Nu kan Bjarne lave koteletter: Juleshoppingvinder Elin gik efter hårde hvidevarer og sportsartikler

Dette års vinder i Give Handel og Erhvervs juleshoppingskonkurrence, Elin Søbye fra Givskud, havde gameplanen klar, da hun lørdag mødte op ved julemandens hus på Torvet med gemalen Bjarne for at fyre gevinsten på 5000 kroner af i byens butikker.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

JUL I GIVE: Torsdag formiddag klokken lidt i 9.00 ringede telefonen hos Elin Søbye på Vejlevej i Givskud. I den anden ende af røret havde hun Hanne Lund, formanden for Give Handel og Erhverv, og Hanne havde en virkelig fin juleoverraskelse til Givskud store ildsjæl.

-Sidder du ned Elin, for stort tillykke. Du har nemlig lige vundet 5000 kroner i vores juleshoppingskonkurrence – og der er lige en flok folk her i salen, der lige vil hilse på dig, lød det herlige budskab fra Hanne, mens forsamlingen af butiks- og erhvervsfolk i baggrunden brød ud i et flot flerstemmigt ’tillykke’ ledsaget af  bragende klapsalver.

Den melding skulle da lige ind og vende hos Elin, som selvfølgelig blev megaglad for den gode nyhed.

-Jeg troede, da jeg hørte telefonen ringede, at det handlede om noget med noget dommerpåsætning, for det var et nummer jeg umiddelbart ikke kendte. Men så var det Hanne Lund, der lige kom med denne fantastiske nyhed. Og sjovt nok havde Bjarne og jeg lige fået nyt køleskab og stod og snakkede om, at vi nok også skulle overveje at anskaffe os et nyt komfur, da det gamle trængte til en udskiftning – og så dukker der lige 5000 kroner op ud af den blå luft, lyder det fra Elin med et stort smil, mens hun modtager gavekortet på 5.000 kroner fra Hanne Lund, selvfølgelig lige foran julemandens hus på Torvet.

Ismaskine og tights

Og planen er, naturligvis når det drejer sig om Elin, lagt hjemmefra i forhold til, hvordan de 500 kroner skal bruges.

- Vi skal 3 steder hen: Imerco, hvor vi skal have en ny ismaskine til ungdomsklubben, da den gamle er brudt sammen. Oh her afbryder Hanne Lund så lige impulsivt.

- Jamen hov Elin, du bruger da vel ikke dine penge her til ting til klubben. Det er jo dig, der skal have gaver. Jeg ved godt, du er klubmenneske helt ind i knoglerne, men alligevel…. lød det fra Hanne Lund med et skævt smil.

-Den gamle ismaskine, der nu er slidt op, var egentlig Bjarnes, så nu køber vi en ny. Om sommeren er den så i klubben, hvor de unge mennesker virkelig får drukket mange, mange liter isvand, og så tager vi den hjem her om vinteren, så på den måde får vi jo også selv glæde af den, lød forklaringen fra det inkarnerede klub- og foreningsmenneske fra Givskud. Så derfor gik turen hen i Imerco, hvor Elin fik bestilt en ismaskine hos ekspedienten Cecilie og butiksleder Mette.

Next stop var hos Hanne Juhl, Dennis og Morten i Sportigan, hvor Elin fik sig et par tights, så hun kan møde op i stilfuld vis til den faste ugentlige gang gå-fodbold, som hun er tovholder for i Givskud.

-Jeg kan rigtig godt lide at gøre mine handler lokalt. Her kender vi hinanden, og serviceniveauet er bare højt. Det betyder meget for mig, at jeg kender folkene i butikkerne – og at de kender mig. Det handler meget om tillid, forklarer Elin, mens vi så bevæger os ned mod Give El Kop & Kande, hvor den helt store ekstra julegave skal i land – nemlig et nyt komfur.

Elin startede op hos Mette og Cecilie i Imerco, og derefter gik turen ned  til Hanne Juhl i Sportigan. Foto: Jim Hoff

Rabat og koteletter

Her tager Ulla venligt og imødekommende imod i en stopfyldt butik, og Elin og Ulla finder hurtigt frem til at par interessante modeller. Da Ulla så pointerer, at det ene komfur også kan tage store fad med for eksempel koteletter, så ryget tomlen lynhurtigt i vejret hos Bjarne – og så var den handel i hus.

-VI skal nok lige finde en fin pris til jer, og vi kan sagtens komme med komfuret i eftermiddag og stille det op for jer, lyder det fra Bo Kristensen, der lige kigger forbi den hyggelige seance.

Den er Elin og Bjarne med på, og Bo lover da også ved samme lejlighed, at han nok skal komme forbi og give Bjarne et lynkursus i, hvordan man laver perfekte koteletter på det nye komfur. Den melding klukker Ulla og Elin lidt af.

- Det er fint nok, hvis du bare stiller komfuret op, Så skal jeg nok tage mig af madlavningen. Det tror jeg alle parter er bedst tjent med, lyder det fra Elin med et stort smil, mens Bjarne klogeligt nikker ja baggrunden.

Og så var de 5000 kroner, plus en del mere, væk, og så kunne det ellers blive jul i familien Søbye.

 

Hos Ulla i Give El Kop & Kande fandt Elin et nyt komfur, og så kan husbonden Bjarne for alvor komme til at lave koteletter. Foto: Jim Hoff