
Det handler om livskvalitet: Lene hjælper dig med at få hørelsen tilbage
Hørespecialist Lene Frost Hansen har åbent for sine services på markedet her på Give-egnen via sin mobile høreklinik ’Høreekspert’. Hun tager ud til folk privat og laver høreundersøgelser, og onsdag den 5. februar tilbyder hun gratis Høre-café i Give, hvor alle kvit og frit kan komme ind og få testet sin hørelse. For god hørelse handler nemlig om god livskvalitet.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
DIT HELBRED: Kender du det – du sidder i et godt selskab med gode venner, og snakken går lystigt på kryds og tværs hen over bordet. Men du kan ikke rigtigt følge med i samtalen. Og så er der lige besøg af børnebørnene, som gerne vil berette om de sidste bedrifter -men hvad er det nu lige de siger? Og hvem er det nu de snakker om?
Hvis du har de udfordringer, eller hørerelaterede udfordringer i en eller anden form, så kan det sagtens være, at løsningen hedder audiolog Lene Frost Hansen. Hun har virksomheden Høreekspert, som hun har sammen med sin kollega Camille Skov Larsen, der også er uddannet audiolog. En audiolog undersøger og behandler forskellige former for hørevanskeligheder. Høreekspert er en mobil høreklinik, hvor Lene og Camille kører ud til kunderne og foretager undersøgelserne privat, ligesom de også har en lille klinik i Hedensted, hvor der er mulighed for konsultation om tirsdagen.
-Det er således, at Camille kører ud fra Silkeborg, mens jeg kører ud fra Vejle og dermed også servicerer Give-egnen, fortæller Lene, der selv bor i Ny Højen ved Vejle med sin mand, med hvem hun har to voksne sønner, der har forladt reden.
Stor fordel at møde folk på hjemmebane
Lene startede som audiolog i 2013 hos Dansk Hørecenter, og blev efterfølgende afdelingsansvarlig i Vejle og Fredericia. I 2020 startede hun op hos Hørebil, et mobilt hørecenter, og den måde at gøre tingene på fik hun så meget smag for, at hun startede sit eget firma Høreekspert op.
- Jeg kører i en radius på cirka 50 kilometer fra Vejle og kommer ud til folk privat med mit udstyr. Det er min erfaring, at folk egentlig hellere vil have besøg privat frem for at skulle ”på udebane” i et hørecenter i en større by. Folk føler sig trygge derhjemme, og på den måde undgår de også stressen med kørsel, logistik og med at finde p-pladser osv.
- Der er bare mere ro på. Når man mødes under private former, og en anden fordel ved det er også, at jeg kan hjælpe folk med, at de får koblet deres høreapparater op på for eksempel deres telefon og deres tv, hvilket jo godt kan være lidt drilsk selv at skulle klare, fortælle Lene.
Høretab kan være et ømfindigt tema
Hun oplever også et større nærvær, når hun kommer ud til folk, hvor man får en god snak om stort og småt under afslappede former og får et godt indblik i det behov, folk måtte have i forhold til at få høreapparater.
- Det er lettere at ”læse” folk i deres trygge og private omgivelser. Det kan være, der hænger nogle fotos på væggene, vi kan tale om, det kan være nogle specielle ting i hjemmet, alt sammen noget der er med til, at snakken går. For udfordringer med hørelsen er et ømfindigt emne for en del mennesker. Det er dog blevet lidt bedre de sidste år, og vi kan jo også sige, at høreapparater i dag er blevet meget bedre og en del mindre, faktisk tæt på usynlige, så det virker ikke så opsigtsvækkende og er ikke så påfaldende at gå med høreapparater i dag – og når først folk får høreapparaterne og er kommet i gang med dem, oplever de jo en væsentlig bedre livskvalitet.
- Det handler også om hjernesundhed og sundhed generelt, for jo flere input man får via hørelsen, jo mere lyst får man til at være aktiv, at komme mere ud blandt andre og den vej rundt booste sit selvværd. Så derfor kan jeg kun opfordre folk med høreudfordringer til at gøre noget aktivt ved det – jeg har bare oplevet så mange gange, at folk får det bedre på mange områder, når de får hørelsen tilbage, pointerer Lene.
