Efter stejl opadgående kurve: Team Give Elementer lukker ned
Det der lignede et regulært cykeleventyr i David mod Goliat-klassen i den danske cykelelite er nu desværre nået til vejs ende. Det lokale cykelhold i A-klassen, Team Give Elementer, er desværre fortid, når de sidste kilometer er kørt i denne sæson.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalaavis.dk
CYKELSPORT: På mange måder pegede pillen kun én vej for Team Give Elementer, nemlig fremad. Det lokale cykelhold har gennem fem år via benhårdt og kompetent arbejde arbejdet sig frem i feltet, bogstaveligt talt, og er blevet en faktor, man regner med i den danske cykelverden.
Man har år efter år lagt flere og flere lag på og har formået mere og mere at professionalisere holdet og setuppet bag holdet. Men nu er det snart slut. Det oplyser Team Give Elementers team manager Allan Kristensen.
-Efter fem sæsoner på den danske cykelscene lukker teamet ned, når sæsonen 2024 slutter. Der er desværre ikke grobund for at fortsætte temaet, blandt andet fordi en stor del af teamets nuværende ryttere stopper på grund af uddannelse, arbejde, skader mm. Derfor har vi besluttet, det er bedst at stoppe projektet nu, oplyser Allan Kristensen, der forklarer, at man så det som en for stor opgave at skulle i gang med at bygge et nyt team op helt fra bunden af.
Fra underdogs til væsentlig spiller på cykelscenen
Han pointerer, at teamet bag det succesfulde cykelhold gennem de seneste fem år har brugt rigtig mange frivillige timer og kræfter på at skabe de bedst mulige rammer for holdets ryttere, men han konstaterer også med en vis ærgrelse i stemmen, at alting har ende - således også for Team Give Elementer.
-Det har været fem spændende, udfordrende og også succesfulde år, hvor teamet er gået fra være ”underdogs” til at spille en væsentlig rolle i den danske A-klasse. Vi har forsøgt at skabe et miljø og et team, hvor unge ryttere kunne udvikle sig og få mulighed for at udleve deres cykeldrømme. Det synes vi, at vi, langt hen ad vejen, er lykkedes rigtig godt med, konstaterer Allan Kristensen.
Team manager Allan Kristensen forklarer, at grunden til at Team Give elementer lukker ned ved sæsoafslutningen 2024 blandt andet hænger sammen med, at holdet mister mange ryttere til uddannelse, skader, med mere. Foto: Jim Hoff
Takker for fantastisk opbakning
Han og Team Give Elementer vil gerne takke alle sponsorer for deres fantastiske støtte.
-De har været en altafgørende faktor for vores projekts flotte udvikling. Det har været en fornøjelse at mærke, hvorledes de har fulgt med i, hvordan vi har klaret os på landevejene. Det har virkelig været med til at give os motivation og kræfter. Det har ligeledes været fantastisk at mærke den opbakning, vi har fået fra Give CK, Give by og omegn. Det har vi været meget taknemmelige for.
Allan Kristensen understreger, at det bestemt har været en meget svær beslutning at lukke holdet ned efter sæsonafslutning.
- Det jo et projekt, vi har lagt rigtig mange timer i og faktisk også været stolte over, hvor vi har kunnet tage det hen, siger Allan Kristensen.
Et projekt som byen har været stolte af
Team Give Elementer har været en underafdeling af moderklubben, Give Cykelklub, og sidstnævnte klub fortsætter naturligvis med at sende både unge og ældre ud og træde i pedalerne på vejene i lokalområdet.
Der skal lyde en stor tak her fra avisens sportsredaktion for de mange fine oplevelser, som Team Give Elementer har været med til at give både byen og lokalområdet gennem årene. Mange i Give og omegn har altid omtalt Team Give Elementer med stolthed og benovelse over, at vi en by af vores størrelse har formået at skabe et cykelhold på det her fine niveau.
Cadeau til at holdet har givet mange dygtige unge cykelryttere en platform, hvor de kunne udvikle sig under en sund kultur, hvor der ud over det rent sportslige også har været plads til at dyrke det sociale og gode venskaber er blevet skabt mellem rytterne hen over årene.
Team Give Elementers ryttere har gennem tiden været en stor del af mange flotte cykeloplevelser i Give og omegn. Her er vi ved DM i landevejscykling i Give i 2021. Foto: Daniel Obenhausen Hoff