Ny spændende trend på gardinmarkedet: Stofgardiner er bare sagen 

Kleis Gardiner fra Give har været på banen siden 2016 og her i den periode fulgt de forskellige trends på markedet. Her i 2024 er det i høj grad stofgardinerne, der har vundet indpas, og hvilke muligheder og kvaliteter det byder på, kan du læse mere om her. 

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk  

DIN BOLIG: I 2016 startede Kim Kleis op som selvstændig med Kleis Gardiner. Fast medspiller på holdet er hustruen Kirsten, der håndterer det administrative, mens Kim er fagmanden, der håndterer kundekontakt, udmåling og montering.  

-Det har været en god periode for Kleis Gardiner, idet der har været nok at se til. Der er fart på, og vi har redet godt med på det byggeboom, der blandt andet rammer ned her i Give lige nu. Her har vi leveret til en række af de nye boliger i Golfbyen (Pigernes Kvarter, Bregnhoved Have og Kilemosen, red.), ligesom vi også er med inde over i andre byer, hvor det går stærkt med nybyggeriet. Faktisk leverer vi fast i byer som Vejle, Kolding, Silkeborg, Fredericia og Hedensted, fortæller Kirsten og Kim. 

 

Det er Kleis Gardiner, der har leveret stofgardinerne til restauranten på Diagonalkroen i Give. Privatfoto

Perfektionist med høj score på Trustpilot 

Kleis Gardiner er et klassisk enmandsfirma, hvor Kim klarer alt det praktiske ude ved kunderne. Der er som sagt nok at se til, og i spidsbelastningsperioder hyrer Kim en freelancemedarbejder ind, men generelt sætter han en ære i selv at stå for hele entreprisen. 

-Jeg er jo nok perfektionist og jeg ved bare, hvordan jeg vil have tingene skal være. Jeg elsker at være med ind over hele processen, og så ved jeg også, at når jeg kører fra en kunde, så er det bare i orden – og det er en stor tilfredsstillelse, pointerer Kim. 

Kleis Gardiner scorer topkarakterer på Trustpilot, 5 stjerner, og det betyder faktisk også, at de løbende får henvendelser fra Københavnsområdet. Her takker de dog pænt nej grundet den noget tunge logistik.  

-For os handler det om at levere et ordentligt stykke arbejde. Vi opererer med gode pålidelige underleverandører, vi har en knaldgod dansk systue, der laver vores ting, så vi kan på alle parametre levere kvalitet. Og det er helt klart vores mantra, at vi ikke går på kompromis med kvaliteten, understreger Kim. 

 

Her er vi i Billund i et penthouse, hvor Kim Kleis også har leveret nye moderne stofgardiner. Privatfoto

Markedet for stofgardiner er eksploderet de sidste par år 

Tilbage til den nye trend på gardinmarkedet, hvor det som er stofgardiner, der lige nu dominerer markedet.  

-Det er kommet lidt bag på branchen, men markedet for stofgardiner er eksploderet de sidste par år. For 5 år siden var det cirka 10 procent af de gardiner, vi solgte, der var stofgardiner. I dag er det lidt over 50 procent. I dag er nybyggede huse oftest udstyret med store vinduespartier, og her ser især den unge generation stofgardiner som det rigtige og mest spændende valg. 

-Men det er ikke kun til vinduer, vi sælger stofgardiner. For nylig beklædte vi en 100 kvadratmeter stor endevæg på et reklamebureau i Aarhus med stofgardiner for at lave noget lyddæmpning i rummet. Det blev rigtig flot, og udover at lyddæmpe, skærme for solen stråler, reducere effekten af kuldebroer og skærme af for nysgerrige blikke ind i huset, så er der så mange smarte ting, man kan gøre med de her gardiner. 

-Man kan få gardinskinner med indbygget lys, gardinerne kan fjernstyres via en app på telefonen, man kan også programmere gardinerne til at gå for eller fra alt efter behov, så kombineret med fjernstyring af lys, kan man faktisk også lave en form for tyverisikring af huset på den måde, siger Kim. 

Nyt moderne design  

Han pointerer, at når man tænker stofgardiner, så skal man ikke tænke stofgardiner som i de go’e gamle dage hjemme ved mormor.  

-I dag er der tale om lette, luftige og og oftest lyse semitransparente gardiner, der nærmest indgår i husets rum som design og kunst. Gardinerne bliver syet på en helt anden måde i dag. Det hedder wavegardiner eller loungegardiner, og det er virkelig flot og giver et moderne udtryk.  

Vi har i alt 750 forskellige varianter af stofgardiner i vores gardinbus, som vi kan tilbyde kunderne, og vi ser flere og flere kaste sig ud i farverige og spændende nuancesammensætninger. Det er også relevant at påpege, at mange af vores stofgardiner er fremstillet af recyklede materialer, og dermed har vi også fokus på miljøet, forklarer Kim. 

 Herunder to fotos fra et nybygget hus i Bredballe, hvor Kleis Gardiner også har stået for gardinindretningen.