God ide at bruge høreapparaterne hver dag
Hun afholder lejlighedsvis de såkaldte høre-caféer, hvor hun finder et lokale i byen og inviterer folk ind til høre-screeninger.
- Nogle bliver rigtig glade, når de finder ud af, at deres hørelse er ok, mens andre bliver rigtig glade for at få ’diagnosticeret’ deres problemer, og kan ånde lettet op og sige: Nå, det er derfor! Og så kan de handle aktivt på det. Og det virker, for 92 procent af de folk, der får en høretest enten privat eller på en høre-café bliver aktive høreapparatsbrugere.
- Efter at man har fået sit høreapparat, laver jeg opfølgende check på efter en 3-4 uger og følger op på teknik og apparatets placering i øret. Og der hvor vi oplever den største succesrate er der, hvor folk meget tydeligt viser, at de vil det her – de vil have en bedre hørelse. Og folk skal huske at bruge apparaterne dagligt for at få den allerbedste effekt – man lytter nemlig med øjnene og hører med hjernen, forklarer Lene.
Gode muligheder for økonomisk hjælp til høreapparater
Når man har kontaktet Lene, kommer hun som sagt ud i privaten med udstyr til høre-screeninger. Hun tager indledningsvist en god snak med klienten, og så laver hun et generelt checkover med høreprøver, taletest og trykmålinger i øret. Alt dette er helt gratis. Ud fra undersøgelserne kan Lene så vurdere den enkeltes behov og finde det rigtige udstyr – og hun tager naturligvis også hensyn til det økonomiske aspekt i forhold til klientens muligheder.
- Man kan få høreapparater i prisklasser lige fra 6000 kroner og op til 26.000 kroner. Det offentlige giver et tilskud til folk på 18 år og opefter på 6888 kroner, og det er frit, om man vil benytte offentlige eller private høreklinikker. Med det tilskud kan man sagtens få et sæt fine høreapparater, og med i prisen er der også 4 års service. Så alle kan ret beset komme i gang uden de store udgifter. Du kan også søge om helbredstillæg, hvis du er pensionist og har helbredsudgifter, hvilket også er med til at dække omkostninger til høreapparater, siger Lene.
Det kan godt være, at dette høreapparat, som Lene har mellem fingrene her, er et lille apparat - men det kan gøre en kæmpestor forskel i forhold til livskvalitet hos et menneske, der har høreudfordringer. Foto: Jim Hoff
Kan tilbyde alle mærker
I forhold til at skaffe lige nøjagtigt det udstyr, der passer til den enkelte borger, har Lene og Camille den fordel, at de er en uafhængig høreklinik, hvilket betyder, at de ikke er bundet op af at skulle bruge specielle mærker, hvilket er tilfældet med kædebutikkerne, som er producentejede.
- Vi kan hjælpe med alle mærker inden for høreapparater, så vores klienter får de høreapparater, der passer bedst til dem- Lidt ligesom hvis man skal finde en telefon til en ældre, skal man måske nærmere kigge på en Doro-telefon fremfor en Huawei, og sådan kan der være mærker i høreapparater, der er bedre til en bestemt bruger, end en anden. Og her er det altså vi kan tilbyde alle mærker, forklarer Lene.
Gratis høre-café i Give den 5 februar
I forbindelse med Høreksperts indtog i Give og omegn tilbyder Lene en gratis høre-café onsdag den 5. februar fra klokken 10.00 til 14.00. Det sker på Torvegade 7 i en lokale på 1. salen oven over danbolig, og Lene tager i dagens anledning Camille med. Det er helt gratis, alle er velkomne til at få en test, og man behøver ikke tilmelde sig dette fine tilbud.
Hun tilbyder også i januar-februar 2025, at hun kobler de brugere, der ikke vælger gratis apparater, gratis op med tv-link og med telefonen som fjernbetjening.
Du kan læse mere om ’Høreekspert’ på virksomhedens hjemmeside HER