Stærkt jubilæum hos Thyregod A/S: Kent har været firmaets mand og schweizerkniv i 40 år 

For 40 år siden gik Kent Pedersen en formiddag og vaskede bil derhjemme i Thyregod. Så kom Johannes Norlyk, indehaver af Norlyk og Sønner, forbi og undrede sig: Hvorfor går sådan en knægt på 20 år og vasker bil? Har han ikke andet at lave? Kort efter var den unge mand ansat hos Norlyk – og det har han nu været i 40 år.  

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk  

JUBILÆUM: Der står som alle ved en god kvinde bag alt. Sådan er det også med Kent Pedersen flotte 40-årige karriere hos maskinproducenter Thyregod A/S, tidligere kendt som Norlyk og Sønner A/S.  

For da indledningsvist omtale Johannes Norlyk kom tilbage fra sin gåtur, hvor han spottede Kent Pedersen, der var arbejdsløs på 2. dag efter at være blevet udlært mekaniker i Brande hos BMC Brande, i gang med bilvasken, fik han fat i kontordamen Margit, og bad hende om at sende den unge mand hen på fabrikken dagen efter. 

Hvorfor nu det? Jo, Margit var gift med Kent, så direktør Norlyk, der var en myndig herre med hjertet på rette sted, mente nok, hun kunne få ham ud af vagten. Det fik hun, for Margit kan også nogle tricks, og Kent blev ansat samme dag. 

Fiksede både, knallerter og plæneklipper for chefen 

Mekanikersvenden skulle hurtigt vise sig at blive lidt af en schweizerkniv i firmaet, for der var ikke den opgave, som Johannes Norlyk mente, at Kent ikke kunne løfte. 

-Førhen fik virksomheden altid serviceret sine lastbiler og køretøjer hos BMC i Brande, men nu mente Johannes nok, at jeg kunne klare det job, så vi beholdt de gode penge her i firmaet. Hvis der manglede en dingenot eller reservedele, sørgede jeg også for det med god hjælp fra drejerne på maskinværkstedet. 

-Hvis den var gal med Norlykfamilens plæneklipper, eller deres egne biler, så fiksede jeg også det – og nogle gange sagde Norlyk, at ‘nu du har fat i plæneklipperen, så kan du da også lige slå græsplænen. Græsset er ved at blive lige langt nok’. Og det gjorde jeg så. Jeg fik da også æren af at servicere Johannes Norlyks båd - det var godt nok en heldagsforestilling, og det var da også mig, der servicerede slagter Norlyk fra Sdr. Ommes biler. En gang fiksede jeg en Puch Maxi – og det udløste så en halv gris i belønning, så det var afvekslende arbejdsopgaver, jeg fik, husker 60-årige Kent med et stort smil. 

Frihed under ansvar og noget for noget 

Vi er bænket i personalerummet hos Thyregod A/S over en kop kaffe sammen med den nye direktør Carsten Jensen, controller Jan Riis Hansen, indkøbsansvarlig Jette Egsgaard og Anders Børresen fra produktionen, og her flyder det med sjove anekdoter, historisk interessante tilbageblik og masser af pæne ord til 40-års jubilaren.  

Nu fornemmer man jo nok på indledningen her, at Kent blev sat til mange forskellige slags opgaver, både i virksomhedens og familiens tjeneste. Selvfølgelig fordi han havde evnerne som bredt funderet handyman. Men fleksibiliteten gik også den anden vej.  

-Kulturen her var meget ‘noget for noget’. Jeg fik for eksempel en nøgle til firmaet og kunne komme og gå, som jeg ville. Hvis jeg skulle låne en traktor, så var svaret altid ja, hvis jeg lige skulle bruge værkstedet i privat øjemed udenfor arbejdstiden både om aftenen og i weekenderne, skulle jeg bare gøre det. Johannes Norlyk havde stor tillid til sine folk, det var frihed under ansvar, og det at man på den måde blev mødt af denne store tillid og fleksibilitet, gjorde at man følte sig som en vigtig del af virksomheden. Man følte ejerskab og ville gerne gå en ekstra kilometer for både virksomheden og direktøren, siger Kent. 

Den 27. august kunne Kent Nielsen (tv.) fejre 40-års jubilæu,m hos Thyregod A/S. Her sammen med virksomhendes nye direktør, Carsten Jensen. Foto: Jim Hoff

Omvandrende levende leksikon 

Gennem de nu 40 år i virksomheden har Kent udviklet sig til at være firmaets ‘schweizerkniv’, en problemknuser og en herre der aldrig siger nej til en opgave. Han har udført mekaniker, smede og elektrikeropgaver. Han kom ind i el-afdelingen midt i 90’erne, og i dag er hans primære arbejdsområde i montageafdelingen, hvor han er formand. Han har også arbejdet meget med el- og hydraulik, og det eneste område Kent ikke har været i gang er nok malerværkstedet og til dels også ved drejebænken.  

-Kent kender til det hele, og han er et firmaets omvandrende leksikon. Spørg bare Kent, hvis du er i tvivl, han ved alt om det meste. Han er vores go-to-guy, både her på værkstedet men også ude i marken. Er der bøvl med en roeoptager, så ringer man bare til Kent, så kommer han ud og fikser den, og så har han altid været forandringsparat, lyder det rosende fra Jan og Anders, der har været arbejdskammerater med Kent i mange år. 

-Jeg synes da også selv, at det er superfint at komme ud i marken, ud til de daglige brugere af vores maskiner. Her kan man både få nogle gode snakke og få ideer til udvikling af vores maskiner osv., siger Kent. 

