Et strejf af VM- og OL-guld: Prominent badmintontræner gæstede GLIF Badminton
Torsdag den 28. november havde GLIF Badminton rigtig fint besøg i skikkelse af badmintonkoryfæet, Henrik ”PK” Rohde, der er træner for ingen ringere end Viktor Axelsen, der som bekendt tilhører toppen af verdenseliten i badminton.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
GRØNBJERG: Det duftede i allerhøjeste grad af badminton på allerhøjeste niveau torsdag eftermiddag i Elkjærhallen i Grønbjerg, hvor den lokale badmintonklub havde prominent besøg.
Det var Henrik ”PK” Rohde, der er træner for badmintonfænomenet Viktor Axelsen, og som også samtidig er Axelsens svigerfar. En dobbeltrolle ”PK” har haft i nogle år, samtidig med at han også har haft ansvar i Skovshoved Badminton.
Hvordan havner sådan en feteret badmintonfigur så ude i en idrætshal i Grønbjerg en torsdag eftermiddag for at træne en række ungdoms- og seniorspillere, tænker du måske, kære læser.
Løb ind i ’PK’ ved stort badmintonstævne
Her vender vi lige blikket tilbage til den dag, klubben fejrede formand og mangeårig træner og klubmand Ib Jessings 40-års jubilæum. Her fik han billetter til et stort elite-badmintonstævne i Odense, hvor han tog afsted sammen med klubbens inkarnerede træner, Flemming Alexandersen.
-Her løb vi så ind i Henrik ”PK” Rohde, fik en god snak med ham – og så lykkedes det faktisk Flemming at lokke ham herud og træne vores spillere. Lidt af et kup, lyder det fra Ib med et stort smil, mens ”PK” herser kærligt og kompetent med de 16 unge spillere, der har været så privilegerede at blive en del af dagens træning.
De unge badmintonspillere var meget opmærksomme og lydhøre, når Henrik 'PK' Rohde forklarede de forskellige øvelser. Foto: Jim Hoff
16 spillere fra fire klubber
De 16 spillere kommer fra GLIF Badminton, Gadbjerg Badmintonklub, Grindsted Badmintonklub og så er der også 2 unge spillere fra Børkop. Der er tale om 16 inviterede spillere, som alle har en del færdigheder, og som derfor kan profitere af den dygtige badmintontræners kompetencer.
På sidelinjen er der fin opbakning fra en del af spillernes forældre, bedsteforældre og søskende, der ser til, hvordan de unge håbefulde badmintontalenter bliver ført gennem en række nye, sjove, spændende og svære øvelser, der både kunne udfordre og dygtiggære de unge mennesker – og ikke mindst rolle ved deres opfattelse af, hvordan man skal gribe de forskellige slag og slagmønstre an.
Samme øvelser som Viktor Axelsen laver
Vildt interessant at være vidne til, og Henrik PK Rohde fortalte flere gange, at de øvelser han her serverede for de 16 unge fjerdaske, det var de samme øvelser 1: 1, som han laver med Viktor Axelsen.
-De her øvelser laver jeg også med Viktor – og det handler om gentagelser, gentagelser og atter gentagelser lige til det sidder lige i skabet, lød budskabet fra ”PK”.
Der blev arbejdet med temposkift i kampene, om at møde bolden 1 sekund før, man plejer at gøre det, der blev kigget på netspil, baghåndsspillet, og så var der et indslag med tempoøvelser/intervaløvelser, hvor spillerne var på i 45 sekunders moduler, hvor der blev fyret godt og grundigt op under kedlerne.
Henrik 'PK' Rohde havde sine helt egne taktiktavler med til at gennemgå og visuliere nogle af øvelserne for de unge spillere. Foto: Jim Hoff
Nu med taktiktavler
Under øvelserne havde Henrik nogle ’taktiktavler’ som vi kender det fra håndbold og fodbold fremme – de såkaldte PK Boards, som han selv har udviklet og sælger.
