Markant karriereskifte: Henrik dropper sit VVS-firma for at blive faglærer  

Foto:54-årige Henrik Fredslund Ebbesen stopper efter 13 år som VVS-mester 1. april, hvor han bliver faglærer på erhvervsskolen Hansenberg i Kolding. Foto: Jim Hoff

Da Henrik Fredslund Ebbesen i oktober 2012 åbnede sit VVS-firma Give VVS, udtalte han dengang, at han havde en drøm om at prøve at være selvstændig i 10 år. Der er nu gået 13 år, og pr. 1. april lukker Henrik sit VVS-firma for at blive faglærer på erhvervsskolen Hansenberg i Kolding.  

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk  

ERHVERV: Den 1. april foretager den lokale VVS-mester Henrik Fredslund Ebbesen et ganske markant karriereskifte. Han kører denne dag definitivt VVS-varevognen i garage og lukker sit firma Give VVS, som han har kørt som et regulært enmandsfirma siden oktober 2012.  

Næsten mere kontormand end håndværker  

- Det har bestemt været en god og sjov tid, men jeg kan mærke, at lysten og motivationen er blevet mindre og mindre. Jeg er ved at drukne i regler og regulativer, og da jeg i høj grad er fagmand og ikke kontormand, synes jeg ikke rigtigt, at mit arbejdsliv længere er det, jeg drømte om, det skulle blive.  

- Og så er det hårdt at være et enmandsfirma. Det går i den branche her akkurat som i landbruget, hvor store selskaber køber flere og flere firmaer op, og det har jeg bare ikke lyst til at være en del af. Jeg vil bevare min selvstændighed.  

- Når det er sagt, vil jeg gerne takke for den fornemme lokale opbakning, jeg har fået, og det fine samarbejde med andre lokale håndværkere. Folk som arkitekt Jørgen Lundsgaard, Henning fra H.V. Larsen og Orla Andersen fra E.A. Byg med flere, har været gode til at anbefale mig, så jeg fra dag et har haft opgaver, siger Henrik.  

Ikke ved at gå konkurs  

Han vil gerne understrege, at grunden til, at han stopper med eget firma, ikke handler om, at han er ved at gå konkurs.  

- Den snak kan hurtigt begynde at cirkulere, når man melder ud, at man lukker og slukker. Men mit firma går godt, det handler simpelthen om, at jeg vil noget andet i mit liv nu, pointerer Henrik.  

Han nævner med et smil og glimt i øjet, at han gennem sine 13 år som VVS-mester i 7323-området flere gange har oplevet firmaer, der laver ting, de ikke må, fordi de ikke har autorisation og certificeringer.  

 - Det kan være inden for el, VVS, kloak-  og varmepumpeområdet, at der er firmaer ude at lave ting, de ikke er autoriserede til. Det er først når det går galt, at folk finder ud af, at forsikringen ikke dækker, fordi man har brugt uautoriserede/ucertificerede firmaer til opgaven, og det synes jeg er ærgerligt, når vi nu er nogle firmaer, der har styr på de der ting, siger Henrik.  

Nu går den hemmelige drøm i opfyldelse  

Han fortæller over en hyggelig kop kaffe, at da han startede op tilbage i oktober 2012, var hans mål at være selvstændig i en periode på 10 år, og den periode har han jo så overskredet med 3 år – og derfor er han da også mere end klar til nye udfordringer.  

Og så afslører Henrik, hvad det næste karriereskridt går ud på.  

- 1. april starter jeg som faglærer på erhvervsskolen Hansenberg i Kolding. Her skal jeg undervise i VVS, og når det er nødvendigt, også vikariere på mekanikeruddannelsen, da jeg jo er udlært mekaniker. Og hvis jeg skal være helt ærlig, så er det en hemmelig drøm, der her går i opfyldelse for mig. Jeg er 54 år og har ikke tænkt mig at skulle slide mig selv op med de her 50-60 timer om ugen som VVS-mester. På Hansenberg kan jeg bibringe eleverne en masse faglig viden samtidig med, at jeg kommer med en masse erfaring fra branchen, som jeg kan øse ud af. Det var da også de kvaliteter, ansættelsesudvalget på skolen faldt for, da de ansatte mig.  

Glæder sig til en normal arbejdsuge  

- Nu kan jeg få en normal arbejdsuge med de her 37 timer, fri i weekenderne, og så slipper jeg også for, at telefonen kimer uafbrudt. Det glæder jeg mig virkelig meget til. Nu handler det om for mig at få lukket firmaet godt og ordentligt ned, og så ser jeg frem til mit nye liv som lærer. Nu får vi se, om det er noget for mig – prøves af, det skal det i hvert fald, mens jeg har alderen til det, konstaterer Henrik med et stort smil, der klart signalerer, at han glæder sig til de nye udfordringer.  

De ekstra timer, han nu får i kalenderen, skal først og fremmest bruges på kvalitetstid sammen med familien.

Andre læser

Henrik har været lokalområdets fingernemme smed i 50 år – og sælger nu til Mathias

Stor hjemmeloppemarkedsdag på vej i Give  

Emmy og Ida har sammenlagt lært mænd at lave mad i 28 år – men nu er det snart slut.  

Rutineret automekaniker: Karl Peter runder de 70 år – og han er still going strong

Firkløverskolen lider i den grad af vokseværk – flere årgange bliver nu 3-sporede.