
Give Handel & Erhverv og er klar med årets julegave: Gaveregn for 50.000 i Give
Jul er lig med godt humør, og i hvert fald også gavehumør. Og det er i det hjørne vi finder Give Handel & Erhverv, der har fundet gevinster og præmier for i alt 50.000 kroner, som de med rund hånd sender ud over byens og områdets borgere i forbindelse med julehandlen.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
JUL I GIVE: Gaveregn i Give - årets julekoncept hos Gives butikker er et samarbejde mellem Give Handel & Erhverv, hvor der er gavekort for 50.000 kroner på spil. Der er en også en flot 1. præmie på højkant, nemlig 5000 kroner, som udloddes til en heldig vinder, der kan powershoppe i byens butikker og forsøde julen med nogle ekstra lækre julegaver.
Kuponerne udfyldes og afleveres i butikkerne
-Gaveregnen kører i uge 49-50-51 til og med den 18. december, og man deltager ved at udfylde en kupon, som man finder i byens butikker i Give. Man afleverer også den udfyldte kupon i butikkerne.
- Den 19. december har vi så en hyggelig morgensamling sammen med Vores LokalAvis, hvor vi samler alle udfyldte kuponer og udtrækker de mange vindere. Også vinderen af de 5000 kroner, der samme dag får direkte besked over telefonen, oplyser Hanne Lund, der er formand for Give Handel & Erhverv.
5000 til én ekstra heldig vinder
På dette altid herlige morgenmøde aftales det i dialog med den lykkelige og heldige vinder, hvornår vinderen skal ud at bruge de gode 5000 solide danske kroner.
-Pengene skal naturligvis bruges inden juleaften, og inden butikkerne lukker før jul, og så mødes vi sammen med journalisten/fotografen fra Vores LokalAvis – og så tager vi ud på en rigtig hyggelig turboindkøbstur, fortæller Hanne Lund.
I år er der 10.000 kroner ekstra i puljen
Juleshopping har gennem en årrække været en fast og populær tradition, hvor handelsstandsforeningen belønner sine trofaste kunder og giver dem mulighed for at vinde en ekstra julegave.
Der er rigtig mange gavekort á 200 kroner, så vinderchancerne er ganske gode – ikke mindst fordi, at GHE i år har smidt 10.000 kroner ekstra i juleshoppingpuljen.
Sidste år var det Bjarne og Lotte fra Give, der vandt 5000 kroner til juleshopping, og dem kunne de hurtigt fyre af. Der blev blandt andet køb julenisser ind i stor stil hos Ulla i Kop & Kande i Østergade. Se artikelens hovedfoto.
Medlemmerne af Give Handel & Erhverv mødes den 19. december til en morgensamling, hvor de heldige vindere af juleshoppingkonkurrencen findes. Foto: Jim Hoff