Vildt erhvervseventyr i Gadbjerg: Ole vasker op for landets fire største festivaler

Dansk Mobilopvask i Gadbjerg har for alvor fået vind i sejlene. I 2018 etablerede den autodidakte erhvervsmand Ole Lange virksomheden, der ud fra en grøn genbrugstanke startede op med at vaske kander/krus for Jelling Festival. I dag er virksomheden udvidet med nyt vaskeri og lagerhotel i en helt ny bygning på Langgade 1 i Gadbjerg. Og blandt kunderne finder vi Roskilde Festival, Grøn Koncert og Smuk Festival.

 Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

GADBJERG:Det er 59-årige Ole Lange himself, der høfligt tager mod dagens gæster. Et friskt ’hej og velkommen’ efterfulgt af et godt håndtryk samt en venlig opfordring til brug af både baren og pølsevognen. Scenen er den store nybyggede industrihal på Langgade 1 i Gadbjerg. De 800 nybyggede kvadratmeter rummer Dansk Mobilvasks store vaskehal plus lagerhotel tilsat en 200 kvadratmeter stor administrationsbygning.

Det er her, virksomheden lørdag holder reception, og gæsterne ankommer i stabile ryk fra klokken 11.00 og fremefter. I flokken finder vi både lokale gæster og folk fra Ole Langes store erhvervsnetværk. Et netværk den driftige mand har oparbejdet gennem nu 33 år som erhvervsmand. Eventyret startede i 1990, to år før Danmark blev Europamester i fodbold, hvor Ole tilbød transport for eventbranchen og dermed åbnede en dør, der senere skule vise sig at give adgang til andre fine forretningsmuligheder.

Det hele startede på Jelling Festival

I 2007 etablerede Ole således virksomheden Dansk Mobil Køkken, igen med eventbranchen som udgående platform. I dag retter virksomheden sig også mod industrien og erhvervslivet med sine produkter, og det var igen på bagkant af netværket og erfaringerne fra lanceringen af Dansk Mobil Køkken, at Ole fik ideen til Dansk Mobilopvask. Et grønt, bæredygtig koncept, som, da først coronastormen havde lagt sig, har vist sig at være det man på jysk kalder ”en faktisk ret god ide”.

- Vi startede med at vaske krus/kander for Jelling Festival i 2018. Det var en ret stor opgave dengang. Efterfølgende er de store opgaver så kommet som perler på en snor. Vi vasker nu for Roskilde Festival, Grøn Koncert og Skanderborg Festival. Der var så lige et par år med corona, hvor der ikke var festivaler. Så her var der ikke rigtigt gang i sagerne. Men i 2022 etablerede vi et tæt samarbejde om at vaske kander og krus med Carlsberg, Tuborg og Royal Unibrew, og det var rigtig godt for bundlinjen, fortæller Ole Lange.

Vaskede 3,6 millioner krus og 650.000 kander på fire måneder

I 2022 omsatte Dansk Mobilvask således for 8 millioner kroner, idet virksomheden far maj til september i højsæsonen vaskede 3,6 millioner krus og 650.000 kander. Det er med Oles ord ”pæne tal”, men her i 2023 går man målrettet efter at fordoble omsætningen.  

- Det stopper ikke her, for der er flere muligheder derud mht. bæredygtighed og genbrugsvask. Vi skal eksempelvis til at vaske kaffekopper fra New Loop og emballage fra takeaway. Der bliver snart slut med papemballage, fordi det simpelthen ikke er bæredygtigt. Vi vasker også de populære måltidskasser af flamingo, så de kan genbruges mange gange. I det hele taget er det hele fundamentet i vores virksomheds-DNA, at vi skal have mere bæredygtighed i samfundet – og det hellere i dag end i morgen. Og det gælder både mht. produktion, byggeri og logistikken, understreger Ole Lange.

De produkter, der ryger gennem ”vaskehallen” på Langgade 1 hos Ole og hans medarbejdere, er typisk underlagt et pantsystem,hvilket er med til at motivere folk til at få tingene vasket og dermed genbrugt frem for bare at smide væk.

