirkens Nødhjælp igen på banen med en række frivillige indsamlere i Give by. Indsamlerne starter ud fra Sognehuset i Give efter gudstjenesten klokken 10.30, og de indsamlede penge går til krigsramte mennesker i Ukraine og Gaza samt områder, der er ramt af klimaforandringer.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
GIVE: Efter at de traditionelle sogneindsamlinger i nogle år havde været lukket ned, vendte de stærkt tilbage her i Give i 2024, hvor lokale FDF’ere og en stor flok konfirmander formåede at samle imponerende 17.000 kroner ind.
Motiveret af dette flotte resultat og fin opbakning fra borgerne i Give by etablerer Give Kirke igen i år en sogneindsamling i tæt samarbejde med Folkekirkens Nødhjælp.
Konfirmander og FDF'ere er klar
Det oplyser sognepræst Therkel Havtorn.
-Rent praktisk fungerer det således, at man efter gudstjenesten søndag den 9. marts kan melde sig i Sognehuset med henblik på at blive en del af sogneindsamlingen denne dag. Alle er velkomne, og jeg kan da afsløre, at vi allerede nu har et fint indsamlerhold på benene bestående af mange konfirmander og en del FDF’ere – men vi kan sagtens bruge flere gode frivillige.
- Man skal bare møde op i Sognehuset, tilmelding er ikke nødvendig, og så kan man kombinere søndagsmotionen med at samle ind til gode formål, lyder opfordringen fra Therkel Havtorn.
Kan også støtte online.
Pengene fra indsamlingen går til nødstedte og krigsramte mennesker i Ukraine og Gaza samt mennesker i områder, der er ramt af klimaforandringer.
- VI fik jo en rigtig god start på sogneindsamlingen sidste år, og det kunne være helt fantastisk, hvis vi her i 2025 kan slå sidste års indsamlingsresultat, der lød på 17.000 kroner. Vi samler kun ind inden for byskiltet, og en rute tager cirka to timer at gå, så det er jo til at overskue. Har man ikke tid/mulighed for at tage en tørn som indsamler denne dag eller at støtte, så kan man donere inde på Folkekirkens Nødhjælps hjemmeside, ellers kan du donere i Sognehuset, fortæller Therkel Havtorn.
Han pusler i skrivende stund også med tanken om at lægge en QR-kode op på kirkens Facebook, hvor man kan donere. Om det scenarie bliver aktuelt, kommer an på, hvor mange indsamlere man får.