Vinsmagning med naturens visdom på bagsmækken: Kældervin præsenterer Vinhuset Mohr

Efter en veloverstået festuge med 25-års jubilæet som tema kan Kælder-vin nu ryste fjerene og sætte gang i hverdagen igen. Det gør man ved at invitere til en vinsmagning i Ikærhallen onsdag den 13. september, hvor man får besøg af Kælder-vins favorit vinhuse. 

Af Jim Hoff – jimhoff@vores.lokalavis.dk 

GIVE: Kælder-vin kunne i uge 34 fejre virksomhedens 25-års jubilæum med en række vin, øl, og champagnesmagninger – afrundet med en stor reception om lørdagen.  
Nu er folkene bag Kælder-vin landet sikkert og godt på benene igen efter en fin og travl uge, og det betyder, at hverdagen så småt er ved at vende tilbage igen.  

Ingen grund til at hvile på laurbærrene, og det betyder, at Kælder-vin nu er klar med den næste større event, der handler om vinsmagning.  

- Vi har fået den kæmpe fornøjelse, at få besøg af Jochen fra vinhuset Mohr, tæt på Rüdesheim I Rheingau ved Rhinen i Tyskland. Han vil komme og holde en vinsmagning her i Give hos os i Kælder-vin. Det er et af vores absolutte favorit vinhuse i Tyskland, og også et hus vi har et godt og venskabeligt samarbejde med. Det gør også, at det er en ære for os at kunne præsentere ham, og noget vi ønsker, mange skal være med til at opleve, fortæller Malthe Mortensen fra Kælder-vin. 

Johnny Mortensen fra Kælder-vin får besøg af Jochen Mohr fra vinhuset Mohr, den 13.september. Vinsmagningen foregår i Ikærhallen. Privatfoto

Bedste tyske mousserende vine

Han kan ydermere berette, at Weingut Mohr blev grundlagt af Wilhelm Mohr i 1875, og vinhuset drives nu af hans barnebarn Jochen Neher og dennes kone Saynur Sonkaya-Neher. Jochen dyrker ca. 7 hektar vinmarker beliggende i Lorcher Krone, Bodental-Steinberg og Schlossberg, hvor de har vinstokke plantet tilbage i 1934.

 I 2017 udvidede Jochen Neher sine vinmarkbesiddelser med en hektar i Lorch og Assmannshausen. Weingut Mohrs vigtigste druesort er Riesling, der udgør 75% af de beplantede områder. Weingut Mohr arbejder også med Spätburgunder og Weissburgunder samt en smule Silvaner, Scheurebe og Muskateller. Derudover leverer vinhuset også elegante og bæredygtige mousserende vine, der konsekvent er blandt de bedste af deres art i Tyskland.  

I harmoni med naturens visdom 

- Jochen Neher forsøger altid at være i harmoni med naturens visdom. Han mener, at man skal "lytte" til vinmarkerne, og derfor lader han også urter, blomster og korn vokse mellem rækkerne af vinstokke. Jochen benytter kun naturlig gødning og reducerer afgrødebeskyttelsen til det blotte minimum, fortæller Malthe, og fortsætter:  

- Under selve høsten presses kun uskadede, modne druer forsigtigt. Fermenteringen foregår i rustfri ståltanke gennem langsom, kølig og aromakonserverende gæring. Dette skaber fine frugtagtige vine, der er stimulerende og elegante, selv efter lang tids opbevaring på flaske. De røde vine fermenteres på mæsk og opbevares i egetræsfade. 

Man skal lige notere sig, at smagningen foregår i kantinen i Ikærhallen - og det er onsdag den 13. september med start kl. 18.00. Der vil blive serveret en schnitzel, og selvfølgelig 7 fantastiske vine. Malthe forventer, at eventen slutter 21.30. 

Tilmelding skal helst ske på mail info@kaelder-vin.dk