Lars Vinbech

Gæsterne blev vist rundt i den 800 kvadratmeter store vaskehal af Lars Vinbech, der er produktionschef. Foto: Jim Hoff

Tæt samarbejde med fire helt store spillere på markedet

Som udgangspunkt har Dansk Mobilvask opereret meget i højsæsonen for festivaler og andre udendørs events, men Ole og hans folk er nu ved at få fat i andre event-områder, så der kan køres en stabil helårsforretning.  

- Vi kigger meget på indendørs-events og stadion-events, og her er der også et marked for os. Således har vi en fast entreprise med Royal Arena, hvor vi skal vaske glas for dem. En god fast entreprise. Jeg tænker, da også, at når vi har faste samarbejdsaftaler med virksomheder som Carlsberg, Tuborg, Royal Unibrew og Royal Arena, så er det en klar blåstempling af det arbejde vi udfører. Når så store etablerede danske virksomheder fortfarende bruger os, må vi jo gøre det ok, lyder det fra Ole med et skævt smil.

Vil være Gadbjergs svar på Løveparken

Hos Dansk Mobilvask er der 4-5 fastansatte, mens der i højsæsonen er tilknyttet 18 mand. Her entrerer Ole med et vikarbureau, der skaffer folk til virksomheden. Han har dog en klar drøm, der kan være med til at gøre Dansk Mobilopvask til en både grøn og socialt orienteret virksomhed.

- Jeg vil gerne have, at vi når derhen, at vi har en liste på cirka 80 mennesker her fra lokalområdet, som vi tage fra, når vi skal rekruttere til aften- og weekendarbejde. Vi har her potentialet til at blive Gadbjergs svar på Løveparken i Givskud med hensyn til at tilbyde de unge mennesker jobs især i højsæsonen. Jeg tænker da også, at man som virksomhed har et ansvar for at give de unge i området mulighed for at tjene penge. Sådan ligesom den ”gamle købmand”, hvor der altid var plads til en flaskedreng og et cykelbud. , pointerer Ole.

Han kan fortælle, at hans team af vikarer består af en del folk fra både Østeuropa og Mellemøsten – og at de generelt gør det rigtig godt.  

- Vores folk, uanset om de er fra Ukraine, Polen eller Syrien gør det godt. Man kan mærke, at de værdsætter at have et arbejde. Og det er vigtigt for os, at alle mand gør det godt. For her skal tingene simpelthen være i orden. Det er vigtigt udadtil, og det er vigtigt i forhold til vores kunder – vi samler kun på tilfredse kunder, og her spiller alle medarbejdere en vigtig rolle.

Hele tiden tænke i udvikling

Ole er som tidligere beskrevet 59 år, men det forhindrer ikke den dynamiske virksomhedsejer i hele tiden at tænke i udvikling og merværdi. Og til den del skal han have kvalificeret med- og modspil. 

- Jeg er jo autodidakt indenfor alt det her, og det er mit store ønske, at vi skal blive ved med at udvikle på virksomheden. Vi skal videre, vi skal blive større og vi skal hele tiden tænke i udvikling. Derfor er jeg på udkig efter en daglig leder, der har stærke kompetencer omkring forretningsudvikling, bæredygtighed og i det hele taget en person med et klart og kompetent syn på fremtidsperspektiverne for virksomheden her. Jeg nærmer mig de 60 år og vil snart gerne lidt ned i tid, siger Ole.

Mie og Birgitte

Mie Blok Sølund og Birgitte Aalbæk er ansatte hos Dansk Mobil Opvask. Foto: Jim Hoff

Bestyrelse på trapperne

Han er i gang med at søge efter en person med føromtalte kvaliteter, og virksomheden er også i gang med at nedsætte en bestyrelse. 

- Jeg er i tæt dialog med en god ven, og vi har fået lavet en strategi. Nu skal den strategi så udføres. Det er her vi står lige nu, og nu skal der sættes fuld knald på, for det stopper slet, slet ikke her, lyder det med pondus og entusiasme fra Ole Lange.

Klokken bliver 11.00, og den allerede tilstedeværende flok af receptionsgæster bliver så ført rundt på en rundvisning i hele anlægget af henholdsvis Lars Vinbech, der er produktionschef, samt Gert Hansen, der er maskintekniker og den kompetent mastermind bag selve vaskeanlægget.