Nyt fra skolejournalisterne: DR kommer til Øster Nykirke skole 

Avisen bringer her et fint indlæg fra de to skolejournalister Johanne og Naya fra Øster Nykirke Skole. De har skrevet en artikel i anledning af DR’s besøg på skolen i forbindelse med, at deres klassekammerat Maia havde vundet en manuskriptkonkurrence.

Skrevet af skolejournalisterne Johanne Marie Møller Iversen & Naya Kaehne Thisgaard

VONGE: I midten af november sidste år kom konkurrencen ud. DR havde lavet en konkurrence i anledningen af afsnit nr. 1000 af tv-serien Klassen på Ultra. Konkurrencen gik ud på, at man kunne sende nogle ideer og forslag til nye afsnit ind, og så kunne man vinde et besøg fra DR.

Nogle fra vores klasse havde allerede sendt en idé ind. 

Hoppede og dansede af glæde

Elisa, vores lærer, sagde at det kunne være et megafedt emne at have om. Så vi var et par stykker, der sendte mange ideer ind i håbet om at vinde.

Så da vi fik at vide at Maias idé havde vundet, blev Elisa selvfølgelig megaglad, fordi vi jo slet ikke havde regnet med at vinde, og pigerne fra klassen hoppede og dansede.

Her i februar har vi lavet en masse opgaver i dansk om hvordan man skriver et rigtigt Klassen-afsnit som en rigtig manuskriptforfatter. Vi har også prøvet selv at spille skuespil til et af afsnittene fra Klassen. 

Foto: Jim Hoff

Så kom DR på besøg

Onsdag d. 26. februar kom DR endelig forbi. I løbet af dagen skulle vi skrive detaljer og replikker ind i manuskriptet, og indspille scenerne på film.

Der var både journalister, fotografer, kameramænd, en instruktør, en manuskriptforfatter, en lydmand og sidst, men ikke mindst en ægte skuespiller fra Klassen, nemlig hende som spiller Cleo i sæson 15 og 16.

I virkeligheden hedder hun Emma Lihle og er også vinderen af MGP 2022. Vi skulle også have taget en masse billeder og videoer til DR’s instagram og Facebook.

Glæder sig til at se afsnittet

Vi synes selv, vi har fået skrevet et rigtig godt afsnit, og vi glæder os rigtig meget til at se det på DR en gang i januar/februar næste år.

Alle fra vores klasse havde en rigtig god dag.

 

Her har vi dem så, de to skolejournalister fra Øster Nykirke Skole:Johanne Marie Møller Iversen & Naya Kaehne Thisgaard. Foto: Jim Hoff

Det var Maia Sabina Bilis, der sendte det vindende manuskript ind til DR Ultra. Foto: Jim Hoff

Andre læser

Øster Nykirke skole til Naturfagsfestival i Sønderskoven i Vejle med 125 elever 

Mor Karin i festtøjet: Markant skikkelse i Vongebørnenes liv fejret på herlig vis 

Godt gået: Vejle Kommunes lækreste skaterbane ligger i Vonge 

Stjernestunder for 5. klasse: Den dag Danmarks Radio indtog Øster Nykirke Skole