Birthe har været på pinden i Givskud i 45 år som frisør og alternativ behandler

Det er lidt af en præstation, som Birthe Roskvist fra Givskud har leveret rent arbejdsmæssigt. Gennem 45 år har hun været selvstændig frisør i Givskud, og læg dertil, at hun også har uddannet sig som både zoneterapeut, kropsterapeut og akupunktør. 

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk  

GIVSKUD: I 1979 åbnede den dengang 23-årige Birthe Roskvist sin egen frisørsalon på Stadionvej 8 i Givskud for så cirka et års tid senere at rykke ind på Vejlevej 62. Birthe Roskvist blev udlært i frisørfaget hos Anne Schmidt i Vejle, og herefter blev det til et smut til Fredericia hos Ravns Salon, inden Birthe sammen med 10 andre ansatte var med til at generere en årlig omsætning på en million i Salon Royal i Vejle. 

- Herefter åbnede jeg min egen salon på Stadionvej 8 i Givskud. Her delte jeg lokaler med byens tidligere elektriker, men da han lukkede ned og lokalerne blev overtaget af Edvard Vemmelund, var der ikke plads til mig mere, og jeg rykkede over på Vejlevej 62, fortæller Birthe. 

Frisør og alternativ behandler 

Hun har overordnet set drevet en klassisk frisørsalon gennem de 45 år, og så alligevel ikke, for på et tidspunkt udvidede hun sine services med forskellige alternative behandlingsformer. 

Det betyder at kunderne ud over at blive klippet og få farvet lokkerne også kan få behandlinger indenfor zoneterapi, akupunktur, øreakupunktur, kiroterapi og nerverefleksiologi. Faktisk er Birthe også uddannet håndlæser, men det er dog en kompetence, hun ikke gør så meget brug af rent forretningsmæssigt. 

- Generelt er det mine services som frisør, der fylder mest i det daglige. Her har jeg fået øget fokus på at bruge økologiske varer i min salon, hvilket jo er meget oppe i tiden. Jeg har løbende renoveret min salen/ejendom, og i alt har jeg haft 3 elever, som er udlært hos mig, 2 piger fra Givskud og 1 pige fra Give, fortæller Birthe. 

Både lokale og udefra kommende kunder 

Kigger vi på Birthes kundegruppe, er det både lokale folk samt folk fra byer som eksempelvis Jelling, Vejle, Give og Tørring, der gør brug af hendes kompetencer.  

- Jeg er rigtig glad for at være frisør/alternativ behandler her i Givskud. Jeg har nogle dejlige kunder, de er trofaste, og der kommer også løbende nye til. Nogle af mine kunder har jeg haft lige siden, jegstartede, og jeg klipper også deres børn og børnebørn. Mange af mine kunder er dog fra det modne segment, men som sagt, så er det en del unge iblandt kunderne også, fortæller Birthe.  

Fra god snak i frisørstolen til alternativ behandling 

Frisørfaget og de alternative behandlinger supplerer hinanden godt, for ikke sjældent er det sket, at kunderne har rejst sig fra frisørstolen for at gå ind i klinikken ved siden af for at modtage alternativer behandlinger. 

- Når man ordner folks hår, falder man jo altid i snak, og der er mange temaer på dagsordenen. Helbredet er også et naturligt samtaleemne, og her er det da sket af og til, at en kunde har fortalt om en lidelse, som jeg så har hjulpet vedkommende med bagefter. Det kan være en tennisalbue, et dårligt knæ, ondt i ryggen og så videre, siger Birthe og fortsætter: 

- Jeg har selvfølgelig også kunder i den alternative klinik, der kommer uafhængig af frisørsalonen. Generelt både for frisørsalonen og den alternative klinik kan jeg sige, at jeg har kunder fra lokalområdet, men bestemt også folk, der kommer langvejs fra for enten at få ordnet hår eller få behandlinger. 

Går gerne efter de 50 år

Selvom hun har været i ilden i et fag, der er hårdt fysisk, så har hun ingen planer om at stoppe og ser frem til den dag, hvor hun kan fejre 50-års jubilæum med salonen i Givskud. 

Hun holder åbent tirsdag, onsdag, torsdag og fredag, og man booker hende via telefon eller i salonen.