-Mange spillere har brug for at se, hvad det er man taler om, når vi snakker både teknik og strategi/gameplaner. Derfor har jeg udviklet de her mini-taktiktavler til badmintontrænere, så de kan visualisere for spillerne, hvad det er de (trænerne) taler om, forklarede ”PK kort før han gik i hallen med spillerne.
Spiller ’dart’ med verdensmesteren
Efter en 90 minutters rigtig fine aktiviteter med en flok lydhøre og topmotiverede unge mennesker lukkede ”PK” af med at vise en øvelse, har laver med Viktor Axelsen 6 gange om ugen.
-Jeg har her 300 badmintonbolde, og dem bruger jeg til denne øvelse, en slags badmintondart. Lige badminton handler dart om præcision, så derfor kaster jeg boldene med hånden lige hen over netkanten, og så skal Viktor returnere dem. Her arbejder vi med at ramme boldene rigtigt, så modstanderen ikke bare lige kan flugte dem let tilbage. Det kræver teknisk præcision, og de 300 bolde får han serveret i 3 omgange, så vi når op på tæt ved 1000 bolde – til hver træning 6 gange om ugen, pointerede Henrik, hvorefter han viste øvelsen med 3 af de fremmødte spillere i Viktor Axelsens sted.
God lærdom for de unge
Ret tankevækkende at en af verdens bedste badmintonspillere på denne måde bliver kostet rundt af sin svigerfar efter ”dart-tilkastede” badmintonbolde – og elsker det! For Viktor Axelsen er en træningsnarkoman, der arbejder grundigt og vedvarende selv med de allermindste nuancer og facetter – en detaljens mester, der gerne smider et hav af træningstimer efter at forbedre sine kompetencer. Og den lære kan de unge mennesker ved dagens fine seance bestemt også tage med sig hjem.
Der var personlige gaver til Signe og Alfred fra selveste Viktor Axelsen - og de faldt da i den grad i god jord hos de to heldige badmintontalenter. Foto: Jim Hoff
Personlige gaver fra Axelsen til Signe og Alfred
Så var der lige to af de unge, der fik lidt ekstra med hjem. Alfred Vagtø, der er kæmpefan af Viktor Axelsen, fik Axelsen bog ’Vindervilje’ med en personlig hilsen fra Axelsen skrevet i bogen.
Signe Pahus Pedersen fik også en personlig gave fra Axelsen, idet han havde sendt en trøje med til Signe med påskriften ”Til Signe – Stay Strong. Den unge dame fra Grønbjerg har nemlig haft træningstimer med Viktor Axelsen, så de kender hinanden godt.
En virkelig flot gestus af badmintonstjernen.
Fantastisk blik for de unge
Flemming Alexandersen, der jo havde skaffet ”PK” til klubben, var også rigtig glad for dagens event.
-Det var en fantastisk dag med Henrik PK Rohde. Han havde et fantastisk blik for den enkelte spiller og en rigtig god føling med tingene. De unge spillere var meget begejstrede bagefter, og det samme gjaldt seniorspillerne, der var gennem det samme program.
- Ja, de var faktisk om muligt endnu mere begejstrede. Også fordi PK bagefter fortalte om sit liv som træner for Axelsen og hvordan Peter Gade nu skal til at være en del af trænerteamet omkring Axelsen.
Også et hjerte for bredden
- Det var spændende at høre om de her ting. Og så var det godt at se og høre, at PK også har et hjerte for breddeklubberne – for uden dem, så var der jo ingen Peter Gade, og Viktor Axelsen. Der var også folk fra andre klubber ude at kigge, og de var også interesserede i at få PK ud i deres klubber, netop fordi dagens event havde gjort et positivt indtryk på dem, fortæller Flemming.
Han er som sagt fast mand i trænerteamet i GLIF Badminton, men pr. 1. januar skal han ud at være fast gæstetræner i Børkop Badmintonklub – og netop Børkop Badmintonklub kunne godt være Henrik ’PK’ Rohdes næste lokale destination.
Du kan se flere fotos fra den fine badmintonevent i GLIF Badminton HER
Efter træningen var det tid til et holdfoto med Henrik 'PK' Rohde - mon ikke det foto bliver printet ud hos en del af de unge mennesker. Foto: Jim Hoff