Så er der gratis soft ice ad libitum: Give Tandklinik fejrer 1-årsfødselsdag til Kunst & Skulpturdagen
Michael Bonde overtog Give Tandklinik i Østergade 1. juni i 2022, og efter et år med en gennemgående modernisering af klinikken og en snarlig opgradering på personalefronten, er Michael og hans team klar til at markere 1-års dagen, som fejres ved at personalet deler gratis softice ud til Kunst & Skulpturdagen fredag den 2. juni.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
GIVE: Den 1. juni 2022 overtog tandlæge Michael Bonde Give Tandklinik i Østergade i Give fra Jacob Bang. Det forløbne år er ifølge Michael Bonde gået hurtigt ikke mindst fordi, der er blevet brugt meget tid og mange ressourcer på at renovere og modernisere klinikken, ligesom man nu også kigger ind i en forøgelse på personalesiden, idet der er ansat en ny tandlæge pr. 15. august og en elev tiltræder i slutningen af juni måned.
- Det er utroligt vigtigt for os, at vi kan få nedbragt ventetiderne, så vi knokler virkelig for at kunne hjælpe så manne folk så hurtigt som muligt. Derfor bliver det også en styrke at få flere folk ansat her i klinikken. Det bliver serviceniveauet kun højere af, siger Michael Bonde.
Et år med investeringer i nyt udstyr og personale
Han har også investeret i en del nyt udstyr, heriblandt et nyt stort røntgenapparat med dertil hørende state of the art software, der kan levere skarpe diagnoser på klienternes tandsæt. Det betyder, at man kan udføre ganske komplicerede behandlinger. Klinikken har også fået implementeret en række digitale processer, der betyder, at man kan få sin krone samme dag, som man får taget mål til den.
- Det er ret unikt, for normalt skal man tit vente op til 14 dage, inden kronen er klar, men her klarer vi det samme dag, og det ser vi da også som en rigtig god service for kunderne, siger Michael.
Teamet består pt. af Michael Bonde, tandlæge, Eva K. Jensen, der er tandplejer, og som har været på stedet i 10 år, klinikassistent Eva Rasmussen og Camilla Troelsen, der er hentet tilbage til klinikken i Give efter en lille afstikker.
- Camilla er jo indfødt Givepige, og vi er rigtig glade for, at hun er tilbage her i klinikken igen. Hun har været her i 6 år og kender området og folkene godt, så det er rigtig godt, hun er tilbage igen, siger Michael Bonde.
Overvejer seriøst at flytte til Give – og så er der gratis is
Han er blevet rigtig glad for Give på den ene år han har haft klinikken i Østergade. Faktisk så meget, at han og hans hustru, der pt. bor i Vejle, kigger seriøst på hus i byen.
- Vi er blevet taget rigtig godt imod her i Give. Folk er bare så flinke, og vi har stor lyst til at blive en del af handels- og foreningslivet. Det er vigtigt for os at vise flaget, og vi er da også eksempelvis sponsorer i Give Fremad.
Camilla Troelsen kan fortælle, at klinikken i anledning af 1-års fødselsdagen vil være værter for en gang gratis softice.
- Vi står nede foran klinikken i Østergade fra 17.00 til 20.00 og deler softice ud. Vi har fået fat i en softicemaskine, og der er ”fri bar”. Vi er, som Michael siger, blevet taget rigtig godt imod her i byen, så nu vil vi gerne forkæle folk med noget lækkert is, og vi håber på en masse gode snakke og en hyggelig eftermiddag/aften til Kunst & Skulpturdagen, siger Camilla.
Du kan læse mere om Give Tandklinik på deres hjemmeside, som du finder her.
Fotos fra Give Tandlægeklinik