Nytårsbombe i Givskud: Bo og Pia lukker købmandsbutikken til sommer

Efter 17 år som købmandspar i Givskud slutter det fine forretningseventyr for Pia Runoberg og Bo Them Jensen den 30. juni 2025. Her har parret sidste åbningsdag med Min Købmand, og fremover handler det både om mere tid til familien og til at udvikle på Pias garnbutik og Bos træpillesalg. Hvad fremtiden bringer for butikken står endnu hen i det uvisse, men interessen for de 600 kvadratmeter er stor.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

ERHVERV: Den 31. december 2024 blev en speciel dag for folkene i købmandsbutikken i Givskud, både for indehaverne Pia Runoberg og Bo Them Jensen. Her blev personalet nemlig orienteret om, at Pia og Bo har valgt at lukke ned for købmandsbutikken den 30. juni 2025.

Dermed er et flot erhvervseventyr til ende efter 17 år, idet Bo slog dørene op for købmandsbutikken i Givskud i februar 2008, og hen over de 17 år har  Pia og Bo skabt og udviklet en flot og veldrevet lokalt funderet købmandsbutik, der foruden udbud de daglige fornødenheder også tilbyder sig som pakkeshop og apoteks-håndkøbsudsalg.

Skal ned i tempo – for familielivets skyld

- Vi har da investeret blod, sved, tårer og en hel del penge i butikken her – og det har vi gjort med stor fornøjelse. Det gør helt sikkert ondt at vi nu skal sige farvel til sommer. Det er mærkeligt at tænke på, og det bliver meget vemodigt at sige farvel. Vi kommer helt sikkert til at savne vores gode trofaste kunder, der gode hverdag og ikke mindst vores ansatte. Men vi skal også passe på os selv og tænke på vores familieliv. Det bliver så rart at få mere tid til familien og vores 6 dejlige børnebørn. Her har vi en del vi skal indhente, lyder det samstemmende fra Pia og Bo.

Bo tilføjer, at han nu gennem snart 17 år har vænnet sig til at møde op i butikken mellem 4.00 og 5.30 hver dag 7 dage i ugen.

- Det bliver da uden tvivl mærkeligt at undvære det her liv. Man oparbejder på en fast livsrytme, og det at være selvstændig købmand, det er bare en helt speciel livsstil og livsrytme, man her arbejder med. Men jeg kan også godt mærke, at det bliver godt at komme lidt ned i tempo og puls, og selvom vi stopper med købmandsbutikken, er det langt fra slut med vores erhvervsvirke, siger Bo.

Garn og træpiller

For samtidig med at Pia og Bo har kørt købmandsbutikken i Givskud har de, udover i perioder også at har været tovholdere på købmandsbuttikerne i Vesterlund og Kollemorten, ved siden af begge to oparbejdet to velfungerende virksomheder. Pia har slået sig ind på salg af garn via sin garnbutik på Vejlevej ve Go On tanken, og Bo har i en årrække solgt træpiller, en gesjæft, der ligesom Pias garnbutik, er inde i en rigtig fin positiv udvikling. 

-Det er min klare målsætning, at fordoble mit virke i energibranchen hen over 2025-2026. Der flere fine muligheder for en udvikling af min forretning her, og jeg har nogle gode samarbejdspartnere, som kan være med til, at jeg bliver endnu bredere i mine udbud indenfor energibranchen. Vi beholder også entreprisen med Go On tanken, og her ligger der også nogle gode muligheder for udvikling i forhold til energiformer. Jeg sidder i bestyrelsen hos Go On, og via den post ved jeg jo en del om, hvilke muligheder fremtiden byder på, fortæller Bo og pointerer, at både han og Pia nu vil gå all in på deres respektive forretningsområder.

De pointerer at de ser Givskud som en rigtig fin landsby at drive lokal købmandsbutik i – både på grund af den solide lokale opbakning og på grund af Givskud Zoo, der jo hvert år tiltrækker masser af folk til byen – og dermed også er med til at generere handel i købmandsbutikken.

-Det er jo virkelig en guld værd for butikken her, at vi har Givskud Zoo. Her har vi en stor fordel i forhold til andre købmænd i byer af sammenlignelig størrelse.

Pia har oparbejdet en velassorteret og velbesøgt garnbutik på Vejlevej ved Go On tanken - og den butik vil hun køre videre med, selv om hende og Bo lukker købmandsbutikken til sommer. Foto: Jim Hoff

Er åbne for seriøse bud

Det er Bo og Pia, der ejer de bygninger, der rummer købmandsbutikken og de tilstødende lagerlokaler. Vi taler om godt og vel 600 kvadratmeter butik plus lagerlokaler, og disse lokaler er attraktive og velegnede til mange forskellige formål rent erhvervsmæssigt.

-Man kan jo sige, at når jeg nu går efter at fordoble min involvering i energimarkedet, så skal jeg bruge dobbelt så meget plads. Og her ligger der så til sommer godt og vel 600 kvadratmeter ledige lokaler, så jeg tænker da, butikken her kunne være særdeles velegnet til det formål. Men når det er sagt, så er intet afgjort, under streger Bo.

Lokalerne er altså i spil til andre formål, som man forstår.

-Vi er åbne for gode og seriøse bud, for vi er jo købmænd. Men det kan også være, at vi selv vil bruge lokalerne. Vi har fået nogle bud, og der er også andre brancher end købmandsbranchen, der har vist interesse og som gerne vil ind her. Det er nok også stadig i spil at oprette en borgerbutik (købmandsbutik drevet og økonomisk funderet af borgerne i samspil med en købmandskæde, red.). Men her er det vigtig for os at understrege, at processen og udviklingen af en eventuel borgerbutik ikke bliver med os som tovholdere og promotere, pointerer Pia og Bo.

Forbliver synlige i handelslivet i byen

De har siden 2020 boet i Ejstrupholm, og det vil de blive ved med, selvom de stadig vil køre garn- og energiforretning fra Givskud. Her i starten vil Pia køre med de samme åbningstider som hidtil, og Bo er som han siger med glimt i øjet ’klar til en god handel med træpiller døgnet rundt’.

-Vi er glade for at være i Givskud. Her har vi haft 17 gode år, og selv om vi til sommer lukker ned for købmandsbutikken, så er vi jo stadig købmænd begge to helt ind i knoglerne. Og det vil vi selvfølgelig blive ved med at være.

Så selv om Pia og Bo altså den 30. juni har sidste åbningsdag med købmandsbutikken, så vil de forblive med at være synlige og aktive i erhvervs- og handelslivet i Givskud og omegn. De kan jo slet ikke lade være!

 

Bo har de sidste år fået oparbejdet en god virksomhed med salg af træpiller, og i 2025-26 vil han fordoble sin virksomhed med salg af energiprodukter. Foto: Jim Hoff