Traktorgården er nu snart eneste maskinforretning i lokalområdet – Vi er bare så klar!
Traktorgården i Give startede op i 1981 med Eli Kristensen ved roret. I 2017 overtog sønnen Søren Kristensen virksomheden, og i 2019 solgte han 40 procent af ejerandelen til Hundahl A/S. Maskinhandlen med de stærke lokale rødder og de tætte kunderelationer er fra 1. januar eneste lokale maskinforretning, idet Semler i Farre lukker ned ved årets udgang.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
ERHVERV: I forbindelse med at maskinforretningen Herborg i oktober meldte ud, at de lukker ned for aktiviteterne i Farre, blev det en kendsgerning, at Traktorgården ApS i Give fra og med det nye år bliver den eneste maskinforretning til at servicere kunderne her i lokalområdet med salg af maskiner.
Og meldingen fra indehaver Søren Kristensen og medejerne Hundahl A/S er helt klar:
- Vi er her for at blive her!
Vil være tæt på kunderne
Uddybende forklarer Søren Kristensen, at Traktorgården er en lokalt funderet maskinforretning med en stærk historik, der vil være tæt på kunderne både med service og salg.
- Det handler om tryghed for kunden, og med det setup vi har nu med vores tætte samarbejde med Hundahl A/S, så har vi et stort bagland, der betyder, at vi er leveringsdygtige med et bredt sortiment af maskiner lige fra have- parkmaskiner til store mejetærskere.
-Vi har kvalificerede og rutinerede folk på vores værksted, og vi opererer mere og mere med servicerings- og reparationsopgaver ud af huset, hvor vi kommer ud til kunden og ordner problemet på stedet. Det sparer kunden for tid, ekstra transport, og på den måde er vi bare mere hands on i forhold til at løse problemerne her og nu. Det handler bare helt grundlæggende om at yde den bedste service overhovedet muligt, pointerer Søren.
Bomstærkt bagland
Man leverer også nye maskiner til kunden på stedet, hvor man så i dialog og samarbejde med kunden sætter den nye maskine op, det være sig en ny mejetærsker, en rendegraver eller en traktor fra New Holland.
Traktorgården kommer med 43 års branchekendskab, og dette sammenholdt med, at man nu også kan trække på Hundahl A/S store viden, faglighed og maskinpark, betyder, at Treaktorgården er gearet til både at sælge og servicere et meget bredt udvalg af maskiner.
-I dag servicerer vi både landbruget, industrien samt private med maskiner. Der går en rød tråd gennem de ting vi foretager os uanset om det er Hundahl eller os her i Give, der står for en ordre/reparation. Det gælder salg, service, it og administration. Der ligger en fast linje og måde at gøre tingene på, og det er trygt for vores kunder – og for os selv, fortæller Ole Pedersen, der er lagerchef hos Traktorgården.
Stort kendskab til lokalområdet
Han kommer selv med mange års erfaring fra branchen, ligesom flere af de ansatte har været i virksomheden i mange år. Sørens far, Eli, er stadig at finde på værkstedet, og hans guldgrube af viden om tingene er uundværlig, ligesom såvel Søren, Oles og Elis enorme kendskab til lokalområdet og landbrugssektoren og industrien i området også er guld værd for Traktorgården.
En anden herre med stor lokal tilknytning og viden er Henrik Fangel. Han har tidligere arbejdet hos Farre Smeden i en årrække, men i forbindelse med den udmeldte af nedlukning af virksomheden i Farre har Henrik valgt at skifte til Traktorgården.
Søren Skøde Kristensen (tv.) og Ole Pedersen understreger, at man på Traktorgården i Give også fremover vil være det lokale holdepunkt for salg og servicering af maskiner til både landbrug, industri og havepark. Foto: Jim Hoff
Har lige ansat ny reservedelsekspert
-Henrik er reservedelsekspert, en god lokal mand med et stort kendskab til kunderne her i lokalområdet, så det er en stor fordel for os at kunne tilknytte ham til vores virksomhed her i Give. Siden starten af 2019 har vi oplevet en stigende tilgang af kunder og også i den senere tid fået en del forespørgsler fra potentielt nye kunder i lokalområdet.
- De er interesserede i at bruge en virksomhed der er lokal, som kan servicere professionelle kunder, og som er tæt på kunderne – og her er vores tilbagemelding naturligvis, at vi bare er så klar til at tage imod de nye kunder, siger Søren Kristensen.
Virksomheden har en arbejdsradius på op til en times kørsel fra Give, så man kommer vidt omkring, og i og med man har hele 5 særdeles veludrustede servicevogne, er der ikke ret mange opgaver, de gode folk fra Traktorgåden ikke kan løse ude hos kunderne.
Skal ikke væk fra Give
Nok er New Holland og Kuhn virksomhedens store brand og primære salgsobjekt, men man servicerer et hav af forskellige mærker både indenfor landbrugs- og industrimaskiner, ligesom Traktorgården også sælger brugte traktorer og maskiner af andre mærker end New Holland og Kuhn.
-Vi har som sagt et kæmpe bagland, vi har masser af muskler, og vi er løsningsparate på alle planer. Vi er parate til at hjælpe dem, der kommer her for at få hjælp, uanset om folk kommer med en gammel plæneklipper eller en stor mejetærsker, siger Ole Pedersen, og dertil føjer Søren Kristensen:
- Vi har bevaret den oprindelige ånd fra Traktorgårdens start, og hvis den nye markedssituation betyder, at vi skal ansætte flere folk, så er vi klar til det. Vi kunne nok godt bruge mere plads her på Bækgårdsvej. Vi skal ikke flytte væk fra Give, for så mister vi historikken og folks faste bevidsthed om, hvor vi er. Nu må vi se, hvad fremtiden byder af muligheder og så ellers tilpasse os til situationen, lyder det synkront fra Søren og Ole.
Traktirgården i Give åbnede helt tilbage i 1981 med daværende indehaver Eli Kristensen ved roret Foto: Jim Hoff