Black Friday hos Tøttrup: Den populære pakkeleg er tilbage

Tøttrup Guld Sølv og Ure er naturligvis med på Black Friday-bølgen. Faktisk er butikken i Black Friday-humør i en halv måned. Fra den 15. til og med den 30. november. Igen i år er butikken klar med den populære pakkeleg, hvor der er 200 pakker til en samlet værdi af 65.000 kroner. 

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk  

BUTIKSLIV: Siden 2016 hat Tøttrup Guld Sølv og Ure kørt med det populære og særdeles kundevenlige koncept, pakkelegen. Konceptet er ganske enkelt: Butikken har laver 200 pakker i samme størrelse. De hænger som en smuk guirlande inde i butiksvinduet ud mod Østergade, og disse pakker kan man fra den 15. november købe til en pris af 100 kroner stykket.  

- Hver pakke har minimum en værdi på 300 kroner, og 14 af pakkerne, de såkaldte gevinstpakker, har en meget højere værdi. Sammenlagt er der pakker for cirka 65.000 kroner, så jeg vil da nok mene, at der virkelig er noget at komme efter, siger indehaver Susanne Sandholm.  

Pakkelegen, den gode faste populære tradition 

Det foregår rent praktisk på den måde, at kunderne fra den 15. november kan købe en pakke, eller flere for den sags skyld. Så får man udleveret et nummer, og den pakke/de pakker man køber, får så påsat en label med tilsvarende nummer. Kunden kan så afhente pakken fra den 18. december, forklarer Susanne Sandholm.  

- Det er blevet en god fast tradition her i butikken med pakkelegen op til jul. Konceptet er populært hos kunderne, og vi oplever at flere og flere køber en 3-4 pakker. Man er jo også sikker på gevinst, når man ved, at hver pakke er mindst 300 kroner værd - og man blot skal betale 100 kronerpr. Pakke, siger Susanne.  

Pakkerne laver jo ikke sig selv, så der er gået nogle dage med at få lavet pakkerne, få dem pakket ind og bundet sløjfer om – og så skal de jo altså også lige hænges op, så der er en del arbejde i det. Men det er sliddet værd, for det er en rigtig god gimmick for butikken. 

- Det er primært vores salgsassistent Ann, der har stået for at lave de mange pakker, men vi andre har da også hjulpet vores gode “pakkepige” en lille smule, fortæller Susanne med glimt i øjet. 

Susanne Sandholm og Ann Bøgild viser her de 200 pakker, der er gjort klar til den populære pakkeleg. Foto: Jim Hoff 

Velkommen i det nye vielsesrum   

Butikken er blevet opdaterer hen over det sidste års tid. Baglokalet har således fået helt nyt inventar, der er blevet malet i friske nye, lyse farver, og så er der blevet etableret et såkaldt “vielsesrum”, hvor kommende brudepar under hyggelige og diskrete forhold kan vælge ringe i fred og ro.    

- Her kan vi trække os tilbage med par, der ønsker at se på vielsesringe eller forlovelsesringe frem for, at det skal foregå i al offentlighed ude i butikken. Her har vi ro og god tid til at give parret den helt rigtige service og en rigtig god oplevelse, og for lige at markere, at vi nu er i gang med ‘vielsesrummet’, giver vi simpelthen 20 procent rabat på vielsesringe året ud, fortæller Susanne, der kan oplyse, at de første gifteklare par allerede har været inde i vielsesrummet.    

Hun opfordrer kunderne til at booke en tid i vielsesrummet, ikke fordi man ikke kan komme ind direkte fra gaden, men fordi det giver personalet bedre muligheder for at tilrette det helt perfekte forløb.   

Vi skal huske at give kunderne gode oplevelser   

- Med hensyn til netop vielsesringe har vi fået en masse nye flotte, tidssvarende og spændende varer, også i luksusklassen, ind i butikken fra en række nye leverandører og designere. Udvalget er med andre ord stort – der er noget for enhver smag. Og med hensyn til dette nye koncept, vil jeg gerne understrege, at det for os handler om, at vi godt ved, at hvis vi skal overleve som butik, så gælder det om at give vores kunder nogle rigtig gode oplevelser.    

- På den konto har vi også allieret os med andre lokale butikker. Udenfor butikken har Hanne fra Kongsdal Bridal således stillet en håndfuld smukke kjoler op til udstilling, og Birkebæk Blomster har lavet nogle flotte buketter til udstillingen. Alt sammen noget der kan inspirere vores kunder – og et godt eksempel på, at det er en god ide, at vi som butikker samarbejder om at bevare Give som en stærkt og oplevelsesrig handelsby, pointerer Susanne.  

Black Month med 20 procent på Bering og Susanne Friis Bjørner 

I forbindelse med butikkens “Black Month”, fra den 15.-30. november, vil der være 20 procent at spare i butikken på ure og smykker fra Bering, ligesom der også vil være 20 procents rabat på smykker fra Susanne Friis Bjørner i samme periode.  

- Vi er også med i en landsdækkende konkurrence i samarbejde med Berings og Guldsmedens Gavekatalog. Her kan en heldig vinder løbe med 10.000 kroner. Katalogerne kommer i uge 46 og 47 i 12.000 eksemplarer. Men vores gavehumør stopper her. Hvis man køber for over 1000 kroner (efter de 20 procents rabat), så får man helt gratis så længe lager haves en smykkerulle – et smart og lækkert transportabelt opbevaringsetui til smykker osv., fortæller Susanne.  

Butikken serverer til selve Black Friday fredag den 24., november chokolade og bobler, og det vil både i forbindelse med Black Month og Black Friday som sagt også være en kærkommen mulighed for at få et kig på butikkens nyeste tiltag, vielsesrummet.