Is, is og atter is: Kunst og frosset vand smelter sammen til den store december-byfest

Julen er en fast tradition, og det er den årlige Is-skulpturfestival i Give også blevet. Eventen har i den grad sat Give flot på landkortet og formået trække en masse folk til bymidten, ikke mindst i kraft af det brede udbud af aktiviteter, som festivalen folder ud for både store og små. 

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk  

IS OG GLADE DAGE: Rigtige is- og frostvintre har vi ikke rigtigt mere her til lands, men så er det jo godt, vi har den årlige Is-skulpturfestival i december måned i Give, hvor borgerne trods alt kan få en fornemmelse for nogle af vinterhalvårets gængse dyder.  

I år afvikles festivalen den 16. december.  

Arbejdende kunstnere i gaden 

Den iskolde event er produktet af et fint samarbejde mellem Give Handel & Erhverv, Skulpturby Give og Give Udviklingsråd med Vejle Kommune som den gavmilde onkel med de økonomiske tilskud, der hvert år muliggør denne fine festival. 

Konceptet er som alle de foregående år: De deltagende kunstnere får om formiddagen udleveret en mandshøj bundfrossen isblok, og så kan de ellers bare gå i gang med sav, mejsel, hammer og motorsav tilsat godt håndværk og kreativ snilde.  

Alt imens kunstnerne arbejder, og dem er der 8 af i år ifølge Skulpturbyens hjemmeside, kan byens gæster iagttage de spændende arbejdsprocesser og følge udviklingen fra isblok til monumentalt kunstværk. Kunstnerne arbejder ned gennem Vestergade, på Torvet og ned gennem Østergade - helt som det plejer at være.  

Ice For Kids – nu med to værksteder 

Naturligvis er der også i år en fin mulighed for børnene til at prøve sig af som is-skulptører - og det handler om det altid velbesøgte om særdeles populære koncept Ice For Kids. I år er der endda hele to gange Ice For Kids-værksteder, idet der er lavet et værksted for børn over 7 år, og et værksted for børn under 7 år. 

Det er samme koncept som hos de “rigtige” is-skulptører: Børnene får deres helt egen lille isblok, og så kan de under guidning af egne forældre og kunstnere se, hvad de kan få ud af sådan en isblok med hammer og mejsel tilsat ung og uspoleret fantasi og kreativitet. Her vil gode folk fra Give GIF være på plads for at hjælpe de små iskunst-designere. 

Ice for Kids er altid et stort hit, når der kaldes til Isskulpturfestival. Foto: Skulpturby GIve

Motorsavs-jonglør og ansigtsmaling 

Festivalen får i år besøg af Dyne-Mike, en ung farverig og vildt underholdende jonglør. Den friske canadiers shows indeholder altid et godt mix af skræmmende stunts, frisk og morsom comedy og kærlig og interaktiv energi. 

 Man kan blandt andet opleve vilde, vilde tricks med macheter på ninja-niveau og hæsblæsende jonglering med motorsave – og det er sine egne, ikke kunstnernes, han smider rundt med, den gode Dyna-Mike. 

I den mere rolige og harmoniske afdeling finder vi en pavillon med ansigtsmaling, så her kan børn komme til at ligne farlige tigre, og vi lidt ældre kan måske få et fint kunstnerisk bud på at fjerne rynkerne med en flot kreativ ansigtsmaske a la Asger Jorn. 

Til at krydre dagens festligheder vil der også være levende musik i gaderne, helt som vi kender det – og mon ikke musikerne trækker i den røde nissedragt for at sprede lidt julestemning blandt de dryssende is-spåner fra kunstnernes flittige motorsave. 

Præsentation af de 8 kunstnere 

Lea Esther 

Jeg arbejder normalt figurativt og realistisk med maleri, hvor jeg ofte tematiserer over mennesker/ansigter og hænder. Jeg har for nylig lavet en serie af malerier, som hylder hændernes skaberkraft. Serien hedder 'Kloge hænder' og kan ses på min hjemmeside. Jeg vil derfor til symposiet, give mig i kast med at få en hånd frem af isblokken. 

Morten Grau Møller 

Morten Grau Møller har deltaget i adskillige is- og sneskulptur konkurrencer i Vallorie, Frankrig og har vundet 3 førstepriser, 1 tredjepris og 2 kunstnernes pris. Den transparente is som materiale til skulpturer har optaget ham i over tyve år. Det går hurtigt i forhold til at skabe skulpturelle former på kort tid. 

Mogens Leander 

Projektet jeg vil vise i Give den 16. december viser et lille væsen fastlåst og derved overgivet til omgivelsernes forgodtbefindende … 

Fastnaglet til halsen fra en kontrabas – udsender sammenstillingen – noget musisk og noget der indgår i en klassisk sammenhæng, Det lille væsen og kontrabashalsen indstøbes i den store isblok og efter udhugning af isblokken fremtræder ”væsenet” pludselig som en lille åbenbaring i en form for portal. 

Helle Rask Crawford 

Den planlagt skulptur hedder Pestlægerne. To pestlæger fra middelalderen står ryg mod ryg i den tidstypiske beskyttelsesdragt med fuglenæbslignende maske, der skulle beskytte lægen mod smitte. Give Sygehus blev bygget i starten af 1900-tallet med egen epidemiafdeling. Her behandlede man patienter med “Den spanske Syge”, der hærgede Europa i 1918-1920. 

Søren Lyngbye 

Is er er flygtigt og transparent materiale. Det fanger folks opmærksomhed, når det bliver omdannet til skulptur. Uden lys er isen intet, med lys opnår man en magisk effekt. Jeg har støbt en messingkandelaber ind i isen, den vil jeg befrie til isfestivalen. På toppen af kandelaberen tænder jeg et levende lys på toppen, således vil de modsætninger is og ild bidrage til løjerne. 

Søren Brynjolf 

Multikunstner. Kulturformidler – især til børn. Med motorsav skaber han kunst i det offentlige rum. Det kan være i parker, i skolegården eller på legepladsen i en børnehave. Har en stor og særlig interesse i at lave skulpturelle musikinstrumenter og med en motorsav i hånden, er der ikke langt fra tanke til handling. 

Freja Niemann Lundrup 

Freja Niemann Lundrup arbejder skulpturelt med forskellige materialer og hendes praksis omdrejer materiens reaktioner. 

Ole Videbæk 

Billedhugger og grafiker Ole Videbæk blev uddannet murersvend i 1970, hvorefter han blev uddannet som arkitekt ved Kunstakademiet i København. Hans tidlige grafiske værker afslører ved sit motivvalg kunstnerens baggrund som arkitekt, og hans skulptur har da også flere referencer til arkitekturen. Ole Videbæk har rejst en del og haft flere udlandsophold. Inspirationskilderne er da også ofte de egyptiske pyramider, nordiske oldtidsstensætninger, inkaernes templer eller middelalderens kirker 

 

De 8 kunstnere. Fotos: Give Skulpturby