Nu også for børn i 1. klasse: De lokal FDF’ere udvider målgruppen

FDF i Give lancerer nu en udvidelse af deres tilbud til børn i Give, hvilket betyder, at man nu kan starte et år før som FDF’er end tidligere.

 Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

 Der er et helt nyt tiltag på vej fra FDF Give, hvor det handler om at give gode oplevelser til endnu flere børn og unge.

- Vi har efter øget efterspørgsel, som noget nyt, besluttet, at man efter sommerferien kan begynde til FDF et år før end tidligere. Nu kan man starte, hvis man går i 1. klasse. Tidligere skulle man vente, til man gik i 2. klasse, siger Morten Hoffmann Eriksen fra kredsledelsen hos FDF Give.

Han kan fortælle, at man til FDF laver bål, leger, får nye færdigheder, klatrer, tager på løb og lejre og meget mere.

- Det handler rigtig meget om fede oplevelser i et stort fællesskab, pointerer Morten, er selv har været gennem hele FDF-møllen og derfor ved, hvad han taler om.

Rent praktisk er det således, at holdene er opdelt klassevis, og niveauet er tilpasset de enkelte hold.

- Der er plads til alle, og skulle man være voksen, skal man ikke tøve med at komme ud forbi og prøve at se, hvad FDF i Give er, lyder opfordringen fra Morten.

Der er opstart torsdag d. 24. august kl. 18.30 i “Knuden” på Skovbakken 27.Her mødes FDF’erne hver torsdag. 1.-4. klasse slutter kl. 20.00, mens 5. klasse og opefter slutter kl. 20.30