Sparekassen Kronjylland i Billund fortsætter væksten – nu også lokalemæssigt
Siden Sparekassen Kronjylland åbnede i Billund, er det kun gået én vej, nemlig fremad. Afdelingen har oplevet vækst både på kunde- og personalesiden, og nu har man så også taget nyistandsatte lokaler i brug for at få bedre plads til personalet og for at få flere mødelokaler.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavsi.dk
ERHVERV: Fredag den 6. september midt formiddag fik Sparekassen Kronjylland i fornemt besøg med historiske undertoner. Seks personer, der har været en del af huset gennem årene, dukkede op til en hyggelig reunion med kaffe, rundstykker og en herlig tur down memory lane sammen med filialdirektør Jørgen Møller.
Men hvad var så anledningen til dette fine besøg?
Råder nu også over Nyboligs tidligere lokaler
Helt konkret så var gæsterne dukket op for at se den nye tilbygning, som Sparekassen Kronjylland nu har taget i brug efter en ombygnings- og istandsættelsesperiode. Sparekassen har gennem en årrække ligget ryg mod ryg med Nybolig i Billund, men da Nybolig i februar flyttede teltpælene ned til Skousen, blev der pludselig nogle gode kvadratmeter ledige.
-Vi sad 15 medarbejdere rimelig tæt her i de oprindelige lokaler, så da vi fik mulighed for at udvide og få mere plads, slog vi til. Væggen ind til Nybolig er blevet væltet, og det har givet os meget mere luft, mere plads til personalet og har også kastet et par ekstra mødelokaler af sig, fortæller Jørgen Møller, mens de føromtalte seks gode venner af huset roligt ankommer og trykker på næven og får taget hul på snakken om de gode gamle dage.
Gået fra 5 til 15 medarbejde på 9 år
Det er dog ikke kun på lokalesiden, at Sparekassen Kronjylland Billund er vækstet gennem årene.
-Da vi startede her tilbage i 2025, var der 5 ansatte. I dag er der 15 ansatte, og hvis det fortsætter, så skal vi snart på markedet efter 1-2 nye privatrådgivere. Kundeporteføljen er nemlig også inde i en god vækst, så alt i alt går det jo bare rigtig fint, konstaterer Jørgen Møller.
De seks gode venner af huset, der denne dag dukker op, og som har været med til at gøre Sparekassen Kronjylland Billund til den størrelse den er i dag, er Jytte Pedersen, Heine Serritslev, Peter Ravn, Charen Lizbeth Nyborg, Kurt Hansen og Birgitte Barclay, og de får indledningsvist lige en guidet tur i både de gamle og de nye lokaler. Herefter er der dømt kaffe og rundstykker – og så går snakken ellers lystigt med Jørgen Møller for bordenden.
Fredag den 6. september havde huset fint besøg af en række folk, der gennem 9 år har været en væsentlig del af den flotte udvikling af Sparekassen Kronjylland i Billund. Foto: Jim Hoff
Åbent Hus den 13. september
De nyistandsatte lokaler vises officielt frem for offentligheden fredag den 13. september, hvor der er Åbent Hus fra klokken 14.00 til 17.00.
Her vil der være en god dansk pølsevogn man kan fornøje sig med rent kulinarisk, og der vil også blive sat en skattejagt i gang til børnene, der også vil få en pose fredagsslik med hjem.
Væggen ind til Nybolig er blevet væltet, og her har gode håndværkere så etableret nye fine lokaler til medarbejderne. Her ser vi et eksklusivt udsnit af de gode folk, der var til stede denne fredag. Foto: Jim Hoff
Sparekassen Kronjylland har udvodet lokalekapaciteten, idet man har tilkøbt de lokaler, der tidligere husede Nybolig, som man ser her til højre i billedet. Foto: Jim Hoff