Balkans bedste vinhus på besøg: Vinforedrag hos Restaurant Yang

Vinhandler Tommy Albrechtsen har jævnligt besøgt Makedonien, og her har han fået øjnene op for et blomstrende vinland og knyttet spændende vin-venskaber. Hvad det kan medføre, får vi en smagsprøve på den 11. november i Restaurant Yang i Give.  

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk 

VIN & MUSIK: Lørdag den 11. november inviteres der til hyggeaften hos Restaurant Yang i Østergade i Give. Her står der vinsmagning, kinesisk buffet, foredrag og live musik på menuen, når Restaurant Yang og Albrechtsens Vinhandel i samarbejde præsenterer vinekspert og forfatter Milica Paunovska.

Hun holder et foredrag, hvor temaet er “Makedonien set fra min side” - et upolitisk indlæg om det smukke vinland set fra Milicas side.  

- Inden Milica går på scenen er der vinsmagning af 7 vine fra Balkans måske bedste vinhus Lazar Winery i Makedonien. Jeg har selv en tæt historik med dette vinhus, idet jeg via mine mange vinrejser til landet har knyttet venskab med ejeren af Lazar Winery. For 7 år siden startede jeg på mine vinture til Makedonien og har efterfølgende selv afholdt 5-6 vinrejser til denne fine vingård, hvor man producerer både rødvin, hvidvin, rosévine og bobler, fortælle Tommy Albrechtsen. 

 Rie Damgård er på plads med live musik, og Yicin Yang serverer kinesisk buffet. Privatfoto

Makedonien et vinland på vej frem

Han betragter Makedonien som et spændende vinland, som han er sikker på, vi kommer til at se (og smage) meget til i årene fremover.  

- Første gang vi var i Makedonien fik vi lynhurtigt nogle gode venner i og omkring en række forskellige vinhuse. Makedonerne er et venligt og åbent folkefærd, og nu er jeg begyndt, helt eksklusivt for Danmark, at sælge vin fra Lazar Winery. Og denne eksklusive aftale jeg har som en slags first mover med salg af vine fra Lazar Winery, har det makedonske vinhus tænkt sig at overholde også i fremtiden, siger Tommy.  

Aftenen vil naturligvis også byde på kinesisk buffet, ligesom Milica vil signere sin bog “Ufuldstændig”, som er gratis denne aften. I bogen blotter hun sig selv, lader sin stemme blive hørt og lader andre kigge og høre en del af den. 

Lokal sangfugl underholder

Nogle af hendes digte er allerede oversat og udgivet på flere fremmedsprog og poesisider. Mange af dem er allerede blevet præmieret i lokale Balkan-konkurrencer og også internationale. 

Efter foredraget, smagningen og spisningen vil der være livemusik ved den lokale sangfugl, Rie Damgaard, og Tommy kan ydermere fortælle, at baren vil være åben til kokken 23.59.  

- Der er et begrænset antal pladser, så det er først-til-mølle her. Billetter kan bestilles på tlf. 40 61 99 16. Vi glæder os til en helt forrygende aften, hvor man får mulighed for at smage makedonsk vin. Det er virkelig en oplevelse, man ikke bør gå glip af.