Så sprang der lige en trænerbombe til Høstfesten i Vonge 

Den traditionelle høstfest i Vonge byder på mange fine indslag. Men det er nok første gang, at der under høstfesten er blevet offentliggjort et stort trænerskifte lige midt under Sherif Hapsunderholdningen. Dameholdets trænerduo overtager nemlig pr. 1.1. 2025 herreholdet. 

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk  

VONGE: Gennem 2024 har Dennis Gravesen og Kim Kristoffersen styret dameseniorholdet i Øster Nykirke med sikker og kærlig hånd. De har formået at skabe en fin fodboldkultur omkring damefodbolden, hvor i omegnen af 24 spillere er sprunget i fodboldstøvlerne for at få et godt fællesskab med den lille runde som centrum. 

En succeshistorie, der er blevet lagt mærke til både udenfor og i klubben internt. Dennis og Kim er nemlig blevet prikket på skulderen af fodboldklubbens formand, Morten Jensen, der både løfter opgaven som formand og seniortræner for klubbens serie 5-mandskab. 

Afløser travl formand 

-Morten er deltidstræner for serie 5-holdet, og han er nu også formand for fodboldbestyrelsen, så han kom til os og spurgte om ikke, det var noget for Kim og mig at overtage herreholdet i den nye sæson. Det syntes vi da egentlig kunne være sjovt. Vi kender jo både klubben og spilerne, så hvorfor ikke. Vi sagde derfor ja til tilbuddet, fortæller Dennis Gravesen.  

Denne nyhed er blevet vel modtaget hos herreholdet, mens Kim og Dennis’ damer nok ‘blev lidt mugne’, som Kim og Dennis formulerer det, ved tanken om, at de skulle miste deres to afholdte trænere.  

-Nej, de blev ikke ligefrem glade, da vi fortalte dem det, konstaterer trænerduoen synkront. 

Morten Jensen løfter i år både opgaven som formand og seniortræner for klubbens serie 5-mandskab. Foto: Jim Hof

Klar til nye udfordringer 

De har dog begge to lyst til igen at prøve kræfter med jobbet som trænere for herreholdet. Dennis har tidligere været med inde over som træner for klubbens hold, da de spillede i serie 3 og 5, og Kim har også lejlighedsvist snust til herrefodbolden som træner.  

- Vi er begge klar til nye udfordringer. Vi ser frem til at få sat gang i herrefodbolden igen, for det har vaklet lidt det sidste stykke tid. Vi kommer med noget ny struktur og med en masse gejst omkring træningen. Vi overtager en ret ung trup med en 6-8 unge drenge på holdet. Den ældste spiller er Thomas Cort (tidligere træner og formand for bestyrelsen, red.), ellers ligger de i alderen 16 til 30 år, fortæller Dennis og Kim.  

Nu handler det om struktur 

Klubben har pt. kun et seniorhold, og der er cirka 20 spillere i truppen, mange lokale og nogle få stykker udefra. For eksempel er der en 2-3 spillere fra Thyregod, der jo lige nu ikke kan mønstre et seniorhold i herrerækken. 

Kim og Dennis vil gerne spille boldbesiddende fodbold, og skære ned på ‘indianerfodbolden’.  

-Vi har holdet til at spille god, boldbesiddende fodbold. Nu kommer vi ind med noget struktur både til træning og kamp. Vi er indstillede på, at spillerne skal lære noget til træning, de skal se en mening med de ting, vi laver, og det skal omsættes i kampene. Vi er som trænere ligestillede og har en god intern dialog og lytter til hinanden. Vi skal gøre det, vi er gode til hver især rent træningsmæssigt, og på den måde er vi et godt match som trænerduo, lyder det fra de to herrer. 

Håber på en god løsning for “vores damer” 

Nu skal klubben så på jagt efter en nye eller to nye dametrænere.  

-Det må meget gerne være en duo, og gerne en mand eller to. Man skal komme med en plan, og man skal også vægte det sociale højt som dametræner. Det er en spændende og sjov opgave, og nu er der jo kommet godt gang i sagerne, så man skal ikke ud og starte forfra og finde spillere osv. Vi håber rigtig meget, at det lykkes for klubben at finde en god løsning til damerne, for det er jo “vores piger”, konstaterer Kim og Dennis med brede smil, mens deres kommende hold varmer op i baggrunden.  

Det er fredag aften, vi er til byfest i Vonge, og som en del af underholdningen kan man altså se en serie 5-kamp mellem ØNIF og Karstoft. En dyst som hjemmeholdets gutter vandt med 3-1 og dermed lagde en fornuftig indgangsvinkel til den efterfølgende ‘evaluering’ af kampen i det store festtelt.