Efter miljøtekniske undersøgelser: Motorvejsafkørsel ved Give Syd er teknisk mulig  

Vejdirektoratet har netop offentliggjort en supplerende miljøkonsekvensvurdering for motorvejen Give Billund Vest, den såkaldte MKV-undersøgelse. Og den peger i den rigtige retning for Gives ønske om en frakørsel ved Give Syd.  

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk  

GIVE: Der blev tilbage i 2020 gennemført en miljøkonsekvensvurdering af ny motorvej fra Give til Haderslev. På den baggrund blev det besluttet at anlægge motorvejsstrækningen fra Give til Grindstedvej i Billund, og at motorvejsstrækningen skal anlægges fra 2026 - 2032.  

Efterfølgende har Vejle Kommune, ikke mindst på foranledning af en række borgere og råd og udvalg fra Give, ønsket justeringer i det besluttede projekt.  

Konkret ønsker Vejle Kommune et tilslutningsanlæg ved Tykhøjetvej i den sydlige del af Give, samt at den planlagte forbindelsesvej fra motorvejen til Lufthavnsvej flyttes længere mod øst, hvor der ønskes endnu en vejtilslutning til Billund Lufthavn.  

Supplerende miljøkonsekvensvurdering afsluttet

Efter en række møder med såvel byråds- som folketingspolitikere fik man i Give foranlediget i tæt samarbejde med Vejle Kommune, at forligskredsen bag Infrastrukturplan 2035 behandlede Vejle Kommunes ønske og besluttede i april 2023, at igangsætte en supplerende miljøkonsekvensvurdering.  

Miljøkonsekvensvurderingen omfatter desuden en række supplerende miljøundersøgelser samt en tilpasning af vejprojektet for at undgå konflikt med to fortidsminder, som er blevet fredet efter gennemførelsen af den oprindelige miljøkonsekvensvurdering.  

Gerda Jørgensen: Positiv udvikling i sagen

Gerda Jørgensen (V), formanden for teknisk udvalg i Vejle Kommune og lokalrådspolitiker valgt i Give, glæder sig over denne udvikling i sagen.  

- Hvor er det godt, at Vejdirektoratet nu har fundet frem til, at det rent teknisk og miljømæssigt kan lade sig gøre at etablere en frakørsel ved Give Syd. Nu kommer projektet så i offentlig høring på et møde i Give Idrætscenter den 9. april. Borgermødet starter kl. 17.00, men fra kl. 16.00-17.00 er der mulighed for at komme i dialog med fagfolk fra Vejdirektoratet, oplyser Gerda Jørgensen.  

 

Gerda Jørgensen takker for stærk lokal opbakning i sagen, her er det Give Handel og Erhvervs formand Hanne Lund, samt politiker Flemming Hansen, der er ude at besigtige det sted, hvor frakørsel syd kan ligge. Foto: Jim Hoff

Ros til stærk lokal opbakning i sagen

Hun pointerer, at projektet stadigvæk skal gennemføres inden for de oprindeligt afsatte økonomiske rammer, så det nye projekt med de to nye afkørsler stadig kan falde på økonomien.  

- Hvis det her nye projekt glider igennem, er det megagodt for Give, og ikke mindst også positivt for byens virksomheder. Nu håber jeg, vi kan stå sammen om det her, Give by og byrådet, samt at vi kan få erhvervslivet i byen til at bakke op om det her nye motorvejsprojekt. Jeg tror og håber på projektet, ikke mindst fordi Vejle Kommune jo arbejder på, at Give skal være en del af de 5 erhvervsområder i Danmark, kaldet den røde løber, som der skal sættes ind på med udvikling.  

- Og så vil jeg også gerne sige tak for den opbakning, der har været i lokalområdet for at få fokus på sagen. Det er for eksempel Give Udviklingsråd, Give Handel og Erhverv og en række folketingspolitikere samt nogle lokale lokalråd, der har været med på rejsen – det har været en stor hjælp, siger Gerda Jørgensen.  

Offentlighedsfase frem til 28. april

Med offentliggørelsen af den supplerende MKV-undersøgelse indledes den offentlige høring, som løber frem til den 28. april 2025. Høringssvar til undersøgelsens resultater kan indsendes via projektets hjemmeside.  

Vejdirektoratet afholder i offentlighedsfasen et borgermøde, hvor der orienteres om miljøkonsekvensvurderingens resultater.  

Yderligere information om projektet kan findes her på projektets hjemmeside  

Andre læser

Vejle Kommune i stabil vækst – men man er følsom over for udenrigs- og indenrigspolitiske strømninger  

Store emner på bordet da borgmesteren gav kaffe i Give: Give Sygehus, energipark, motorvejsafkørsel og SFO-flytning