
Kaffehygge på den kroen: Handelsstandsforeningens medlemmer fandt årets juleshopping-vindere
Torsdag morgen ved 8-tiden var der en del summen og regeren i den store krosal på Diagonalkroen. Her var der dækket op til morgenhygge, hvor Give Handel og Erhvervs medlemmer skulle finde dette års vindere af juleshoppingkonkurrencen – og det blev også til et vemodigt farvel til en velkendt skikkelse i butikslivet gennem 10 år.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
DET GODE BUTIKSLIV: Rigtig mange af medlemmerne fra Give Handel & Erhverv var samlet til morgenkaffe på Diagonalkroen torsdag morgen den 19. december, hvor det udover at dyrke det gode fællesskab på tværs af det alsidige butiksliv i byen, også handlede om af få udtrukket vinderne af dette års juleshopping/gaveregn, hvor handelsstandsforeningen havde sat 50.000 kroner på højkant til gavekort til de mange heldige vindere.
Formiddagens højdepunkt var naturligvis udtrækningen af vinderen af hovedgevinsten på 5.000 kroner, og i år var det Maja Bank fra Garniture, der fik æren af at tage rollen som Lykkens Gudinde. Da Maja var færdig med at blande og rode i kassen med de 7800 indkomne kuponer, trak hun vinderen op – og på kuponen stod der Elin Søbye, Givskud.
Torsdag formiddag var en stor del af butikslivet i Give samlet på Diagonalkroen i Give for at finde vinerne i foreningens juleshoppingkonkurrence.Foto: Jim Hoff
Morgenkaffekoret råbte stort tillykke til Elin
Så fik handelsstandsforeningens formand. Hanne Lund, travlt med tasterne, i det den heldige vinder blev ringet med de godt 30 fremmødte butiksfolk på medhør. Det festlige morgenkaffekor istemte et stort rungende ”tillykke” ledsaget af siddende klapsalver, da Hanne overrakte den dejlige besked til Elin, og efterfølgende blev det aftalt, at hun sammen med Hanne Lund og Vores LokalAvis’ udsendte julemedarbejder lørdag den 21.12 skal ud og brænde de 5000 kroner af i butikslivet i Give.
Formiddagen bød også på en velanbragt tak til Hanne Lund for sit store og utrættelige arbejde for butikslivet i byen fra medlemmerne i Give Handel & Erhverv. Det var Ulla Kristensen fra Give El Kop & Kande, der rejste sig og takkede formanden – og ordene blev fulgt op af en overrækkelse af en rigtig fin gave med royalt islæt fra hovedstaden.
Ulla Kristensen (th.) overrakte en fin gave til handelsstandsforeningens formand, Hanne Lund, som tak for hendes flotte indsats for butikslivet i Give. Foto: Jim Hoff
Farvel til Susanne
Inden butiksfolket gik over til kassen med de mange indleverede juleshoppingkuponer, blev der også slået på kaffekoppen fra midtersektionen ved bord 1. Her var det Susanne Rye der, med en lille klump i halsen, rejste sig og annoncerede, at hun denne dag havde sidste arbejdsdag hos Boutique Mary.
-Jeg stopper i dag og vil her gerne sige tak for 10 gode år som tøjpige i Give, lød meddelelsen fra Susanne, er efterfølgende naturligvis både fik krammere og søde ord med på vejen. Ud over at hsuek Susanne som et imødekommende og særdeles serviceminded menneske, skal hun også krediteres for sit store uegennyttige arbejde med for eksempel at få de faste ugentlige gåture med byens ældre i byen og plantagen op at stå og for hendes store engagement i Red Barnet – og netop den sidste forening vil fremover komme til at nyde endnu mere af Susannes kompetente og varme hænder.
Dermed blev det en både hyggelig, sjov men også rørende formiddag hos Lasse Lindberg og hans morgenduelige team, den dag hvor vi sagte stort tillykke til Elin Søbye og et vemodigt men også hjertevarmt farvel til Susanne Rye
Susanne Rye annoncerede denne formiddag sit farvel efter 10 år som tøjpige i Give. Hun havde faktisk sidste arbejdsdag i Boutique Mary samme dag. Foto: Jim Hoff