
Er det muligt at etablere fjernvarmenet i det fredede tyskerområde mellem Skovparken og Diagonalvejen? Få svaret her!
I forbindelse med noget nybyggeri mellem Skovparken og Diagonalvejen har en lokal borger sået tvivl, om gravearbejdet i forbindelse med etablering af fjernvarmenet foregår i fredet område. Et område som tyskerne blandt andet brugte til flyverskjul under 2. verdenskrig
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
GIVE: Der er som bekendt i den grad gang i nybyggeriet i Give i disse måneder, og da langt det meste af denne positive udviklingsbølge er landet på nye både private og kommunale udstykninger i åbne områder, eller på bar mark, har det været tæt på problemfrit.
Der var lige en del arkæologiske manøvrer, der skulle foretages, da Vejle Kommune gik i gang med at etablere nye byggegrunde på den nye udstykning Kilebo på hjørnet af Diagonalvejen tæt på golfbanen. Her blev der fundet opsigtsvækkende mange fortidslevn på et ret lille område relaterende til stenalder, jernalder og middelalder.
Bekymring hos lokal borger
Senest har der i forbindelse med noget nybyggeri i området mellem Skovparken og Diagonalvejen været foretaget undersøgelser i forhold til områdets fredningsstatus og de foreståeende nedgravninger af ledningsnet til fjernvarme.
På foranledning af en lokal borger har Benedicte Starup fra Turistførerforeningen Guides.dk kontaktet såvel det lokale museum i Give samt Vejlemuseernes museumsleder og teamleder for arkæologi, Christian Juel, for at få afdæket de faktuelle fredningsforhold for området og for at få fredningsbetingelserne afklaret i forhold til det respektive gravearbejde, der er sat i værk i området.
Stien mellem Skovparken og Diagonalvejen ligger til at blive gravet op i forbindelse med etablering af fjernvarmenet. Foto: Jim Hoff
Klos op ad den fredede firkant
- Gravemaskinerne går meget snart i gang igen på den populære sti mellem Skovparken og Diagonalvejen. Stien har lige været gravet op i flere uger i forbindelse med etablering af fjernvarme til 8 nye huse, og stien skal nu graves op igen med henblik på at etablere fjernvarme til et andet nybyggeri, der ligger nabo til de 8 nye huse.
- Denne gang graves der så ifølge entreprenørfirmaet Munck op mellem stien og skoven – og det er så, tænker jeg, i det fredede område, der skal graves op, også selvom det er mellem stien og skoven, da stien løber lige klos op og ned af den fredede firkant, fortæller Benedicte Starup og tilføjer.
Nazistisk flyverskjul
- Hvis man skal grave der, kan jeg ikke se, at det kan lade sig gøre andet, end hvis man graver lige ind i nazisternes volde, så inden man gik i gang med at grave ind i nazisternes (muligvis fredede) volde, ville det nok være godt, nogen vidste noget om det. Og inden det hele bliver ødelagt, både naturen og de måske fredede områder, kunne det være interessant at finde ud af, hvilken form for fredning, området er inde under.
Området er hos lokalbefolkningen kendt som det sted, som tyskerne byggede op med (nu fredede) jordvolde under 2. verdenskrig til at skjule deres biler, under dække af grene og løv, mens de havde et meget stort udsigtstårn, der kunne overvåge hele Give, og et meget stort område ud mod Brande. Grusgraven i området har gennem årene været en del brugt som legeområde for byens børn - fantastisk område til at lege 'røvere og soldater'.
Nedgravningen påvirker ikke det fredede område
Efter noget korrespondance med Vejle Museerne og Christian Juel, der har undersøgt sagen nærmere, og som har været i kontakt med Natur & Udeliv, er der kommet svar angående håndteringen af fjernvarmeetableringen og udfordringen med det fredede område.
- De har set nærmere på sagen ovre i Natur & Udeliv. Det er aftalt med firmaet, der skal grave, at de kun kommer til at grave en smule udenfor kanten af stien. Det naturfredede område og de flyverskjul fra 2. Verdenskrig, der ligger lidt længere inde, bliver således ikke påvirket, lyder svaret fra Christian Juel.
Dejligt når demokratiet virker
Et svar der i den grad glæder Benedicte Starup.
- Jeg synes, at det er en meget positiv tilbagemelding fra museumsinspektør Christian Juel fra Vejlemuseerne. Jeg har også haft en meget forstående medarbejder fra Vejle Kommune i røret. Jeg vil også gerne rette en stor tak til den lokale borger for at bidrage med al sin lokale viden, da jeg henviste medarbejderen fra Vejle Kommune til borgeren og dennes fortælling. Alt i alt: Dejligt når demokratiet virker og myndighederne lytter, konstaterer Benedicte Starup.
Dermed er sagen løst, og byggeriet af de nye huse kan ufortrødent fortsætte.