Sebastian Klein vender stærkt tilbage: Børneunderholdning i topklasse i Givskud Zoo - Zootopia

Sebastian Kleins soloshow er det tætteste, man kommer på et decideret standup comedy-show for børn. I en kombination af levende dyr, gøgl, dans og håbløse tryllenumre leverer han et fabelagtigt underholdningsshow for hele familien i Givskud Zoo lørdag den 14. september.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

GIVSKUD: Det er bestemt ikke en hr. hvem-som-helst, der lørdag den 14. september gæster Givskud Zoo. Sebastian Klein er nemlig en af Danmarks førende naturformildere og er blandt andet kendt fra en række tv-programmer for eksempel "Bidt, brændt og stukket" på DR Ultra og "1 døgn, 2 hold, 3 dyr" på TV2.

Han er derudover også forfatter til en lang række bøger, primært om dyr, og med sin store viden og passion for natur og dyreliv formår han at engagere og begejstre både børn og voksne, når han optræder.

Sæsonens sidste børneunderholdningsaktivitet

Så gæster i Givskud Zoo - Zootopia kan glæde sig til en masse underholdning og ny viden pakket ind i en sjov ramme med rigelig plads til grin, når Sebastian Klein går på scenen i parken med sit soloshow klokken 14.00.

Showet er det sidste i rækken af børneunderholdningsaktiviteter Givskud Zoo - Zootopia 2024, så det er en rigtig fin lejlighed til lige at få det sidste med i forhold til supergode familieoplevelser i den populære dyrepark.

Sebastian Klein går på scenen klokken 14.00, og det foregår på P1 i området mellem humboldtpingvinanlægget og ulveanlægget.

Det er gratis at overvære showet, når entré til Givskud Zoo - Zootopia er betalt.

Bonusinfo om fantastisk bog med sjove dyrehistorier:

I 2022 udkom Sebastians bog ’Verdens 100 mest berømte dyr’, hvor man for første gang kan læse om dyreverdenens berømtheder på dansk. Prøv lige at se her:

Der findes dyr, som har gjort, klaret eller været udsat for så usædvanlige ting, at de er blevet berømte. Hanen Mike levede for eksempel i halvandet år efter, at den havde fået hugget sit hoved af.

 Bjørnen Wojtek blev soldat i den polske hær, Gorillaen Koko lærte tegnsprog, og hunden Bobbie gik over 4.000 km. for at blive genforenet med sin familie.

Hvidhvalen Hvaldimir blev mistænkt for at være spion, krokodillen Gustave dræbte omkring 300 mennesker, og blæksprutten Paul kunne efter sigende forudsige udfaldet af fodboldkampe.

Sammen med en masse andre dyr er de for altid skrevet ind i verdenshistorien.

 

Foto: I 2022 udkom Sebastians bog ’Verdens 100 mest berømte dyr’, hvor man for første gang kan læse om dyreverdenens berømtheder på dansk. PR-foto