29. marts starter det: Museum Give ser frem til første arbejdsdag

Avisen har modtaget en række fine input fra Museum Gives leder Mathias Christiansen Broch, som vi bringer her i Vores LokalAvis. Allerførst ser vi nu frem til den første arbejdsdag, hvor gode  frivillige opfordres til at trække i arbejdstøjet.

Af Mathias Christiansen Broch - museumsleder

GIVE: Nu er der ikke længe til, at vi alle trækker i arbejdstøjet. Vi går i gang lørdag d. 29. marts kl. 10.00-15.00. Formålet med arbejdsdagen er at gøre museets handel- og håndværksudstilling endnu bedre. Tilmeldingsfristen er egentlig overskredet, men hvis du alligevel ikke skal passe din mosters tulipan den dag, så er du stadig meget velkommen til at tilmelde dig.

Vi sørger for, at der er det, vi har brug for, og selvfølgelig også forplejning – og man kan være med, uanset om man har ti tommelfingre eller en håndværker gemt i maven.

Der er mange opgaver, som vi også gerne vil have løst på arbejdsdagen. Hvis vi er folk nok, så går vi også i gang med at rense museets ydervægge og få dem malet de steder det er nødvendigt.

Opgaver for store og små

Eller måske er der endda nogle, som har lyst til at få lidt jord under neglene? Heldigt! For kolonihaveområdet kunne godt bruge en kærlig hånd, så det kan blive klar til endnu en vækstsæson.

Der er opgaver ude og inde, for store og små – så vi kan rigtig godt bruge din hjælp til at få en rigtig hyggelig og arbejdsom dag på museet.  

Og hvis du ikke kan deltage, så kan du stadig hjælpe til. Prik til din kammerat eller nabo, og spred budskabet i din omgangskreds. 

For at vi kan have styr på forplejningen, er det vigtigt at du tilmelder dig ved at skrive til msj@museumgive.dk. Eller ring/sms til bookingtelefonen på +45 20 10 77 82.

Bonusinfo: Mathias kan ydermere fortælle at rigtig mange gæster har på museet for at hilse på Thomas Dambo’s Lomme Ulrik.

- Det er skønt! En hurtig optælling fortæller os, at der allerede har været omkring 1500 gæster inde på museet. Det er meget flotte tal i forhold til at vi kun har haft åbent i en måneds tid, lyder det fra en glad museumsleder.

Andre læser

Badmintondiamanterne: Milea og Mithi med sensationel udvikling på blot 11 måneder  

Christina og Jeppe glæder sig helt vildt: Den 17. marts åbner de Yding Smedie og Maskiner i Farre.

Torben har været sin egen herre i et år – og han er vild med det!  

Hvad går den nye Repair Café på Museum Give egentlig ud på?