Vi skal være ydmyge og performe max hver gang: Så er Give HK’s nye divisionstrænere landet

Tirsdag aften den 15. april havde Give HK’s nye trænerduo bestående af cheftræner Torben Sørensen og assisstenttræner Kristian Olsen første træningssamling med Give HK’s divisionshold, der netop er rykket op i 1. division. Efter et indledende præsentationsmøde stod den på træning i Ikærhallen, og i den forbindelse fik avisens udsendte en snak med de to nye frontfigurer for 1. divisionsholdet.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

HÅNDBOLD: 51-årige Torben Sørensen fra Kolding og 37-årige Kristian Olsen fra Skanderborg har overtaget trænertjansen efter Erik Flak og Mads Overgaard, og den nye duo blev tirsdag aften præsenteret for spillerne og vice versa.

Klubbens nye cheftræner Torben Sørensen har gennem flere år fulgt interesseret med i Give HK’s rejse på vej mod 1. division, og som træner i blandt andet Tønder i 1. division har han også spillet mod Give i en testkamp, ligesom han har fulgt Give HK tæt i år, idet hans søn Noah, som er KIF-spiller, var med i åbningskampen i Give tilbage i september 2024.

Er vild med underdog mentaliteten

- Jeg har tidligere været træner i Ejby GV og Tønder, som begge er klubber fra mindre bysamfund, og som har kæmpet sig op i rækkerne. Stor ros til Give for at man har indfriet sine ambitioner, og generelt er jeg meget fascineret af de her gode historier om mindre byer/klubber, der kommer op og mænger sig med de store – det er den der David mod Goliat-ting, som fascinerer mig.

- Derfor synes jeg også, at trænerjobbet her i Give er virkelig spændende, en mindre by med en fantastisk opbakning, og som har opnået et flot sportsligt resultat, og som nu skal ud og bide skeer med de store drenge. Og det der med at være underdog, det mindset kan jeg rigtig godt lide, siger Torben Sørensen.

Personlig og håndboldfaglig lækker udfordring

Kristian Olsen kommer fra et job, hvor han i 4 år har trænet Skanderborgs U17 og U19 drenge, og lander i Give HK sit første trænerjob med herreseniorspillere. Relationen til Torben Sørensen stammer fra de to herrers civile job, idet de begge arbejder som foreningskonsulenter for Dansk Håndbold i henholdsvis region syd og nord.

- Jeg havde egentlig overvejet, at jeg efter 4 år som ungdomstræner ville have en pause, men da det her job kom på banen, var jeg tændt. Det er for mig nyt håndboldland, og det svarer til mine personlige og håndboldfaglige ambitioner om at prøve mig af på seniorniveau i en 1. divisionsklub, siger Kristian Olsen.

Assistenttræner Kristian Olsen ser frem til den nye fine personlige og håndboldfaglige udfordring med Give HK i 1. division. Foto: Jim Joff

Stort arbejde med at sammensætte den nye trup

De to nye trænere har fået listen med de 13 spillere, der er på plads til næste sæson, og de udgør ifølge Sørensen og Olsen en god base, hvor de sagtens kan finde gode kompetencer i truppen.

- Vi er jo også med i processen med at hente nye spillere til klubben, og her er der rigtig mange, der byder ind, så det handler om at få valgt de rigtige, hvilket betyder, at der skal ses en del spillere til prøvetræning her de næste uger. Vi har kendskab til mange af de spillere, der byder sig til, og vi er helt rolige ved den proces, som Christian Skagen og Henrik Henriksen i eliteudvalget har gang i. Og vi ved godt, at det er en lang proces med at få sammensat den helt rigtige trup, konstaterer den nye trænerduo.

Ser muligheder frem for begrænsninger

De kommer med en række nye ideer både træningsmæssigt og håndboldmæssigt og ser sig selv som moderne trænere. De ser med egne ord ’muligheder frem for begrænsninger’, og man skal ikke være forbavset, hvis man for eksempel ser Give spille 7 mod 6 i perioder.

- Vi er meget nysgerrige på spillet, og kommer også med en plan. Men der er en stor pakke af muligheder i forhold til spillet, det taktiske og det strategiske, og helt grundlæggende handler det om at få det bedste ud af de spillere, vi har til rådighed. Det er ud fra det givne spillermateriale, at vi finder de forskellige værktøjer fra håndboldværktøjskassen frem.

- Og så er det det mentale aspekt. Holdet her er vant til at vinde de fleste kampe i 2. division, men det er en anden snak som nyoprykker til 1. division. Her skal man være klar til rent mentalt, at man nok vil tabe flere kampe, end man vinder. Men både vi og klubben er klar til, at der skal lægges nye lag på her i 1. division, hvilket betyder, at vi sætter træningsmængden op fra 2 til 3 træningspas, og at vi øger træningsmængden i hvert enkelt træningspas, forklarer Torben og Kristian.

Gives nye cheftræner Torben Sørensen kan godt lide tanken om, at man i Give er i gang med et stærkt håndboldeventyr, hvor en mindre by/klub skal op at bide skeer med de store stærke klubber. Foto: Jim Hoff

1. division er en helt anden planet

De har spillerne frem til og med 1. maj, hvor der så er en pause frem til 20. maj. Her kan det nye trænerteam se spillerne an, både de nye og de, der er med over fra sidste sæsons trup. Der trænes frem til skolernes sommerferie, og så går det for alvor løs, efter sommerferien igen.

- Det bliver rigtig spændende at komme i gang, både for os som nye trænere og for klubben, der skal ind i et helt andet setup. I 1. division møder vi andre klubber med en helt anden økonomi og med potente spillertrupper. Der er ingen lette kampe, og vi skal virkelig kunne vores ting og spille op til vores bedste hver gang. Vi kommer til at møde hold, der træner 5 gange om ugen, så vores spillere skal bare yde maksimalt hver gang, lyder den kontante udgangsbøn fra Torben Sørensen.

Du kan læse mere om de to nye træneres cv’er HER.

 

Andre læser

Breaking: Nu kan vi afsløre navnene på Give HK's nye divisionstrænere