Hovborg perfekte værter for Give Krocketklubs Kr. Himmelfartsstævne 

Give Krocketklub afholder hvert år det populære Kr. Himmelfartsstævne med Give Stadion og Give Camping & Cafeteria som velfungerende base. Men her i 2024 var stævnet flyttet til Hovborg Krocketklub, Hvordan det hænger sammen, kan du læse om her. 

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk  

FORENINGSLIV: Give Krocketklub har i mange år afholdt stort kroketstævne i Give i Kr. Himmelfartsferien, hvor man brugte de fine og velfungerende faciliteter omkring Give Stadion og Give Camping & Cafeteria. 

Men grundet usikkerheden omkring campingpladsens fremtid bookede klubben i efteråret 2023 Hovborg Krocketklubs anlæg, så man var sikre på at kunne afvikle stævnet, og så man var sikre på at kunne sende tilmeldingsskemaerne ud i god tid.  

-Det handlede jo rigtig meget om rettidig omhu. Vi ville nødigt stå henne i foråret og ikke være sikre på, at vi kunne afholde stævnet, så derfor tog vi kontakt til Erik Hansen, er er formand for Hovborg Krocketklub i forhold til et samarbejde omkring Kr. Himmelfartsstævnet.  

-Og vi er fra dag et blevet mødt af den allerstørste hjælpsomhed og venlighed fra Hovborg Krocketklub, ligesom Lene og Jesper på Hovborg Camping også har vist stor hjælpsomhed i forhold til at skaffe plads til vores overnattende gæster, fortæller Give Krocketklubs nye formand, Emmy Lund. 

 

Kroket kræver noget fysik i sommervarmen, og så er det jo godt at man er kreativ, når der skal findes en stol, så man kan hvile benene. Foto: Jim Hoff

25-års jubilæum på udebane 

Det var 25. Gang, at klubben skulle afvikle kroketstævnet, så på den konto var det lidt ærgerligt, at man ikke kunne gøre det på hjemmebane i Give. 

-Men når det nu skulle være, så var Hovborg bare det perfekte sted med gode baner, en god campingplads og rigtig god mad fra Hovborg Kro og en supergod stemning på banerne –krydret med det fineste sommervejr, fortæller Emmy, mens hendes makker Tommy kan oplyse, at stævnet i år har hele 86 deltagere, og at spillerne kommer fra helle landet, selv fra Sjælland, for at dyste mod hinanden i dette græsplænens svar på skak. 

-Vi kommer jo naturligvis og spiller for at vinde, når først vi er ude på banen, men det allervigtigste er helt klart det sociale og de gode fællesskaber, vi har sammen her i klubben og med spillerne fra de andre klubber, pointerer Emmy og Tommy.  

 

Så er der lige en kort lille pause mellem slagene på grønsværen - og det er hyggeligt med en god snak i solen. Foto: Jim Hoff

Stor hjælpsomhed fra Hovborg Krocketklub 

De er typisk en 30-40 spillere, der mødes på Hovborg Camping til spisning hver aften. Her er det Hovborg Kro, der som sagt leverer maden.  

-Give Krocketklub stiller i år med en 16-17 spillere, og det er meget de folk, der plejer at være afsted, der er med her i Hovborg, oplyser Emmy.  

Hun og Tommy vil gerne sende en ekstra stor buket roser afsted til Hovborg Krocketklub og deres formand Erik Hansen, der som tidligere nævnt sagde ja til at lægge græs til stævnet. 

-Det er første gang, at klubben lægger baner til så stort et stævne, og de er stolte af at de fik buddet, og at det bare kører så fint. Det er os fra Give, der har stået for al planlægningen og mange af de praktiske ting, men Hovborg har stillet med 7 mand, der har hjulpet os på bedste vis, så denne flotte hjælpsomhed er vi meget taknemmelige for, siger Emmy og Tommy.  

 

Give Krocketklub havde omkring 16 spillere med til stævnet i Hovborg, og her ser vi to af de gode faste spillere for klubben. Foto: Jim Hof

Håber på at afvikle stævnet i Give i 2025 

De er klar til at melde ud, at Kr. Himmelfartsstævnet også kommer til at køre i 2025 i regi af Give Krocketklub, og de håber naturligvis, at det kan blive i de vante rammer i og omkring Give Stadion og Camping.  

-Vi ser frem til at få et møde med den nye mand på campingpladsen, Brian Christiansen og de nye folk i cafeteriet. Vi skal have en god snak om, hvordan de ser på vores fremtidige samarbejde. Vi er rigtig glade for, at campingpladsen og cafeteriet igen er oppe at køre, for det er godt for udviklingen i Give, og vi håber på et rigtig godt samarbejde med de nye folk ude på campingpladsen, lyder det samstemmigt fra Emmy og Tommy.  

Og så skal der igen spilles kroket, for de er del af en dyst, der er meget tæt, så nu kræver det fokus og og koncentration, så duoen fra Give kan få sejren hjem. Og bagefter, så hygger man sig med modstanderne over en kold kop øl og en god bid brød i sommersolen, hvor der sandsynligvis også er plads til et par gode røverhistorier fra dengang farfar var ung. 

 

Her har vi så to af klubbens gode faste støtter: Til venstre tidligere formand Irene Højgaard og til højre nuværende formand, Emmy LUnd. Foto: Jim Hoff