Zooskole i Givskud: Gå i dyrepasserens fodspor og lav is til løverne
Selv om børnene har sommerferie, kan de sagtens komme i skole og blive meget klogere og få nogle fine oplevelser. Og det er vildt spændende ikke mindst når det er Givskud Zoo, der åbner dørene for deres sommerskole for børn i 8-12 årsalderen.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
BØRN & DYR: Hen over sommerferien afholder Givskud Zoo sommerskole over tre perioder. Den første omgang, der kørte den 26. og 27. juni, er vel overstået, men der er to omgange tilbage henholdsvis mandag den 7. og tirsdag den 8. august, samt torsdag den 10. og fredag den 11. august.
Konceptet retter sig mod børn i aldersgruppen 8-12 år, og er man vild med dyr og dyrenes verden, er der ingen tvivl om, at man her finder en oplevelse, der går rent ind.
Børnene får nemlig mulighed for at gå i dyrepasserens fodspor og opleve nogle af parkens dyr helt tæt på. De kommer også med på en vild safari og lærer mere både om dyrene i parken, om den danske natur og om FN´s verdensmål, lyder det i Givskud Zoos beskrivelse af aktiviteterne.
Men der er mere.
For de to dage bliver fyldt op med spændende aktiviteter, blandet med leg og masser af hygge.
Her skal børnene for eksempel forberede foder og hjælpe med at fodre flere dyr, og så en helt vild sjov disciplin, nemlig lave is til løverne. De unge mennesker møder også dyrlægen møde dyrlægen, ligesom de kan være med til at rengøre anlæg og besøge forskellige dyrestalde.
Starter klokken 9.00 hver dag
Givskud Zoo oplyser, at zooskoledagene begynder kl. 9.00, hvor børnene skal afleveres ved Billetsalget foran parkens hovedindgang.
Her skal forældre oplyse telefonnummer til skoleguiden i tilfælde af, at kontakt bliver nødvendigt.
Derefter får alle deltagere gule veste på, og så tager skoleguiden børnene med rundt i parken. Dagen afsluttes kl. 15.00, hvor børnene skal afhentes igen.
I prisen indgår frugt om formiddagen, frokost samt eftermiddagssnack begge dage og børnene opfordres til at medbringe egen drikkedunk.
Den sidste dag modtager børnene et diplom samt en gave som synligt bevis på, at de har været blandt de heldige, der har fået den store oplevelse det er at komme på sommerskole i Givskud Zoo.
Der skal være minimum 8 tilmeldt for at eventen kører, og der er plads til maksimum 20 deltagere pr. hold. Det koster 1.250,- kroner for to dages zooskole.
Rent praktisk angående køb af billet.
Turene skal købes på forhånd og så skal man notere sig følgende:
1. Turene kan kun bookes via hjemmesiden, de kan ikke købes i Billetsalg.
2. Kvittering på turen skal medbringes og fremvises før turstart.
3. Kvittering kan printes eller fremvises på smartphone eller tablet.
4. Der er et begrænset antal pladser, som bookes efter først til mølle.
5. Billetter kan ikke ombyttes.
Givskud Zoo gør opmærksom på, at der tages forbehold for ændringer i programmet, hvis der af hensyn til dyrene ikke er adgang til de planlagte stalde og anlæg den pågældende dag.