Fagligt spændende gennem alle år 

Netop denne mangfoldighed af arbejdsopgaver er noget af det, der har motiveret Kent til at gå på arbejde hver dag i nu 40 år i samme virksomhed. En virksomhed, der har tilkøbt andre mindre virksomheder og som selv har skiftet ejere og navn hen ad vejen. Kerneydelsen, udvikling og produktion af landbrugsredskaber og vogne, har man bibeholdt, og mange af de ansatte hos Thyregod A/S har vært med i mange år. Og den del er også vigtig for Kent, når han skal forklare, hvad det er, der har fastholdt ham på samme arbejdsplads så mange år.  

-Det har været spændende at være en del af virksomhedens udvikling på det faglige område. Jeg har hele tiden fået nye og fagligt set spændende opgaver, og det er sådan noget, der driver mig. Produktudvikling og problemløsning, det er lige mig. Og så er der de gode kolleger og det gode sammenhold her på stedet. Det at vi har denne her kultur og ånd, hvor man kan arbejde med frihed under ansvar, at man står op for hinanden, det er sådan det skal være. Og så er det da også herligt, at vi også kan se vores direktør gå ud i montagehallen og stå og skrue på tingene – det at ledelsen går forrest, det er også vigtigt i min verden. Jeg har haft 7 direktører i min tid her, 4-5 forskellige driftsledere, og her er det vigtigt, at vi kan bevare ånden og kulturen her ude på gulvet, pointerer Kent. 

Så fik politiet lige en skideballe af chefen 

Af andre pudsige anekdoter er der fortællingen om dengang Kent efter en svømmetur i svømmehallen satte sig ud i sin bil – med det resultat, at vinduerne duggede totalt til.  

-Det var næsten umuligt at se noget, så det endte med, at jeg kom til at køre ind i huset her ved fabrikken. Så kom politiet og blandede sig og troede jeg havde drukket osv. Sikken bøvl og ballade. Nå, men det endte med at Johannes Norlyk ringe de politiet op og i klare og tydelige vendinger forklarede dem, at de f..... ikke skulle genere hans medarbejdere. Og bulen i huset, den er der stadigvæk, lyder det fra 40-års jubilaren med et stort smil. 

God til at håndtere nye folk 

Med sin store erfaring og stor faglige bredde og knowhow er Kent blevet en rigtig god læremester for de unge, der kommer ind i virksomheden. I dag er der mange udlændinge ansat, og det kan naturligvis give nogle sproglige udfordringer, især hvis de ansatte ikke taler engelsk.  

-Det handler om stille og roligt at læse sig ind på de nye folk. De skal med ind i folden, og vi er meget obs på at vise dem, at vi vil dem. Vi afviser ingen her, siger Kent.  

-Kent har her en vigtig funktion. Han er rigtig god til at oplære både danskere og udlændinge på sin egen stille og rolige facon. Og hans fine tilgang er netop en del af værdisættet her. Det er sådan vi gør tingene, og det er vigtigt, at vi i Kent har en mand, der både kan formidle sin store viden og kulturen her videre til de nye folk, siger Anders Børresen. 

Kent Pedersen har arbejdet mange forskellige steder i virksomhende gennem nu 40. Pt. er han formand i montageafdelingen og ses her sammen med sin wingman, John Simonsen. Foto: Jim Hoff

Sejler speedbåd med knægtene 

Et anden helt anden fordel for Kent i forhold til at arbejde hos Thyregod A/S er jo, at han bor i byen sammen med Margit, der også har arbejdet i virksomheden i tæt på en menneskealder.  

-Det er nemt at komme på job, når bor tæt på. Og jeg kan gå hjem hver dag til frokost og lufte hunden og få et par stykker rugbrød. Det er rart og nemt, fortæller Kent med et stort smil.  

Margit og Kents to store sønner Michael og Jesper er også med til at holde ‘den gamle’ i gang med arbejdsopgaver. For nogle år siden mente de to gutter, at familien skulle købe en båd, og det gjorde de så.  

-Den havde hul i bunden, og gæt hvem, der ‘fik lov til’ at reparere båden? Nemlig, det gjorde jeg da. Og det er da også mig, der står for at holde båden ved lige, fortæller Kent, der ikke lægger skjul på, at han er familiens handyman og som altid står klar, når der er nogle opgaver, nyt tag for eksempel, der skal udføres i sønnernes huse og haver. 

Når de tre hvalpe Kent, Michael og Jesper tørner ud med båden på vandski, er det Kent, der har taget speedbådscertifikat, der styrer båden, mens de to knægte kan få lov til at føre sig frem i fuld fart på bølgen blå. Den slags hundekunster skal ‘den gamle’ ikke have noget af.  

Ingen pensionsplaner  

Men hvad så med det gode og alsidige arbejdsliv, som Kent nu har haft gang i i 40 år? Hvor længe bliver det ved?  

-Jeg har ingen pensionsplaner, overhovedet ikke. Så længe det er sjovt at gå på arbejde, bliver jeg ved. Jeg kan da heller ikke undvære mine arbejdskammerater her, den gode kemi og de mange gode timer både med det gode sammenhold og de udfordrende og mange nye opgaver – det kan jeg da overhovedet ikke undvære, konstaterer Kent med et stort smil.  

Han kobler af sammen med Margit i campingvognen, oftest i Juelsminde, hvor der kun er et punkt på programmet: Total afslapning, eventuel krydret med en god bog af og til. 

40-års jubilæet, der reelt var den 27.august, blev fejret den 3. september sammen med arbejdskollegerne med kaffe, rundstykker og basser. Helt nede på jorden – og helt i Kents ånd.