Mor og søn i tæt samarbejde: RealMæglerne i Give indtager det tyske boligmarked

Mange syd- og sønderjyske mæglere har i længere tid benyttet sig af annoncering på det tyske marked. Danmark er blevet et attraktivt marked for tyskerne, og nu har RealMæglerne Maiken Nørtoft i Give har indgået kontrakt med ImmoScout24 i Tyskland om annoncering af ejendomme i Tyskland. Maikens kompagnon i det tyske bliver sønnen Marius Nørtoft.  

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk  

ERHVERV: Hun kan sælge boliger både på dansk og engelsk, men når der står tyske verber på menuen, er RealMægler Maiken Nørtoft nok lidt mere udfordret. Den erkendelse er hun selv kommet til, så da den driftige erhvervskvinde for nyligt besluttede sig for at koble RealMæglerne i Give op på det tyske boligmarked, havde hun naturligvis en plan for, hvordan hun skulle løse de sproglige udfordringer.  

Løsningen vender vi tilbage til, her først bevæggrunden for, at den lokale ejendomsmægler med solide rødder her i Giveområdet nu vender blikket mod kundemarkedet syd for grænsen med online boligportalen ImmoScout24 som samarbejdspartner. 

Stigende efterspørgsel efter danske boliger fra tysk side 

-Flere og flere efterspørger det, og vi bliver jo nødt til at følge med tiden og efterkomme kundernes ønsker. Mange af vores kolleger i det syd- og sønderjyske har gennem længere tid med succes benyttet sig af annoncering på det tyske boligmarked. Jo længere vi kører ned i Sønderjylland, jo flere handler sker til tyskere. Når vi nærmer os den dansk-tyske grænse, så er køberne i over halvdelen af handlerne tyske, fortæller Maiken Nørtoft. 

Hun kan tilføje, at den tyske interesse for det danske boligmarked også mærkes her i området, at der er flere og flere tyskere, der efterspørger boliger, så vi er overbeviste om, at tyskerne kigger længere op i Jylland end de tidligere har gjort. 

Tyskerne får mere for pengene i Danmark 

-Vores tyske naboer får typisk en del mere for pengene her i Danmark end i Tyskland, og så nævner mange tyskere også, at de rigtig godt kan lide det danske samfundssystem, hvilket er med til at gøre Danmark attraktivt for tyskerne, når de skal vælge bolig, og hvor de skal slå sig ned. Vi er jo også så heldige, at vi her i Giveområdet har Billund Lufthavn tæt på, ligesom vi har store arbejdspladser i nabobyerne, hvor også mange tyskere arbejder, pointerer Maiken. 

Hun kan oplyse, at det drejer sig både om boliger, der er til salg og til udlejning og de vil blive lagt op på ImmoScout24, som svarer til den danske www.boligsiden.dk.  

-Alle nuværende kunder, og nye kunder der sætter til salg inden 1. december, får gratis annoncering på den tyske hjemmeside. Det er naturligvis en meromkostning for forretningen og en ekstra tidsrøver, men jeg ser det som en nødvendighed i henhold til at udvide min forretning og følge med tidens trends, siger Maiken.  

Nørtoft Junior klarer det sproglige 

Tidsrøveriet har hun dog en plan for at gøre så skånsomt som muligt, og her er det så, at vi skal kigge indad i familien Nørtofts nærmeste kreds af familiemedlemmer. Her er det Maikens 21-årige søn, Marius, der kommer ind i billedet. 

-Mine tyske sprogkundskaber er ikke på sit højeste, så derfor har jeg allieret mig med min søn Marius. Han bor og arbejder i Tyskland. Nærmere bestemt byen Schweinfurt, hvor han arbejder hos den store teknologivirksomhed Schaeffler Technologies. Da emnerne ikke bare automatisk flyver ind på den tyske hjemmeside, ligger der et stort stykke arbejde i at oversætte tekster, ejendommenes information og oprette sagerne på den tyske hjemmeside. Det er her Marius kommer ind i billedet. Det er alt sammen et arbejde, som han kan påtage sig fra sin bopæl i Schweinfurt, forklarer Maiken.  

 

Marius bliver Maikens forlængede arm i Tyskland, når RealMæglerne Give går ind på det tyske boligmarked med udbud af huse til salg i Giveområdet. Foto:Jim Hoff

Fedt med nye udfordringer 

Marius, som mange garanteret også kender som tidligere målmand på Give HKs divisionshold, er rigtig fortrolig med både det tyske sprog og det tyske samfund. 

-Jeg har boet i Tyskland ad to omgange, først som udvekslingsstudent og nu som technical sales & marketing praktikant hos Schaeffler, hvor jeg har kontrakt til august 2024. Da min mor foreslog, at jeg skulle gå ind i det her projekt, var jeg ikke i tvivl og sagde ‘ja’ med det samme. Det er fedt med nogle udfordringer, som kan udvikle mig sprogligt og være med til at pynte på mit cv. Og så er det jo også fint med et ekstrajob, så jeg kan tjene lidt penge, konstaterer Marius med et stort smil.  

Han har fastholdt sin aktive karriere som håndboldmålmand, idet han spiller for MHV Schweinfurt 09 i den tyske Bezirksoberliga, der svarer nogenlunde til den danske 3. division.  

 Oplagt samarbejde 

At mor og søn nu samarbejder på tværs af landegrænsen, er helt naturligt. 

-I min verden var det helt oplagt, at det var Marius, der skulle gå ind i det her projekt som min “tyske” partner. Han er sprogligt kvalificeret, jeg ved, hvad han står for, så det handler for mig også rigtig meget om tryghed og tillid, når man nu kaster sig ud i sådan et eventyr her på udenlandsk grund. Mht. fremvisninger her i området er jeg ikke så bekymret for det sproglige. Jeg har før haft fremvisninger til tyskere, og det kører altid fint på engelsk, siger Maiken. 

Nu vil avisens udsendte så gerne lige spørge ind til, om Nørtoft Junior på sigt, nu hvor han er inde og snuse til ejendomsmæglerbranchen, på sigt kan se sig selv som ejendomsmægler. 

-Nej, det kommer nok ikke til at ske. Jeg ser mig selv arbejde/studere mere langsigtet indenfor finansverdenen. Men det job her giver mig en god indgangsvinkel til en masse relevante ting og kan give mig noget knowhow, jeg også kan bruge i min videre færd rent karrieremæssigt. Men det der med at være ejendomsmægler, det klarer min mor så fint, så det skal jeg nok lade være med at blande mig i, lyder det fra den unge mand med et skævt smil hen til fru Nørtoft. 

Et boligmarked på vej frem igen 

Nu vi alligevel har boligmarkedet oppe at vende, er Maiken frisk på at komme med en ny vandstandsmelding på et marked, der for udenforstående kan være svær at blive klog på - nye vurderinger eller ej. 

-Her er der gode nyheder, for boligmarkedet har fået et boost igen. Vi har ellers haft en længere periode, hvor det har været lidt trægt, og lidt svært at få handlerne igennem, men her de sidste par måneder har vi virkelig haft travlt. Vi håber selvfølgelig på, at det er et tegn på et mere positivt boligmarked. Det understøttes også af de prognoser vi hører om i medierne, oplyser Maiken.  

Skulle man være interesseret i at kigge lidt på den tyske boligportal ImmoScout24 finder man hjemmesiden HER