Lasse er klar med nyt tiltag på kroen

Søndag den 27. oktober springer Diagonalkroen ud med en ny event, hvor man kombinerer søndagsbrunch med en musikalsk oplevelse, hvor det et bandet Manana, der leverer en flot musikalsk ret med masser af Sebastians hits. 

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk  

GIVE: Søndag er norm alt en lukkedag på Diagonalkroen i Give, hvor der naturligvis er plads til fester osv. Men pr. 27. oktober springer Lindberg Dining ud med en nyt koncept: Søndagsbrunch med live musik.  

-Søndagene er jo normalt lukket her på kroen, medmindre vi har en fest, men nu vil vi godt forsøge at sætte gang i noget nyt, og se om vi kan lokke folk ned på kroen også en søndag formiddag/middag. Derfor lægger vi den 27. oktober ud med at invitere på søndagsbrunch, hvor bandet Manana kommer og spiller musik fra Sebastians store bagkatalog for os. Det bliver en klassisk brunch med æggekage, bacon, pølser osv., og vi håber da helt sikkert, at det her et noget, der kan tiltrække folk, siger Lasse Lindberg. 

Stærk respons fra publikum på Sebastian-sange

Avisen har talt med Rasmus Sitarz fra Manana, og han fortæller her om baggrunden for, at de nu også kommer ud og spiller hits og sange fra Sebastians store repertoire af ørehængere og hist gennem nu snart 50 år. 

-Vi har spillet sammen i en del år efterhånden, og for cirka 10 år siden fik en fra bandet en musikbog med noder til Sebastians musik i gave. Ikke fordi, at vi som sådan er eksperter i det med noder, men vi prøvede at tage et par af hans sange med i vores repertoire, og det gav virkelig god respons, så det endte med at vi satte et rent Sebastian-koncept dammen, som vi har kørt rundt med i mindre byer og på skoler rundt omkring, fortæller Rasmus.  

Vigtig del af den danske sangskat

Konceptet hedder “Når lyset bryder frem”, naturligvis opkaldt efter det store Sebastian-hit fra 1976, og er en klar hyldest til Sebastian fra Manana.  

-Sebastians sange rammer jo alle aldersgrupper lige fra de små (Hodja Fra Pjort) til de unge (Du er ikke alene) og ældre, er skal til at sige farvel til livet. Hans sange er en vigtig del af den danske sangskat, og den er vi gerne med til at bevare med vores koncept her.  

-Vores take på sangene er meget akustisk og helt nede på jorden. Vi giver meget luft til melodien, og så ‘Mananafiserer’ vi da også sangene lidt, så det også på en måde bliver vores sange. Vi spiller to sæt med en lille pause, så vi er på scenen små to timer, og levere naturligvis alle Sebastians store hits, fortæller Rasmus. 

Udover Rasmus Sitarz består bandet af, Jan Blüthgen, Rikke Rusholt, Christoffer Holm og Mads Pinholt.

Lasse Lindberg inviterer til søndagsbruncg med live musik søndag den 27. okrober. Foto: Jim Hoff